Madsen: Vor tids store socialdemokrat hedder Merz

HVIS DET STOD TIL mig, skulle en lille del af de 500 milliarder euro, som den kommende tyske regering vil sætte af til infrastrukturprojekter, øremærkes til at opstille en skamstøtte over Angela Merkel midt på Brandenburger Tor.

Det er takket være den vanvittige økonomiske sparepolitik, hun førte gennem sine 16 år ved magten, at Tyskland i dag er en nedslidt industriel dinosaur, der er bedst til at lave benzinbiler, kemikalier og andre fortidslevn. I stedet for at investere i forskning og uddannelse, har tyskerne beskyttet deres tunge industriarbejdspladser og fået en stor gruppe working poor i lavtlønnede servicejobs. I stedet for at uddanne de ufaglærte, satte Merkel dem til at tage mod småmønter på toiletterne langs de tyske motorveje. 

Merkel trak hele EU med ned i en negativ spiral, da hun under eurokrisen i begyndelsen af 2010’erne nægtede at lade Tyskland indtage rollen som det lokomotiv, der kunne trække Sydeuropa op af krisen. Resultatet kender vi i dag: EU er sakket langt efter Kina og især USA, hvor Obama førte en langt klogere kurs.

Subtil sviner til forgænger

Men nu har en ny socialdemokratisk økonomisk kurs set lyset i Tyskland - og ganske interessant med den mest usandsynlige rorgænger: den kommende konservative kansler Friedrich Merz.

Merz, der i mange år blev regnet for alt for højreorienteret til at lede Tyskland, har modigt taget et tidligt opgør med Merkels såkaldte gældsbremse og den kroniske angst for at låne penge, så Tyskland kan oprustes til at imødegå truslen fra Rusland - "whatever it takes", som Merz sagde i en subtil sviner til sin gamle konkurrent Angela. 

Læs også: Madsen: 2 procent. 3,6 procent. 5 procent. Ingen højere?

Whatever it takes var netop de trylleord, som daværende præsident for den europæiske centralbank Mario Draghi brugte til at gøre op med Merkels politik under eurokrisen i 2015. Nu gør Merz.

I stedet for at smadre vores velfærdssamfund og indre fæstning af social sammenhængskraft ved at lave drakoniske besparelser, må vi låne os til de nødvendige investeringer. Og hvis vi bruger pengene klogt, er det ingen skam at låne.

Ikke bare kampvogne, men kvantecomputere

Isoleret set er det selvfølgelig ikke så godt, at vi nu skal bruge en masse penge på forsvar, der i en fredeligere verden kunne være brugt på andre ting. 

Men det er lige den saltvandsindsprøjtning til den stagnerende europæiske økonomi, der er brug for. Den spirende optimisme er allerede slået igennem på de europæiske aktiemarkeder, mens Trump har sendt de amerikanske i rødt med sin toldpolitik.

I stedet for at trække EU ned, har Merz’ kursskifte allerede skabt ny dynamik i det europæiske samarbejde, hvor medlemslandene i tråd med Tyskland får mulighed for at bruge flere penge, og det gamle fatamorgana om fælles EU-gæld er rykket nærmere end nogensinde.

Det er klart, at første prioritet er den umiddelbare trussel fra Putin, nu hvor vi ikke længere har et værdifællesskab med USA.

Men en langsigtet sikkerhedspolitisk uafhængighed af USA kræver langt mere end kampvogne og haubitsere kørt ud fra samlebåndet på våbenfabrikkerne. Det kræver massiv investering i digital infrastruktur, i kunstig intelligens, kvantecomputere og andre af fremtidens teknologier. Den store risiko er, at EU falder for fristelsen til blot at pumpe statsstøtte ind i forældede teknologier. Det er ikke dem, der vil afskrække Putin, og det er slet ikke dem, der får fremtidssikret vores økonomi. 

Draghi har glemt Danmarks største succes

Og så kræver det et fælles løft i uddannelse, i stil med den politik Danmark har ført i de seneste 30 år. Ufaglærte skal være faglærte, faglærte skal opkvalificeres til nye lønsomme teknologier, og flere unge have en videregående uddannelse.

Uddannelse er den store mangelvare i det europæiske program lige nu. Draghi-rapporten, der skal anvise en fælles vej op af Europas økonomiske hængedynd, nævner kun uddannelse sporadisk. 

Læs også: Madsen: Super-Marios plan kan blive dyr for Danmark

Det burde være et markant dansk bidrag til den fælles strategi. Godt uddannede rumænske håndværkere, flere italienske ingeniører og græske start-up-virksomheder er også i vores interesse.

Man kan have lidt ondt af den afgående kansler Scholz fra Socialdemokratiet. Han ville meget af det rigtige og har også fået gennemført nogle vigtige reformer af den rigide tyske offentlige sektor. Men han kunne ikke komme videre. I stedet kastede han sig modigt på håndgranaten og udskrev et valg, han ikke kunne vinde. Til gengæld får hans parti nu efter alt at dømme gennemført det vigtigste socialdemokratiske kursskifte i mange år.

At det bliver den ærkekonservative kansler Merz, der får lov at tage titlen som Europas største socialdemokrat, må man tage med som en af historiens små lunefuldheder.