Madsen: Engang skrev medlemmerne af Folketinget loven på en homobar
[email protected]
SØNDAG forlod Karin Liltorp sit parti Moderaterne i protest over sin manglende politiske indflydelse.
Man kunne allerede mærke beslutningen ulme, da Liltorp i A4 Beskæftigelse kaldte sig for “rædselsslagen” over beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens (S) forslag til regeringens længe ventede beskæftigelsesreform - selv om Liltorps egen partiledelse havde sagt god for udspillet.
I Berlingske trumfede Liltorp med beskeden om, at hun følte sig totalt overflødig:
"Det er pinligt at sidde herinde som folkevalgt og sige, at man ikke har en skid indflydelse på noget som helst. Jeg kan godt gå hjem i morgen og så bingewatche en eller anden serie. Der er ingen, der vil opdage det."
Det er nemt at reducere Karin Liltorp til en godtroende amatør, der blev besnæret af Lars Løkke Rasmussens vidtløftige tanker om politiske værksteder, hvor oplyste borgere skulle bidrage til udviklingen, og nu er chokeret over, at Løkke har vist sig at være en anden.
Det kyniske standardsvar er, at politik altid har været topstyret. Og ville beslutningerne virkelig være så meget bedre, hvis Karin Liltorp blandede sig i ministre og embedsmænds arbejde?
Men virkeligheden er mere nuanceret. Jovist, det var Schlüter, Nyrup, Fogh Rasmussen og andre fra den politiske superliga, der traf de helt store beslutninger i gamle dage. Men det var muligt for dygtige ordførere i Folketinget at blive meget vigtige aktører i lovgivningsprocessen.
I Aids-krisen var heltene anonyme MF'ere
Forskellen slog mig, da jeg for nylig læste det fremragende værk 'Aids-krisens danmarkshistorie' om kampen mod den dræbende sygdom for to generationer siden. Meget tankevækkende viser fortællingen, hvor tæt Folketingets medlemmer var på krisen. MF’ere og aktivister fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (det nuværende LGBT+ Danmark) arbejdede helt tæt sammen. Næsten fra dag et.
Aids-historiens helte i det politiske system er ikke 1980’ernes statsminister, Poul Schlüter (K), eller hans skiftende sundhedsministre. Nej, det er folk fra den grå skare af menige folketingsmedlemmer, hvis navne næsten har fortabt sig i historien. Folk som Henning Rasmussen (S), Dorte Bennedsen (S), Asbjørn Agerschou (SF) og Jørgen Lenger (VS). De tager til møder hos bøssernes organisationer, inviterer aktivister og civilsamfund med ind i lovgivningsprocessen og har fingrene dybt nede i lovgivningsarbejdet
En mindeværdig scene udspiller sig på en studietur til Amsterdam, hvor politikerne i Folketingets sundhedsudvalg besøger skumle bøssebarer. Her oplever de homoseksuelle mænds hverdag under Aids-krisen, og at bøsserne er en broget flok af almindelige mennesker som alle andre.
De afgørende principper bag det, der efterfølgende bliver landets lov, bliver skrevet på en serviet på en homobar i den hollandske hovedstad af MF’erne i samarbejde med sundhedsstyrelsens daværende chef.
Folketinget har skrevet sig selv ud af det vigtigste
Det mest usædvanlige ved den historie er ikke politikerne på homobar, men det direkte samarbejde mellem folketingspolitikere og en topembedsmand om at formulere lovgivning. Det ville en styrelseschef aldrig kunne i dag, men må i stedet henvise til departementschefen eller ministeren.
Folketinget er den lovgivende forsamling. Men i praksis er det arbejde overladt til regeringen. I bedste fald er Folketinget et rent kontrolorgan.
Det er en kurs, Folketinget har valgt med åbne øjne. Så sent som i lørdags besluttede en bred kreds af partier, at de centrale beslutninger om Danmarks milliardinvesteringer i militær oprustning, der traditionelt har været Folketingets domæne, i fremtiden stort set skal overlades til regeringen. Al magt til ministeriet, som Weekendavisens Hans Mortensen formulerer det.
De menige MF'ere i regeringspartierne har accepteret, at de blot er forstyrrende elementer i regeringens og embedsmændenes arbejde. Uansvarlige børn, som man ikke kan overlade reelle beslutninger til.
Udviklingen har været i gang længe og har nået et foreløbigt højdepunkt med SVM-regeringen. Her er det ikke længere usædvanligt, at det er kulturministeren, der er med til at præsentere en ny uddannelsesreform, eller at det er uddannelsesministeren, der forhandler beskæftigelsesreform. Partiernes ordførere er reduceret til biroller - også på de sektorområder man engang kunne få stor indflydelse på.
Farvel til eks-ministre uden comeback-mulighed
Måske er det også derfor, at to tidligere ministre som Astrid Krag (S) og Rasmus Prehn (S) har valgt at sige farvel til Christiansborg. To politikere i deres bedste alder med årtiers erfaring. Men de ved begge, at der ikke er udsigt til at blive en del af regeringsholdet igen, og at den reelle indflydelse som ordfører er meget begrænset.
Enten er du minister, kommende minister eller ligegyldig.
Men betyder det noget? Er det ikke, med al respekt, ligegyldigt om Karin Liltorp har indflydelse eller ej?
Her kan man igen se med interesse på ‘Aids-krisens Danmarkshistorie’. En af pointerne er, at den kontakt mellem MF’ere og de aktivister fra homomiljøet, som Aids-epidemien nødvendiggjorde, førte en lang række andre positive forandringer med sig - blandt andet at Danmark som det første land i verden i 1989 muliggjorde registreret partnerskab mellem to af samme køn. Det gik op for politikerne - også de, der stort set aldrig havde talt med en åbent homoseksuel før - at bøsser og lesbiske var mennesker ligesom alle andre. Hvorfor skulle de ikke have rettigheder som alle andre par?
Det er denne brede kontakt til samfundet, vi risikerer at miste i lovgivningsprocessen, hvis vi skriver MF’erne helt ud af ligningen og reducerer det parlamentariske arbejde til en audition for at blive minister.
