I en turbulent tid med fyringer skabte pædagogen Camilla tryghed og retfærdighed for sine kolleger
For pædagogerne på Stenlille Skole har tillidsrepræsentant Camilla Meyer Jørgensen stået for tryghed og støtte. Derfor er indstillet til Årets TR 2024.
Støtten kom blandt andet til udtryk, da skolen skulle igennem en personalereduktion, og Camilla Meyer Jørgensen ifølge sine kolleger gjorde mere, end hvad man normalt vil forvente af en tillidsrepræsentant.
"Hun kæmpede for at alt skete på en ordenlig måde, alt imens hun støttede os på den bedste facon med sin skønne humor undervejs. De pædagoger, som til sidst blev prikket, har hun støttet/trøstet og vejledt bedst muligt," skriver Camilla Meyer Jørgensens kolleger i deres indstilling af hende.
Artiklen fortsætter under videoen
Camilla Meyer Jørgensen har derudover sikret, at hendes kolleger kan afspadsere i forbindelse med overarbejde, hvilket ikke tidligere har været standarten. Hun har sørget for tillæg, retfærdige løntrin og er lykkedes med at forhandle en uges ekstra ferie igennem for sine kolleger i en presset periode.
I indstillingen til prisen beskriver hendes kolleger, at Camilla Meyer Jørgensen for dem repræsenterer retfærdighed og "kæmper som en terrier" for at opnå den:
"Det, der står klarest, er, hvordan Camilla altid lytter og opsøger de kolleger, som hun bekymrer sig om. Hun gør alt, der er muligt for at sikre, at alle bliver ordenligt behandlet og ikke bliver syge af at gå på arbejdet."
Årets TR 2024 afholdes tirsdag den 12. november i Cirkusbygningen i København.