Krifa til Redder: Det er hverken vores eller EU’s skyld, at FH mister medlemmer

KRIFA_formand
Eik Dahl Bidstrup er formand for Krifa. Foto: PR-Foto, Krifa
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

FOR NYLIG havde faglig kommentator Gitte Redder i A4 en klumme om Krifas holdning til EU-direktivet om mindsteløn og Krifas mission. Her får Krifa en ordentlig omgang tæsk, fordi vi støtter op om EU’s forsøg på at minimere fattigdom.

LÆS OGSÅ: Gitte Redder: Krifas mission handler om penge

Gitte Redder synger nemlig med i koret om, at man for alt i verden må beskytte den danske model mod det store stygge direktiv. Og det er selv om direktivet reelt ikke får nogen indflydelse på den danske model, ligesom vi i Krifa heller ikke bekæmper den.

FH og venner bør bruge energien på at udvikle deres tilbud frem for at hidse sig op på alle, der synes noget andet end dem. Så kommer medlemmerne måske. Helt frivilligt

Eik Dahl Bidstrup, formand, Krifa

Hvor ville jeg dog ønske, at Gitte Redder ville holde sig for god til at motivfortolke og ureflekteret fremføre gamle FH-floskler. For anliggendet er er alt for vigtigt til det.

Det er i øvrigt ironisk, at den faglige kommentator beskylder os for at gå ind for direktivet for at tjene penge. Man kunne også vende den om og sige, at FH-tilhængere som hende selv forsøger at stoppe direktivet, selv om det kan komme en masse mennesker til gode – fordi de frygter at miste penge og medlemmer. Men det ville jo være at synke ned på hendes niveau.

Stolte af vores mission

Krifa har en mission om oplevet god arbejdslyst til den enkelte, virksomheder og samfund. Vi forsker i det, vi underviser i det, vi deler det, vi hjælper vores medlemmer med det, og vi understøtter virksomheder i det, fordi det er vores mission, og vi er stolte af det.

LÆS OGSÅ: Krifa er for europæisk mindsteløn trods eksperters advarsler

Krifa er en fagforening med demokratisk valgte bestyrelser blandt vores 190.000 medlemmer, og hver en krone vi tjener bruges til at fremme denne mission.

Sikre bundniveau

I Krifa er vi optagede af tryghed og trivsel, og derfor støtter vi EU’s bestræbelser på at gøre noget ved udfordringen med working poors i Europa. Det vil EU gøre ved at forpligte landene til at forholde sig til, hvad de vil gøre for at sikre bundniveauet. Det er denne dagsorden, som FH med det meste af Danmark kæmper imod.

Men det gør vi altså ikke. Og her er ni gode grunde til, hvorfor:

  1. Direktivet forsøger at hæve det lønmæssige bundniveau for lønmodtagerne.
  2. Faktisk forsøger EU at fremme nogle af principperne fra den danske model i resten af EU.
  3. Direktivet indeholder ingen regler, der ændrer ved den danske model.
  4. Direktivet indeholder ingen regler, der pålægger folketinget at vedtage regler om lønnen for hverken klummeskribenter ved A4 eller andre for den sags skyld.
  5. Faktisk indeholder direktivet nærmest ingen bestemmelser, der overhovedet vil få direkte betydning for Danmark.
  6. I EU – på tværs af politiske skel både blandt arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer i såvel socialistiske som borgerlige fagforeninger – er der bred støtte til forslaget.
  7. Det er en udmøntning af den sociale søjle i EU, som et samlet EU står bag.
  8. Op mod 10 pct. af arbejderne i EU er working poors.
  9. Modstanderne bruger frygten for udviklingen frem for at forholde sig til indholdet i direktivet.

LÆS OGSÅ: Madsen: Danmark må ikke blive en tvær tante Sofie i opgøret om EU-mindsteløn

Så mit budskab til Gitte Redder er, at hun skal tage en dyb indånding. Det er ikke Krifas skyld, at FH mister medlemmer. Det er heller ikke EU’s. FH og venner bør bruge energien på at udvikle deres tilbud frem for at hidse sig op på alle, der synes noget andet end dem. Så kommer medlemmerne måske. Helt frivilligt.

Eik Dahl Bidstrup er formand for Krifa og tidligere borgmester i Dragør for Venstre. Foto: Pressefoto Krifa.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR