Lisbeth Lintz: S-politikers ny bog sætter høje ambitioner for familielivspolitik – jeg håber, at arbejdsmarkedets parter læser med
POUL NYRUP STILLEDE SPØRGSMÅLET i 1998. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling?
Det handlede om børnefamilier. Pressede morgener. Hente-bringe situationer. Arbejde.
Og det korte svar på spørgsmålet er jo netop: Jo. Det kan vi godt. Men har vi gjort det i tilstrækkeligt omfang? Nej. Langt fra.
Derfor er det en vigtig debat, som partifællen Trine Bramsen åbner her i 2025 ved i bogform at samle en række bud på, hvordan vi kan få rettet op. Og givet mere plads. Til livet i arbejdslivet. Til arbejde og (sam)arbejde.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Trine Bramsen-bog er et modigt og friskt indspark
Jeg håber virkelig, at arbejdsmarkedets parter – det vil sige både arbejdsgiversiden og os på lønmodtagersiden – læser med her. For ja, politikerne skal selvfølgelig finde løsninger, men for at komme problemerne til livs, skal arbejdsmarkedets parter også træde i karakter. Og lige nu? Vi skal i gang med at ændre meget mere end hidtil.
For problemerne er reelle, som bogen viser. Når børnefamilier ses som pressede, er det ikke bare snak. Det har rod i virkelige strukturelle problemer. Tallene taler deres tydelige sprog: Stressniveauet stiger. Fertiliteten falder. Småbørnsforældre knækker. Tendensen er den samme hos de akademiske grupper – og det går i den forkerte retning.
SÅ HVORFOR SKER DER IKKE MERE? Vi ved, at fleksibilitet virker. Men for eksempel tøver arbejdsgiverne ofte med at handle, fordi de frygter produktivitetstab og øget fravær. Men denne tilbageholdenhed er baseret på en tankegang, der ikke hænger sammen med et moderne arbejdsmarked.
Utallige erfaringer og fakta fra arbejdspladserne står efterhånden som klare vidnesbyrd imod dette, hvilket også bekræftes i bogen.
I Norge har virksomheder med kortere arbejdsuger ikke oplevet produktivitetsnedgang. I Sverige viser erfaringerne med flere ’barns sygedage’, at det ikke fører til misbrug. Herhjemme har virksomheder som Norlys vist, at fleksibilitet ikke skaber kaos, men motiverede medarbejdere og større loyalitet.
Spørger man arbejdsgiverne, vil de nok sige, at det med stressproblematikken er noget, der skal håndteres hjemmefra, og at det ikke er deres bord. Men det er en falsk præmis. For arbejdslivet og familielivet hænger sammen; det gavner også produktiviteten at indse dette.
LÆS OGSÅ: Regeringen inviterer arbejdsmarkedets parter til samarbejde om det dalende antal børn
Lønmodtagersiden bærer her et vigtigt ansvar for at sikre, at der kommer skred i en bedre udvikling.
Moderne arbejdspladser, der satser på familielivet, de vinder. De tiltrækker og holder på medarbejdere, har mindre stressrelateret sygefravær, og folk bliver bedre kolleger, når de kan mere end 'bare' arbejde. Når folk kan engagere sig i civilsamfundet, være frivillige og skabe meningsfulde liv for deres børn og lokalsamfund, det er her, vi alle sammen vinder.
Det er en vigtig debat, som Trine Bramsens nye bog åbner. For det handler ikke om en forældet diskussion om, hvorvidt mor eller far skal tage mest ansvar i hjemmet. Vi skal se ud over det individuelle og erkende, at problemerne kræver fælles løsninger. Arbejdsmarkedets parter har reformeret arbejdsmarkedet gennem årene. Til gavn for både medarbejdere, arbejdspladser, virksomheder og samfund – så hvorfor ikke nu?
