Susanne slidt ned af hårdt arbejde: 'Jeg kan ikke mere med den skulder'

62-årige Susanne Høier er ufaglært og har hele sit arbejdsliv haft hårdt fysisk arbejde. Hun startede hos en slagter, hvor hun skulle pakke alt i hånden.
Senere kom hun i en delikatessebutik og i en slagterafdeling, hvor hun skulle løfte tunge fade med sild og pålæg. De seneste 13 år har hun været ansat som rengøringsassistent, hvor hun 35 timer om ugen har gjort rent i kommunale dag- og fritidsinstitutioner i Tårnby. Hendes arbejdsdag startede klokken 04:30.
- Jeg har slidgigt i begge mine knæ og begge skuldre. For et år siden fik jeg fjernet hele menisken i højre knæ, for det lignede en gang tang, og nu er det begyndt at skabe sig igen, siger hun.
LÆS OGSÅ: Flere trækker sig før pensionsalderen: 'Mange hænger i strengen til sidst'
Hun er langt fra den eneste, der døjer med nedslidning på grund af et langt arbejdsliv. Og for mange får det konsekvenser for, hvor længe de kan holde til at arbejde.
Ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) forlader 60 procent af en årgang i dag arbejdsstyrken umiddelbart før folkepensionsalderen.
Kan aldrig gøre rent igen
I flere år har det været forbundet med stærke smerter for Susanne Høier at passe sit arbejde, og i 2018 blev det helt slemt, fordi hun sprængte en sene og havde flere betændte sener i skulderen. Det gjorde det svært at passe rengøringsjobbet med en ødelagt skulder.
- I sommer sagde jeg så til min læge, nu kan jeg ikke mere. Jeg går og æder piller hver evig eneste dag, når jeg kommer hjem. Jeg kan ikke mere med den skulder, siger hun.
Lægen sendte hende til Hvidovre Hospital, hvor hun i oktober blev opereret i skulderen. Nu går hun til genoptræning, men der er stadig store problemer med skulderen. Derfor er hun fortsat sygemeldt.
Hun bor alene og skal derfor selv ordne de praktiske gøremål i hjemmet. Men hun får ondt, når hun eksempelvis vasker op.
LÆS OGSÅ: Rengøringsassistent: 'Lønnen for at gøre rent er bare så fair og fin!'
I december modtog hun en fyreseddel fra Tårnby Kommune, da hun de seneste to år havde haft for meget sygefravær. Susanne Høier er fuldstændig bevidst om, at hun aldrig kommer til at kunne varetage et rengøringsjob igen. Og om hun i det hele taget kan passe et arbejde job igen, er hun ikke klar over.
- Lige nu må jeg indrømme, at jeg tager en dag eller to ad gangen, og så ser jeg, hvad der sker, for jeg skal måske også opereres i knæet, når min arm bliver bedre, siger hun og tilføjer:
- Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, jeg kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Blandt faglærte og ufaglærte er der 60 procent af dem, der var i beskæftigelse som 59-årige, som stopper med at arbejde før folkepensionen, fremgår det af analysen fra AE.
Forventer at gå på efterløn
Analysen viser også, at den stigende efterlønsalder har medført, at flere af seniorerne bliver længere på arbejdsmarkedet. Blandt de danskere, der er tæt på at runde 62 år, er andelen, der står uden for arbejdsstyrken, faldet fra 40 pct. til 20 pct. inden for de seneste år.
Susanne Høier har betalt ind til efterløn, og hun forventer, at hun kan søge om at få efterløn, fra hun bliver 63 år.
- Det er jeg nok nødt til, for jeg tror ikke, at jeg kan klare et arbejde i dag. Hvis jeg skal ud i et ufaglært job, er det i butik eller sådan noget, og der skal jeg nok også slæbe. Det er min krop for træt til, siger hun.
LÆS OGSÅ: Radikale slår fast: Mette F. må selv skaffe tidlig pension til Arne
Socialdemokratiet vil gerne indføre en ret til tidlig folkepension for udvalgte grupper. Og regeringen har bebudet, at den senere i år vil fremlægge en model for, hvilke kriterier der skal være opfyldt, hvis man skal kunne trække sig tidligere tilbage.
Hvis Susanne Høier kunne trække sig fra i morgen gennem en ret til tidlig pension, ville hun benytte sig af muligheden.
- Det vil jeg helt sikkert, fastslår hun.