3F indfører honorar til flere tillidsvalgte

20201014-131459-A-1920x1281we
Grundvederlaget for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter vil fremover være på 7.500 kroner om året. Og 15.000 kroner for fællestillidsrepræsentanter. (Arkivfoto) Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Nu vil 3F ikke kun belønne tillidsrepræsentanters faglige arbejde på arbejdspladserne. Også arbejdsmiljørepræsentanter skal have betaling.

Hidtil har 3F’s arbejdsmiljørepræsentanter inden for anlægsgartnerfaget ikke fået betaling for deres faglige arbejde på arbejdspladserne. Men det bliver der lavet om på nu.

For Den Grønne Gruppe i 3F indfører et helt nyt vederlag til dem. Det skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: Massiv medlemsflugt fra fagbevægelsen: 'Et wake up call'

Den nye ordning angår medarbejdere, der arbejder som anlægsgartnere, greenkeepere eller servicegartnere med indendørs beplantning under 3F’s overenskomst med arbejdsgiverforeningen Danske Anlægsgartnere. Ordningen gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2021.

- Vi har stor respekt for vores tillidsvalgtes virke på deres arbejdsplads. De udgør en af hjørnestenene i vores faglige arbejde i 3F. Og derfor vil vi nu også belønne arbejdsmiljørepræsentanterne for deres arbejde til gavn for dem selv og deres kolleger på arbejdspladsen. De skal have en stor tak for deres indsats, siger Flemming Grønsund, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.

Indtil nu har alene tillidsrepræsentanter fået et honorar for deres faglige arbejde på arbejdspladserne.

Med den nye ordning får både tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne på anlægsgartnerområdet mulighed for at modtage et grundvederlag. Samt et udvidet vederlag, hvis de efteruddanner sig yderligere via 3F’s faglige kurser.

Grundvederlaget for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter vil fremover være på 7.500 kroner om året. Og 15.000 kroner for fællestillidsrepræsentanter.

Det udvidede vederlag udgør 12.500 kroner om året for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter. Mens fællestillidsrepræsentanter også her får det dobbelte – 25.000 kroner.

Pengene til de tillidsvalgte kommer fra overenskomsten mellem 3F og arbejdsgiverne i Danske Anlægsgartnere.

Hvis de tillidsvalgte ikke uddanner sig, får de ikke udbetalt et honorar.

En af de arbejdsmiljørepræsentanter, som vil få et honorar for sit faglige arbejde fremover, er Morten Sørensen. Den 54-årige 3F’er er maskinfører hos anlægsgartnerfirmaet OK Nygaard, der beskæftiger omkring 500 medarbejdere på landsplan.

- Det nye honorar er et plus, men det er ikke et pengespørgsmål for mig. Jeg ville uddanne mig uanset hvad, for arbejdsmiljøet ligger mig meget på sinde, siger Morten Sørensen, der arbejder i OK Nygaards afdeling i Glostrup ved København.

GDPR