Aftale på plads: Kommuner får 1,4 milliarder kroner ekstra
Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2022.
Det siger finansminister Nicolai Wammen (S) sent tirsdag aften i Finansministeriet.
Det står klart, at aftalen giver et løft til kommunernes serviceramme - der blandt andet dækker udgifter til skoler, plejehjem og institutioner - på 1,4 milliarder kroner i forhold til seneste aftale.
For den seneste aftale for 2021 blev området løftet med 1,5 milliarder kroner, mens det i 2020 blev løftet med 1,7 milliarder kroner. Der er hvert år brug for et øget beløb på området, fordi befolkningssammensætningen giver større udgifter.
Wammen siger, at de tre års aftaler er et større løft til kommunernes økonomi, end i de ti tidligere år tilsammen.
- Der er altså tale om, at vi går ind og prioriterer velfærden, siger Nicolai Wammen.
KL-formand Jacob Bundsgaard (S) er ikke helt tilfreds. For socialområdet har ikke fået tilført den økonomi, som KL havde håbet på.
- Det er klart, det er regeringen, der definerer den økonomiske politik. Og der må vi anerkende, at der ikke er et tilstrækkeligt stort råderum i dansk økonomi i øjeblikket, til at der blev råd til det løft, vi havde håbet på, siger Bundsgaard.
Servicerammen for 2022 er med tirsdagens aftale på 275,4 milliarder kroner.
Som det så ofte er tilfældet, har der været knaster i forhandlingerne, som de to parter har brugt uger på at overkomme.
Fredag var der brug for en tænkepause fra forhandlingerne, da socialområdet skilte regeringen og KL ad i en sådan grad, at det ikke gav mening at fortsætte forhandlingerne.
Området omfatter udsatte børn, unge og voksne samt børn og voksne med handicap.
Særligt handicapområdet har tiltrukket stigende politisk opmærksomhed.
Blandt andet er der blevet stillet et borgerforslag om at fratage kommunerne handicapområdet efter kritik i flere sager. Borgerforslaget fik de 50.000 støtter, der kræves, før det bringes ind på Christiansborg. Men der var ikke et politisk flertal for at gennemføre det.
KL har samtidig kaldt på større økonomiske midler til området. Undervejs i forhandlingerne blev KL's krav beskrevet som "ekstremt stort" af socialminister Astrid Krag (S).
Efter at aftalen er præsenteret, erkender Jacob Bundsgaard, at KL fortsat vil mangle penge på området.
- Derfor vil der både på det område og andre velfærdsområder skulle være nogle vanskelige prioriteringsdiskussioner ude i kommunerne, siger han.
Forhandlingerne om, hvor mange penge kommunerne må bruge, finder sted hvert år. Det samme er tilfældet for Danske Regioner, der hvert år forhandler med den siddende regering om, hvor mange penge regionerne må bruge året efter.
/ritzau/