Socialrådgiverforeningen: Hjemmearbejde kan true retten til fritid og sygdom
"JEG ER SYG, SÅ JEG er med på mødet hjemmefra."
Sådan skrev en kollega rundt til vores team af socialrådgivere i foråret. Jeg har selv oplevet, at det i post-corona-tiden er blevet sværere at lukke helt ned for arbejdet, når man er syg. Man skal være meget syg for ikke lige at kunne have computeren slået op og tjekke lidt mails fra sygesengen. Ser man alt for influenzaramt ud, kan man slå kameraet fra til teammødet.
LÆS OGSÅ: Kommune tilbyder ansatte mere hjemmearbejde: 'Vi skylder os selv at tage ved lære af krisen'
Alle, der arbejder ved en computer, har længe kunnet arbejde lidt, når de er syge. Men efter mere end et års nedlukning er vi så trænede i hjemmearbejde, at tendensen er meget stærkere.
INDTIL FOR NYLIG var jeg ansat i en kommunal forvaltning. På min arbejdsplads var det ikke en leder, der pressede os til at arbejde, når vi var hjemme med sygdom. Vi pressede os selv.
Som socialrådgiver har sygedage altid været noget, der kunne vælte mit læs. Mails, telefonbeskederne og de overskredne lovfrister vokser sig flere for hver dag, influenzaen sidder i kroppen, og jeg er væk fra kontoret. Derfor kan lidt arbejde fra sygesengen virke lindrende på den knugen i maven, som de fleste socialrådgivere har meget af tiden.
Hvordan sikrer vi, at lønmodtagere også i fremtiden har mulighed for at være syge og ikke-tilgængelige, og hvordan sikrer vi en fritid, hvor man faktisk tjekker ud af arbejdet – også virtuelt og mentalt?
Signe Færch, fung. næstformand, Dansk Socialrådgiverforening
Men jeg spørger mig selv, hvad de langsigtede konsekvenser bliver, når vi selv medvirker til at undergrave sygedagene? Sygedage, hvor man reelt kommer sig og restituerer. Hvad betyder det for os, når kravet om produktivitet og effektivitet rykker med hjem og helt ind i sygesengen.
LÆS OGSÅ: SF: Hjemmearbejde skal være en rettighed for offentligt ansatte
Generelt set har hjemmearbejdet et hav af fordele og kan give både fordybelse og en mindre hektisk hverdag. Men jeg vil vove at påstå, at hjemmearbejdet samtidig truer grundlæggende rettigheder, som fagligt aktive i generationerne før os har tilkæmpet sig. Både retten til at være helt væk og komme sig, når man er syg. Men også retten til reelt at tjekke ud fra arbejdspladsen, fysisk og mentalt.
Én ting ved jeg: Hvis vi skal sætte grænserne helt alene, er det svært. Det er ikke kun min leder, jeg skal sætte grænser for, men i høj grad mig selv
Signe Færch, fung. næstformand, Dansk Socialrådgiverforening
JEG HAR I MINE ÅR SOM SOCIALRÅDGIVER altid arbejdet hjemmefra. Både indenfor arbejdstiden og også aftener og weekender. Jeg skriver hvert et minut på min flekskonto og arbejder ikke gratis.
Men over årene - og særligt efter coronaen - mærker jeg, at jeg stadig sjældnere er helt afkoblet fra arbejdet. Selv når jeg ikke arbejder, er telefonen tændt, så jeg lige kan følge med på mailen. Og computeren er ved hånden, hvis jeg kommer i tanke om noget, der skal på to-do listen. I flere og flere lande arbejder man med begrebet ”the right to disconnect”. I erkendelse af, at den konstante mentale tilstedeværelse slider.
Problematikken er ikke ny, men coronaperioden har forstærket den og udbredt den til flere dele af arbejdsmarkedet.
LÆS OGSÅ: Kommune sætter medarbejdere fri: Vil bane vej for mere hjemmearbejde
Skal hjemmearbejde så sløjfes? Nej. Men vi må sætte grænser, og vi skal gøre det både selv og sammen. Vi bliver nødt til at tage diskussionen: Hvordan sikrer vi, at lønmodtagere også i fremtiden har mulighed for at være syge og ikke-tilgængelige, og hvordan sikrer vi en fritid, hvor man faktisk tjekker ud af arbejdet – også virtuelt og mentalt?
Én ting ved jeg: Hvis vi skal sætte grænserne helt alene, er det svært. Det er ikke kun min leder, jeg skal sætte grænser for, men i høj grad mig selv. Derfor skal vi sammen – som kolleger og som fagforeninger - hjælpe hinanden og finde måde at sikre frirum til både at være syg, og til rent faktisk at holde fri, når vi har fri.
