Ny bog: Hella Joof skriver om hjemmehjælperen og hverdagens andre engle

hella-joof-hjemmehjaelperen-ramona
Foto: Foto: Lindhardt & Ringhof
Du kan møde englelige væsner alle steder, fortæller Helle Joof i sin nye bog med skrøner om "Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle".

Er de mennesker, der gør englelige ting, eller engle, der gør menneskelige ting? Det er faktisk ikke så vigtigt, men det er deres gerninger derimod. 

Skuespiller, filminstruktør og forfatter Hella Joofs nye bog "Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle" handler om livets møder med uselviske, generøse og storsindede væsner.

Ifølge Hella Joof findes disse væsner alle steder: I hjemmeplejen, i folkeskolen og på biblioteket. I bogen optræder såmænd også en moderat clairvoyant parkeringsvagt.

Der er flere, end du tror

Bogen er en samling skrøner om jeg-fortællerens møder med de englelige væsner.

Ramona, Pejse-Carsten, parkeringsenglen Vagn og de andre er alle sammen nogle, jeg har mødt eller ville ønske, jeg havde mødt. Det er dem, der gør en forskel i nødens stund
Hella Joof

Som Joof skriver i bogens indledning:

"Ramona, Pejse-Carsten, parkeringsenglen Vagn og de andre er alle sammen nogle, jeg har mødt eller ville ønske, jeg havde mødt. Det er dem, der gør en forskel i nødens stund.

(...)og de er kendetegnet ved et udvidet sanseapparat, kropslige særtegn, et ofte undseeligt, men vidende væsen og det at man går styrket fra mødet med dem." 

De udvidede sanseapparater og kropslige særtegn er diskrete fingerpeg om, at bogen rummer magisk-realistiske elementer. Udover at være et engleligt væsen, så har hjemmehjælperen Ramona fx også en lille vinge på anklen. 

Parkeringsvagten Vagn har en særlig fornemmelse for ledige parkeringspladser, og er i øvrigt tilbageholdende med at stange bøder ud. Og så er der bibliotekaren, der på uforklarlig vis ved, præcis hvilken bog, du har brug for at læse.

Hella Joofs finurlige signatur-humor

Det er en særlig pointe i bogen, at de englelige væsner selv har haft deres at kæmpe med i livet. De er generøse på trods af personlig modgang. Eller måske på grund af den?

Som Pejse-Carsten, der engang ofrede sig selv for at redde sin mor ud af et brændende hus. Eller låsesmeden Parly, der voksede op som nøglebarn hos en enlig mor.

Skrønerne om Ramona, demente Karmark, pedellen Lodahl og andre skildres med Hella Joofs finurlige signatur-humor og veksler mellem det morsomme, rørende og triste. Nå ja, og sine steder det fjollede.

Og Hella Joof har noget på hjerte med bogen. Berlingskes anmelder giver bogen fire stjerner og sammenfatter dens ærinde således:

“Alle har noget at byde på, kærligheden overvinder alt, der er mere mellem himmel og jord, børn fortjener det bedste, og »du skal altid huske at tage Margueritruten«.”

Hjemmehjælperen Ramona – og andre englelige væsener og væsentlige engle

Udkom 7. november

Forfatter: Hella Joof. Illustrator: Anna Jacobina Jacobsen.
Forlag: Lindhardt & Ringhof
200 sider

GDPR