Allan Starp kan blive kåret som landets bedste arbejdsmiljørepræsentant: "Jeg måtte fælde en tåre"

Allan__1_
Allan Starp blev for 20 år siden arbejdsmiljørepræsentant ved det, som han selv kalder for lidt af et tilfælde. Nu er han blandt de fem finalister til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant, der kåres ved en stor prisfest 1. november i Cirkusbygningen. Foto: Allan Starp
Allan Starp blev for 20 år siden arbejdsmiljørepræsentant ved det, som han selv kalder for et tilfælde. Rollen blev han dog hurtigt glad for - faktisk så glad at han har været arbejdsmiljørepræsentant lige siden. Nu er han blevet udvalgt som en af bare fem finalister til den fornemme hæder som Årets arbejdsmiljørepræsentant, der kåres af A4 Medier 1. novmeber i Cirkusbygningen i København.

Allan Starp blev arbejdsmiljørepræsentant ved et tilfælde, fortæller han.

Det hele startede, da en tidligere chef for 20 år siden bestemte sig for at sende ham på et kursus for arbejdsmiljørepræsentantsuppleanter - og før Allan Starp vidste af det, stod han i rollen som arbejdsmiljørepræsentant for Københavns Madservice. 

Og det skulle vise sig at være et ganske godt match.

For ikke nok med at Allan Starp har haft rollen som arbejdsmiljørepræsentant lige siden, så har han også gjort det så godt, at han nu er blevet udvalgt som en af bare fem finalister til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant, der den 1. november kåres af A4 Medier ved en stor fest i Cirkusbygningen i København.  

LÆS OGSÅ: Mød de fem finalister til titlen som Årets arbejdsmiljørepræsentant

Og spørger man kollegerne i Københavns Madservice, er de da heller ikke i tvivl om den kæmpestore betydning, det har haft, at Allan Starp nu har siddet på arbejdsmiljørepræsentantpinden i to årtier. 

Det fortæller Irma Anthony, der foruden at være køkkenmedhjælper hos Københavns Madservice også har indstillet Allan Starp til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant: 

"Allan er initiativrig, handlekraftig og hjælpsom. Han lytter, og har vi en god ide, så handler han på det. Han er bindeleddet mellem os medarbejdere og lederne. Og så får han tingene gjort, og det har betydet, at vi har rigtig gode fysiske og psykiske arbejdsforhold. Medarbejderne er glade for at gå på arbejde, sikkerheden er i orden, og der bliver altid holdt øje med os og passet på os," forklarer Irma Anthony.  

Årets arbejdsmiljørepræsentant 2023

A4 Medier hædrer igen i år stjernerne og rygraden i den danske model.

Det sker, når den store Årets TR-prisfest afholdes for tredje år i træk - denne gang i Cirkusbygningen i København 1. november.

En af aftenes hovedpriser er Årets arbejdsmiljørepræsentant, som uddeles i samarbejde med FOA.

Prisen uddeles til en arbejdsmiljørepræsentant, som har forbedret arbejdsmiljøet. Det kan være, at vedkommende har søsat initiativer mod dårligt arbejdsmiljø, eller det kan være, at din arbejdsmiljørepræsentant altid har tjek på arbejdsmiljøet, så du og dine kolleger altid har det godt.

Blandt knap hundrede indstillede kandidater til den fornemme pris som Årets arbejdsmiljørepræsentant er der blevet udvalgt fem finalister.

De fem finalister er: 

- Camilla Rasmussen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Dansk Sygeplejeråd

- Rolf Hilligsøe Stubbe, DSB Vedligehold, Dansk Metal 

- Carl Uffe Hansen, Danmark Protein, Fødevareforbundet NNF

- Liselotte Nielsen, AniCura Københavns Dyrehospital, Serviceforbundet

- Allan Starp, Københavns Madservice, FOA

Vinderen kåres 1. november ved den store TR-prisfest i Cirkusbygningen i København, hvortil der kan købes billetter her.

Måtte fælde en tåre 

Selv om Allan Starp er en garvet og erfaren arbejdsmiljørepræsentant, der har prøvet mangt og meget, så er finalenomineringen til Årets arbejdsmiljørepræsentant alligevel noget ekstraordinært for han.

"Jeg kunne slet ikke forstå det, da jeg fik det at vide. Jeg løb rundt om mig selv, og jeg måtte fælde en tåre, fordi jeg blev så berørt. Nu har jeg arbejdet med det her i 20 år, så det er da en kæmpestor anerkendelse at få. Det er sådan noget, der sker for andre, men ikke for en selv," fortæller Allan Starp. 

Når man har været arbejdsmiljørepræsentant så længe, som Allan Starp har, så har man set og oplevet lidt af hvert. Det eksemplificerer han med historien om, at det var tilladt at ryge og drikke på arbejdspladsen, da han for 20 år siden startede i rollen som arbejdsmiljørepræsentant.  

Og for Allan Starp er det netop udviklingen i tingene og det, at man kan være med til at flytte på noget, der er det allerbedste ved rollen som arbejdsmiljørepræsentant.  

"Det betyder meget, at man kan se, at det arbejde, man går og laver, batter. Det ligger i min opdragelse at prøve på at være med til at ændre tingene til det bedre, og det betyder meget for mig, at mine kolleger ved, de kan komme til mig med alt," lyder det fra Allan Starp.

Jury kårer vinderen ved stor prisfest i Cirkusbygningen 

Hvem, der vinder den ærefulde titel som Årets arbejdsmiljørepræsentant, offentliggøres ved den store TR-prisfest i Cirkusbygningen i København 1. november.

Og skulle det vise sig, at det bliver Allan Starp, der til den tid kan lade sig hylde som Danmarks bedste arbejdsmiljørepræsentant, vil det betyde alverden for ham. 

"Det er allerede en meget stor anerkendelse nu, men det vil selvfølgelig være endnu større at vinde. Jeg har gjort mig lidt tanker om, hvad jeg i så fald ville sige i takketalen, selv om jeg nok ville få lidt gelé i knæene af at stå på scenen. Men der ville i hvert fald skulle lyde et kæmpestort tak til alle mine kolleger, for det ville være noget, vi har opnået og gjort sammen," fortæller Allan Starp.

LÆS OGSÅ: Stig Lauritsen er årets AMR: "Jeg er dybt benovet over det her"

Juryen, der skal finde frem til en vinder, består af en række topfolk fra fagbevægelsen samt Helle Andreasen fra hjemmeplejen i Solrød Kommune, der sidste år kunne lade sig krone som Årets tillidsrepræsentant.

GDPR