Lækket notat: Nedslidte lønmodtagere risikerer at skulle betale for beskæftigelsesreform

20230707-113839-3-1920x1279web
Den mulige sløjfning af en forebyggelsespulje er regeringens bud på, hvor der kan findes supplerende finansiering af beskæftigelsesreformen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En årlig nedslidningspulje på cirka 120 millioner kroner kan blive brugt på at finansiere milliardbesparelser i den kommende beskæftigelsesreform, fremgår det af lækket regeringsnotat.

Penge, der i dag bruges på at forebygge nedslidning på danske arbejdspladser, kan gå til at finansiere besparelser i den kommende beskæftigelsesreform, hvor der skal findes besparelser for tre milliarder kroner samlet set.

Det fremgår af et lækket notat, hvor man kan læse regeringens mange forslag til reformen.

Regeringen overvejer nemlig at bruge pengene fra en forebyggelsespulje på knap 120 millioner kroner som finansiering af beskæftigelsesreformen. Pengene, der udmøntes årligt, er indtil nu gået til at forebygge nedslidning på arbejdsmarkedet, men de er også blevet brugt på at skaffe nødvendige midler til Branchefællesskaberne for arbejdsmiljø (BFA), og i 2023 blev puljen brugt til at medfinansiere en arbejdsmiljøaftale.

”Der er endnu ikke taget stilling til udmøntningen for 2025 og frem, og midlerne er således udisponerede. Som led i finansieringen af den samlede reformøkonomi foreslås det, at puljen bortfalder fra 2026,” skriver regeringen i notatet.

Den mulige sløjfning af forebyggelsespuljen er regeringens bud på, hvordan den samlede spareramme kan nå op på tre milliarder kroner i 2030.

Forligspartier skal bakke op

Hvis forebyggelsespuljen skal droppes, og midlerne i stedet skal gå til at betale for beskæftigelsesreformen, vil det dog kræve, at regeringen får en masse forligspartier med på den idé, hvis det skal realiseres før et folketingsvalg. Det drejer sig om partier, der har tilsluttet sig seniorpensionsaftalen. Udover regeringspartierne gælder det Liberal Alliance, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

LÆS OGSÅ: Lækket notat: Sådan vil regeringen måle kommunernes og a-kassernes jobindsats i fremtiden

Foruden forebyggelsespuljen vil regeringen også bruge 83 millioner kroner fra sygedagpengeaftalen fra 2024 som supplerende finansiering til beskæftigelsesreformen. Pengene er fundet ved at lempe reglerne for sygemeldte, der har et job at vende tilbage til efter sygdom, og som derfor i mindre grad skal belemres med samtaler i jobcentret.

210 mio. i ekstra finansiering

Endelig foreslår regeringen, at en reserve på godt ti millioner kroner fra beskæftigelsesaftaler i 2021 og 2022 skal gå til at sikre, at pengene passer i den nye reform. Reserven skulle ellers have været brugt på digitale samtaler til sygedagpengemodtagere. Ligesom med forebyggelsespuljen og seniorpensionsaftalen er beskæftigelsesaftalerne også omfattet af et forlig.

LÆS OGSÅ: 15.000 forløb i en periode på tre år: Her er regeringens fritvalgsordning til dagpengemodtagere

Samlet forventer regeringen, at der kan skaffes 210 millioner kroner fra reserver fra andre aftaler, som kan bruges på at finansiere den nye reform. Tidligere har det været fremme, at regeringen agter at finde 800 millioner kroner i besparelser på de såkaldte ØVO-tilbud, der typisk bliver givet til borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, samt på mentorstøtte og jobcenterdrift.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil ikke kommentere på indholdet i det lækkede notat, så længe forhandlingerne er i gang.

supplerendefinansieringreform Foto: Notat, regeringen, februar 2025

GDPR