Kenneth Hove: Vi skal bruge økonomien til at sende et klart signal - vi kan tage en konflikt, når det er nødvendigt
NÅR MAN STILLER OP til posten som hovedkasserer i 3F, så skal man have styr på den økonomiske side af sagen. Det har jeg. Jeg har været økonomiansvarlig i en afdeling i 17 år samt formand for 3F Vest siden 2013. Så jeg kan mine tal.
Temadebat: Det vil kandidaterne med 3F
På 3F’s kongres i slutningen af september skal der vælges ny forbundssekretær og hovedkasserer til fagforbundet. A4 Overenskomst har frem mod kongressen bedt kandidaterne præsentere deres mærkesager og visioner for 3F.
Deltagere i debatserien:
- Lene Krabbe Dahl, næstformand, Den Offentlige Gruppe, 3F Aalborg (stiller op som forbundssekretær)
- Per Chrone Jespersen, sekretariatsleder, 3F FUR (stiller op som forbundssekretær)
- Peter Bøgh Kjærulff, teamleder i Byggeteamet, 3F Frederiksborg (stiller op som forbundssekretær)
- Kenneth Hove, formand, 3F Vest (stiller op som hovedkasserer)
- Jesper Palmelund, Økonomiansvarlig, 3F BJMF (stiller op som hovedkasserer)
Men det vigtigste er en klar retning i forhold til, hvad en stærk økonomi skal bruges til. Og her er jeg ikke til at rokke. Vi skal bruge vores stærke økonomi i 3F til at skabe resultater for medlemmerne. Vi skal bruge økonomien til at sende et klart signal om, at vi kan tage en konflikt, når det er nødvendigt, og at der aldrig er langt til det enkelte medlem. Hver evig eneste dag skal der sikres indflydelse for medlemmerne.
LÆS OGSÅ: Første kandidat til magtfuld toppost i 3F har meldt sig
Den stærke økonomi er forudsætningen for, at vi kan forhandle stærke overenskomster hjem og samtidig øve indflydelse for vores medlemmer hver dag. Det skal vi gøre ved at være handlekraftige med udgangspunkt i vores medlemmers situationer.
Den anden afgørende forudsætning for vores styrkeposition er, at vi er mange. Vi skal vende medlemsudviklingen. Vi skal have flere medlemmer. Det vil også have mit fokus. Og her skal vi ikke være bange for at gå nye veje.
DER ER IKKE LÆNGERE nogen automatik og ”plejer”, hvad angår organisering og det nytter ikke, at vi går rundt og er lidt småsure over, at danskerne ikke forstår, hvad fagbevægelsen handler om og står for. Vi skal gøre os fortjente til de nuværende og kommende medlemmers tilvalg af os.
LÆS OGSÅ: 3F-formand Henning Overgaard deler piller ud på Christiansborg
Vi skal være på bølgelængde med de unge. Vi skal forklare langt bedre, hvad man får ud af at være medlem af en rigtig fagforening. Vi skal altid huske historien, og vi skal sørge for at give den videre på en relevant og nutidig måde men aldrig hænge fast i fortiden.
3F skal være tre ting på én gang: En professionel, en personlig og en solidarisk fagforening. Er vi det, så kan vi hver eneste dag slå dem, der fejlagtigt kalder sig for en fagforening
Kenneth Hove, formand 3F Vest, kandidat til posten som hovedkasserer
Vi skal fortælle, hvad man får, når man er medlem af en rigtig fagforening: Når vi er mange, får vi fx bedre overenskomster og bedre lokalaftaler og dermed mere i løn. Når vi er mange, kan vi fx presse på for at sikre et bedre arbejdsmiljø og fortrænge social dumping. Det skal vi folde ud. Det skal vi gøre konkret. Ingen skal være i tvivl om, hvem der forhandler de rigtige overenskomster i Danmark.
FOR MIG ER DER INGEN hellige køer. Jeg tror i den grad på fællesskabet, og at det handler om at få alle med. Men vi er også en moderne fagforening, der kort og præcist skal forklare, hvad et medlemskab betyder for det enkelte medlem. Her har vi i den samlede fagbevægelse ikke været dygtige nok og derfor har vi fået konkurrence fra dem, der hverken kan forhandle overenskomster eller hjælpe medlemmerne i det daglige.
3F skal være tre ting på én gang: En professionel, en personlig og en solidarisk fagforening. Er vi det, så kan vi hver eneste dag slå dem, der fejlagtigt kalder sig for en fagforening.
Hver gang vi taber medlemmer, så taber fællesskabet og det enkelte medlem. Så enkelt er det
Kenneth Hove, formand 3F Vest, kandidat til posten som hovedkasserer
Det betyder også, at vi skal være til stede lokalt. Vi skal være dér, hvor vores medlemmer er, og vi skal være tæt på de tillidsfolk, der er krumtappen i vores organisation. Vi skal sikre de nødvendige ressourcer for vores tillidsvalgte, klubbestyrelser mm., så vi fortsat gennem dem kan gøre en forskel for vores medlemmer.
Med andre ord: Jeg tror på, at vores fremtid også handler om at forhandle stærke overenskomster hjem, men vi skal være bedre til at forklare medlemmerne, at de gode overenskomster kun kommer, fordi vi er mange.
HVER GANG VI TABER MEDLEMMER, så taber fællesskabet og det enkelte medlem. Så enkelt er det. Derfor går jeg både til valg på de gamle, solidariske dyder, stærke fællesskaber og overenskomster, og et mere moderne afsæt, der skaber værdi for det enkelte medlem. Når vi taler det moderne afsæt, så skal vi i den grad have de unge på banen, så de kan hjælpe os på vej med nye tiltag og nye inputs. Det er ikke bare vigtigt, det er helt afgørende.
LÆS OGSÅ: 3F's formandsvalg er afgjort, men spillet om magtfulde topposter er i fuld sving
Vores tid er også nu, hvis vi vil. Men vi skal også ville de mennesker, der ikke forstår det hele med det samme. Vi skal simpelthen være endnu bedre til at forklare vores værdier og fællesskab. Vi skal fortsat være skarpe på politik. Vi skal fortsat være skarpe på det brede fagforeningsarbejde. Fordi vi i 3F altid skal kæmpe mod uretfærdighed og for et mere lige samfund. Det gavner vores medlemmer og det gavner vores samfund. Topprofessionel og forhandlingsvillig skal vi altid være, men aldrig tandløse. Altid klar til at tage kampen mod uretfærdighed.
Som hovedkasserer vil jeg i den grad være en del af et fællesskab, der vil 3F og medlemmerne i fremtiden. En stærk økonomi er forudsætningen for et stærkt 3F! For et 3F, der forhandler resultater hjem og kæmper, når der er brug for det!