Politisk redaktør: Mette Frederiksen genbruger opskriften på Arne-pensionen i højt spil om lønløft

Før Julius Cæsar blev kejser og endnu blot var militærgeneral, tog han den uigenkaldelige beslutning at krydse floden ved Rubicon. Dermed brød han loven og indledte en krig, der for hans vedkommende kun kunne ende med sejr eller henrettelse.

Nuvel, Mette Frederiksen har ikke helt så meget på spil, men hun har bevæget sig ud på en farlig færd.

Statsministeren har nemlig taget sit eget skridt over en historisk grænse ved at åbne for spørgsmålet om et lønløft til de offentligt ansatte. Først tøvende og prøvende i Jyllands-Posten, og siden fuldtonet og kampklart med en kampagnevideo og senest i den direkte tv-debat mellem de tre statsministerkandidater på DR søndag aften.

Socialdemokratiet har fundet valgets helt store slagnummer frem, der på mange måder ligner en genopførelse af Arne-pensionen i 2019.

LÆS OGSÅ: Analyse: Det første store statsministeropgør handlede om offentligt ansatte

Det gamle arbejderparti har ellers altid med militærdisciplin holdt sig med god afstand på den rigtige side af kridtstregerne i samarbejdet med arbejdsmarkedets parter. Det så vi senest ved sygeplejerskestrejken sidste år. Den danske model er en hellig ko, og der er ikke råd til at løbe den risiko at afprøve grænserne.

Men med historisk dårlige meningsmålinger og et radikalt mistillidsvotum, der spøger i kulissen, har statsministeren ikke længere råd til at lade være. Hun har krydset Rubicon.

Og nu er en tilbagetrækning umuligt.

Offentlige forbund jubler

Det er en kalkuleret risiko, som Mette Frederiksen nu er klar til løbe. Først og fremmest fordi udfordringerne på blandt andet sundheds- og børneområdet tårner sig op og ikke længere er til at ignorere. Der mangler pædagoger, hospitalerne rekrutterer forgæves og optaget til velfærdsuddannelserne er styrtdykket.

Men timingen er selvfølgelig ikke tilfældig. Valgkampen er reelt i gang.

Begejstringen er da også stor blandt flere af de offentligt ansattes forbund, der jubler over, at statsministeren endelige er nået til den erkendelse, at det ikke er i strid med den danske model. Begejstringen er ikke blevet mindre hos især DSR og BUPL, efter beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tirsdag koblede det sammen med rekrutteringskrisen og mellem linjerne reelt pegede på sygeplejerskerne, social- og sundhedspersonalet og pædagogerne, som dem, regeringen har i sigte. 

Forventningerne er tårnhøje, og det kan meget vel vise sig at være et greb, der generobrer de stemmer, der blev skræmt væk under sygeplejerskestrejken. Men lige bag håbet lurer skuffelsen.

En analyse fra Dansk Industri viser, at én milliard kroner kun rækker til en lønforhøjelse på 140 kroner om måneden, hvis alle offentligt ansatte skal have en andel. Samtidig taler forbundene om efterslæb på flere tusinder kroner om måneden blandt deres medlemmer.

Økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh svinger sig i Berlingske helt op på, at det vil koste 20 milliarder om året, hvis det virkelig skal batte, hvilket Peter Hummelgaard til gengæld har afvist som simpel servietberegning.

Forbundene ved godt, at det bliver dyrt, og at regningen vil løbe op i mange milliarder. Men problemet er ikke kun penge, problemet er også tid.

LÆS OGSÅ: Madsen: Vil I løse ligelønsproblemet? Lær af Anders Fogh

At løfte lønnen vil sandsynligvis kræve flere overenskomstforhandlinger, og det kan med andre ord tage flere år, lyder analysen i flere forbund. Forbundsledelserne kan godt tøjle deres forventninger, fordi de opererer med en langt større tidshorisont og tålmodighed, men kan de tøjle medlemmernes?

Sygeplejerskerne og pædagogerne er blevet fortalt, at de har et strukturelt efterslæb på mellem 5.000-8.000 kroner om måneden i forhold til lærerne, der har et sammenligneligt uddannelsesniveau. 

Det er blevet den målestok, som de vil måle et lønløft op imod. Og de vil næppe vente ti år og tre offentlige overenskomstforhandlinger, før de opgør det endelige regnestykke.

Mettes kryptonit

Der er imidlertid ikke kun skuffede vælgere på spil. Der er også reel risiko for en storkonflikt.

For kommer der ikke politiske kroner på forhandlingsbordet til OK24, frygter FOA-formand Mona Striib, at hendes medlemmer vil stemme nej. Det fortæller hun i A4's podcast 'Fagbevægelsen Uden Filter'.

Fortsætter Mette Frederiksen som statsminister kan hun altså for anden gang på bare to valgperioder ende med at skulle gribe ind i en strejke på det offentlige område, og det vil koste hende dyrt. Som A4 Mediers chefredaktør, Kristian Madsen, skrev sidste år, så er et indgreb “kryptonit for enhver socialdemokrat, men for Mette Frederiksen er det ekstra farligt”. Det var hende, der underskrev indgrebet i lærerlockouten i 2013, og det var hende, der greb ind i sygeplejerskestrejken. Sporene skræmmer.

Mette Frederiksen har derfor også klogt endnu engang placeret førstestyrmand Hummelgaard bag roret på projektet, der med Arne-pensionen har bevist, at han kan sejle skibet i sikker havn på den modsatte bred af Rubicon-floden.

LÆS OGSÅ: Lønløft hvordan? Beskæftigelsesminister peger på Fogh-trepart og vinterpakke

S-formanden er da også selvsikker, og på Facebook drager hun selv paralleller til Arne-pension i 2019. 

Dengang fremlagde Socialdemokratiet også kun forslaget om en ny ret til tidlig pension, men ingen færdig model, hvilket blandt andet fik daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til at kalde det for et bluffnummer.

Godt og vel et år efter valget landede regeringen alligevel en politisk aftale om Arne-pensionen.

“Vi gik til valg på det. Og vi holdt, hvad vi lovede,” skriver statsministeren. 

Med andre ord: Stol trygt på mig, vi har gjort det før, og vi kan gøre det igen.