Coronakrisen satte psykisk arbejdsmiljø på EU's dagsorden. Men der er stadig ikke udsigt til et egentligt direktiv

23.

Det er antallet af direktiver fra EU, der på forskellig vis regulerer arbejdsmiljøområdet og handler om alt fra kemiske stoffer til arbejdsulykker og sikkerhed.  

Men forsøger man at finde frem til, hvor mange direktiver der handler om stress, mobning eller mistrivsel, så lander man på et stort nul.  

Nullet er imidlertid ikke et udtryk for, at debatten om den rasende stress-epidemi ikke er nået til EU's topledere. Tværtimod ramte debatten unionen som en hammer i kølvandet efter coronakrisen, hvor verden var totalt forandret, da den først åbnede op igen. 

“Efter corona sagde beskæftigelsesministrene fra alle EU-landene samstemmende, at de var ramt af stress. Det kom som en tsunami efter corona. Det har forandret arbejdsmarkedet i hele Europa,” siger det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind. 

Siden da har diskussionerne om EU-politik på området buldret frem og tilbage. 

Og i 2021 - kort efter at verden var åbnet op igen - vedtog et stort flertal af Europa-Parlamentet et krav om EU-regulering om retten til at være offline, når man som arbejdstager har fri.

Men her på tærsklen til 2025 er direktivet stadig langt fra en realitet.

Quick-fix, der sandede til

At der overhovedet diskuteres psykisk arbejdsmiljø på højt politisk plan er nyt. Danmark har været et af foregangslandene, der allerede tog store diskussioner om stress for 10-15 år siden.

Derfor har de danske socialdemokrater længe kæmpet for at sætte det psykiske arbejdsmiljø på dagsordenen. De har mange drømme og håb for området, men i øjeblikket bliver der mest snakket om retten til at være offline. 

Ifølge Marianne Vind er det, fordi det er det tema inden for porteføljen, der er størst sandsynlighed for bliver til virkelighed. 

“Det er helt sikkert et quick-fix, for der er jo mange flere årsager til stress end det," siger hun. 

Men hun er samtidig ikke i tvivl om, at det vil være et rigtig godt sted at starte.

“Den vil have en betydning. Fordi det er jo blevet et skråplan, at man bliver kontaktet hele tiden,” siger Marianne Vind. 

Men da en bindende aftale skal diskuteres mellem den europæiske fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationerne, sandede diskussionen til. Og dele af de europæiske arbejdsgiverorganisationer trak stikket på forhandlingerne - herunder også Dansk Arbejdsgiverforening (DA). 

“Som europæiske arbejdsgivere har vi vores del af skylden i, at forhandlinger er brudt sammen. Vi er ikke begejstrede for tanken om en ret til at være offline. Og den forhandling, der var, gjorde det jo meget tydeligt, at det er virkelig, virkelig svært at finde en løsning, der passer til alle lande,” siger Christiane Mißlbeck-Winberg, der er europapolitisk chef hos DA og var en del af forhandlingerne. 

Hun forklarer, at organisationen undervejs i forhandlinger stødte på flere "røde linjer", som gjorde, at de og andre arbejdsgiverorganisationer trak sig fra forhandlingerne. 

“Det, vi ikke kan gå med til, er, at man fuldstændig bryder med den danske model, hvor man siger, at det er arbejdstager og arbejdsgiver, der regulerer arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked. Og så vil vi simpelthen ikke give afkald på fleksibiliteten, som er noget, som bliver vigtigere og vigtigere på et moderne arbejdsplads,” fortæller Christiane Mißlbeck-Winberg. 

Håb for fremtiden?

Selvom Marianne Vind stadig nærer forhåbninger om, at det kuldsejlede forslag bliver genoplivet, så tvivler hun alligevel på det. 

“Jeg ved ikke, om vi får noget igennem i den her valgperiode. For vi har jo fået et parlament, der er rykket til den borgerlige side, og det er svært at finde et flertal for at sikre et godt arbejdsmiljø. Alt bliver en kamp, så hvert enkelt medlem af Europa-Parlamentet tæller for at få den nødvendige opbakning. Og det bliver bestemt ikke nemt,” siger Marianne Vind. 

Hun tror, at den mest realistiske løsning på den gordiske knude, forhandlingerne har udviklet sig til at være, er, at parterne kan blive enige om en aftale, hvor ansvaret for at sikre retten til at være offline bliver lagt over på hvert enkelt land. 

Og den løsning, synes arbejdsgiverne ikke, er så tosset, der netop er interesseret i, at beslutningen bliver truffet så tæt på den enkelte arbejdsplads som muligt.

Nu går der en ny proces i gang. Efter valget til Europa-Parlamentet i juni måned, er der endelig ved at være styr på både parlamentarikere, formand og kommissærer. 

Og det virker til, at den nye kommissær på området, Roxana Mînzatu, også gerne vil genoptage snakken. Ved hendes høring sagde hun blandt andet:

"Om retten til at være offline er sagen helt klar: Fra dag et, når jeg tiltræder mit mandat, vil jeg igangsætte anden fase af høringen med arbejdsmarkedets parter."