Madsen: Ane Halsboe tabte bolden efter skuldertackling fra Pia Olsen Dyhr

SF HAR SIDEN SENESTE folketingsvalg været klar til masseindustriel slagtning af hellige folkesocialistiske køer for at positionere sig selv som regeringsduelige. Amerikanske baser på dansk jord i Trumps tidsalder? Superfint, den er SF da med på. Besparelser på universitetsuddannelser? Ak, ja, sådan er det det jo.

Men onsdag fik vi udmålt, hvor SF’s realpolitiske smertegrænse går: ved spørgsmålet om, hvorvidt den fjerde måned, hvor A-kasserne skal håndtere ansvaret for deres ledige, skal være et forsøg eller en permanent udvidelse. 

I hvert fald præsenterede beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) onsdag en beskæftigelsesreform uden deltagelse af SF, der havde forladt forhandlingerne med henvisning til netop a-kassernes manglende rolle i systemet. 

“Det er nu, det gælder. Der er i forvejen lagt op til en meget stor besparelse på indsatsen til de unge, som kan se frem til langt mindre støtte og hjælp til at komme i arbejde. Og hvis regeringen også glemmer a-kasserne, vil den her reform gå over i historien som en fiasko,” skrev Olsen Dyhr og Skov Christiansen.

Det betød i praksis, lod makkerparret regeringen forstå, at både fagbevægelsen og SF kunne acceptere de planlagte forringelser for de ledige og store besparelser, hvis a-kasserne permanent fik ansvaret for deres ledige medlemmer i én ekstra måned udover de tre måneder, der gælder i dag. 

Store bededag i miniature

Regeringen troede fejlagtigt, at SF bluffede. De kan ikke holde til at gå fra så stor en reform, der skal udmøntes i de kommende år, og det er bare endnu en i rækken af skovsnegle, som man må æde for at nå ministerbænkene.

Men Pia Olsen Dyhr havde set et skridt længere. Alliancen med FH, der var blevet til på hendes initiativ, betød, at de havde bundet sig til masten sammen. SF måtte holde løftet til fagbevægelsen og gå, da kravet blev afvist, mens FH på sin side måtte holde løftet om at bakke op om SF’s exit.

Dermed har Olsen Dyhr slået en kile ind mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet på et af de områder, der betyder allermest i forbundene. Det er en miniatureudgave af store bededag, vi nu ser udspille sig, og kritikken vælter ind fra fagbevægelsen.

Samtidigt er det umuligt at forestille sig, at aftalen i praksis vil stå i vejen for, at SF kan indtræde i en S-ledet regering en dag. Så må Olsen Dyhr skrive under på aftalen, og det vil fagbevægelsen kunne forstå som en nødvendig pris.

“Håbløs” og “virkelig ringe” lyder det fra HK’s næstformand, Mads Samsing, på LinkedIn. “Dårligt nyt for ledige”, sukker Metals a-kasse-konge John Larsen på Facebook, mens FH’s Nanna Højlund kalder aftalen et “trist svigt af dem, som har mest brug for hjælp”. 

Artiklen fortsætter under opslaget 

Det ligner et politisk selvmål af rang: Beskæftigelsesministeren har givet S fagbevægelsen på nakken og sendt dem i armene på SF på grund af en bagatel. Et forslag, der intet betyder økonomisk.

Hvad er den praktiske forskel egentlig på et forsøg og en permanent ordning? Alt, der er besluttet politisk, er jo i sidste ende også ting, der kan laves om politisk. Hvad havde det reelt kostet at give den indrømmelse? Det ville en kreativ politisk håndværker have løst.

Lose og fantasipengene

Hvad ligger bag misæren? Et af Ane Halsboe-Jørgensens problemer har været den stærke mandsopdækning fra Venstres økonomiminister, Stephanie Lose, der har insisteret på at nøjes med forsøgsordningen og forklarer logikken således til A4 Beskæftigelse: 

”Hvis man gav a-kasserne mere ansvar på nuværende tidspunkt, end det vi lægger op til med det nye forsøg, så er der en risiko for, at man sætter kommunernes refusionstrappe ud af kraft. Særligt, hvis ledige ikke kommer i job, imens de får en indsats i a-kassen. Det vil have en negativ beskæftigelseseffekt."

Altså: Fordi kommunerne ikke har et incitament til at skaffe ledige i arbejde, når de er ovre i a-kassen, så kommer der færre i arbejde, og V vil ikke acceptere en negativ arbejdsudbudseffekt. 

Men de er jo alligevel ovre i a-kassen, bare i en forsøgsordning, tænker nogle måske? Ja, men en forsøgsordning tæller ikke i Finansministeriets regnestykker. Hele dramaet handler om fantasipenge og budgetfifleri.

Det er svært at forstå, at Ane Halsboe-Jørgensen ikke har evnet at overbevise Venstre om at give lidt mere politisk spillerum her, ligesom S gav venstrefolkene plads, dengang landbruget gjorde knuder i trepartsforhandlingerne.

Strukturel triumf for KL

Morten Skov Christiansen kan være tilfreds med forløbet i den forstand, at det er lykkes at holde sammen på FH. Det allerværste fra Beskæftigelseskommissionens rapport - en planlagt besparelse på uddannelsesrettigheder til a-kassemedlemmerne - var allerede taget af bordet. Nu slipper han for at skulle bakke op om reformens besværlige besparelser på de svageste ledige og nedskæringer på HK’ere og socialrådgivere i jobcentrene.

Men det ændrer ikke på, at fagbevægelsen og a-kasserne igen er de store tabere i krigen mod kommunerne om beskæftigelsespolitikken, der startede i Claus Hjort Frederiksens (V) æra i 00’erne. Denne gang er det en socialdemokrat, der fører kniven.

De smiler stort gennem tårer i KL’s hovedkvarterer i dag. Ganske vist skal kommunerne spare et stort milliardbeløb på de mest udsatte ledige og fyre ansatte i deres beskæftigelsesforvaltninger, men den slags går op og ned over årene. 

KL har vundet det store strukturelle slag og får nu meget frie hænder til at tilrettelægge indsatsen og jobcentrene, som de vil, uden alt for mange forstyrrende rettigheder for borgerne. Det er et drømmescenarie.

Denne beskæftigelsesreform er reelt afslutningen på 20 års puniske krige om beskæftigelsespolitikkens placering i Danmark. Det er nu fastslået, at ansvaret for at få ledige i arbejde først og fremmest ligger hos kommunerne.