Per Clausen: De skjulte sider af undertrykkelsen i Belarus
AT BELARUS PÅ TRODS AF REGELMÆSSIGE ”VALG” ikke kan kaldes demokrati, kommer næppe som en overraskelse for mange. Igennem snart 30 år har Aliaksandr Lukashenka, der også kendes som Europas sidste diktator, brutalt styret befolkningen.
Frem mod præsidentvalget den 26. januar er situationen endda blevet værre. Alene i 2024 var der mere end 5.800 politiske retssager i Belarus, en stigning på 50 procent.
Med udsigt til valg var få i tvivl om, at Putins gode ven gjorde sig klar til at stjæle endnu et valg. Det dækkes af europæiske og til tider danske medier - om end typisk kun når der sker noget ekstra slemt.
LÆS OGSÅ: Handleplan for diplomati: Arbejdstagers rettigheder skal styrkes globalt
Men Belarus har også sider af undertrykkelsen, der får mindre opmærksomhed. Den ene handler - meget ligesom vi ser i Putins Rusland - om rettighederne for kvinder, LGBTQI-personer og andre grupper, der ikke passer med præsidentens idealbillede.
En anden handler om den grove undertrykkelse af fagbevægelserne og de fagligt aktive, der har oplevet flere bølger af undertrykkelse. I 2020 brød tusinder af fagligt organiserede eksempelvis med de eksisterende foreninger og dannede deres egne fagforeninger, der var fri fra regeringens kontrol. Regimet reagerede ved at fængsle folk og opløse mange af de nye organisationer. Andre mistede deres job eller flygtede ud af landet.
Forfølgelsen ophørte aldrig, men går op og ned. Som i 2023, da Belarus oplevede en ny runde af arbitrære anholdelser og fængslinger af folk med faglig tilknytning. Her var tale om fængslinger, der klart overtræder Belarus' forpligtigelser under flere ILO-konventioner. Konventioner, Lukashenka tydeligvis ikke vægter højt.
LÆS OGSÅ: Lund: Melonis magtflirt med Musk og Trump er et dystert forvarsel for Europa
Det er en form for undertrykkelse, der dels følger det ”normale” undertrykkelsesmønster i Belarus, dels viser, hvordan regimet frygter den magt, der ligger i organiseret arbejdskraft. I Belarus - som i store dele af verden - er faglige organisationer et af de vigtige og bedst organiserede aspekter af civilsamfundet - og det ses i stigende grad som en trussel.
Ikke mindst derfor skulle man også tro, at det at sætte fokus på problemet ikke ville være meget sværere, end hvad der tilfældet for resten af situationen i Belarus. Men sådan er det desværre ikke. Både når jeg hører fra europæiske og belarussiske fagforeningsfolk, og når vi søger at rejse sagen i EU-Parlamentet, tegnes der nemlig et særligt billede.
Højrefløjen er en del af problemet
Det billede, der tegnes, og et af de problemer vi kæmper med i EU-Parlamentet, er noget, der virker som en gammel højre-venstre-kamp. For hvor EU's højrefløj i stigende grad er blevet opmærksom på at kritisere Belarus generelt, så er det noget helt andet, så snart man søger at fokusere på Lukashenka-styrets brutale fremfærd over for fagligt aktive. Hvor dele af de borgerlige kan være allierede, når det gælder at få Belarus på dagsordenen, kan de selv samme politikere hurtigt blive en del af problemet, når det gælder at få undertrykkelsen af faglig kamp med.
LÆS OGSÅ: Danske EU-politikere i kamp mod Amazons registrering af arbejder-organisering
Personligt har jeg svært ved at forstå, hvordan det at italesætte undertrykkelse af nogen som helst kan være et problem. Selv de, der er anti-fagforeningsfolk, burde ikke have interesse i at udelade det af kritikken. Men desværre er det altså, hvad vi ser - og som sagt virker det som en forældet brudlinje, men ikke desto mindre en, jeg har måttet konstatere, at jeg er nødt til at konfrontere igen.
Vi er nødt til at få også vestlige politikere til at vågne op til det faktum, at undertrykkelse af fagligt aktive i høj grad er undertrykkelse af civilsamfundets mulighed for at organisere sig - og er noget, der skal fordømmes klart og utvetydigt.
