Tidligere LO-næstformand deltager i realitykonkurrence på TV 2

Det er et nervepirrende og uforudsigeligt spil, hvor man ikke kan stole på nogen. Det udkæmpes med taktik, alliancer og bedrag.
I sidste ende handler det om at eliminere modstanderne, men undervejs er man i tvivl om, hvorvidt ens kampfæller er loyale eller forrædere.
Det er naturligvis ikke fagbevægelsen, der er tale om, men TV 2-seersuccesen 'Forræder', der har præmiere på en ny sæson 11. april.
Og blandt deltagerne i den populære realitykonkurrence finder man i år en tidligere faglig toppolitiker: 61-årige Tine Aurvig-Huggenberg, der var næstformand i LO fra 1996 til 2007.
Det fremgår af TV 2's omtale af programmets deltagerliste, der blev afsløret mandag.
Det er tredje sæson af 'Forræder', der løber over skærmen. Spillet foregår på et slot, hvor en række kendte danskere opdeles i to hold af henholdsvis loyale og forrædere, der skal afsløre og udmanøvrere hinanden. Undervejs løser deltagerne opgaver for at øge konkurrencens pengepræmie.
De 18 kendisser tæller blandt andre den tidligere konservative politiker og jægersoldat Helge Adam Møller, forfatter Thomas Korsgaard og skuespiller Lise Lotte Lohmann.