EU vil komme dødsulykker til livs, men revses for at sylte arbejdet. Ny kommission får ikke kritikken til at forstumme

Der findes et brutalt citat, som tåler gentagelse, når snakken handler om arbejdsrelaterede dødsulykker: En enkelt død er en tragedie, mens hundredetusinde blot er statistik.

Det tilskrives som regel den afdøde sovjetiske diktator Josef Stalin, og det er kynisk, men rummer også en vis sandhed.

For det var en tragedie, da en 17-årig dansk landbrugslærling i januar blev klemt under en to tons tung og trehjulet strømaskine. Eller da en 65-årig lastbilchauffør sidste år helt alene og uden øjenvidner blev klemt ihjel under vådt sammenpresset pap.

Men til sammen udgør de blot en lille promille af en ofte ansigts- og navneløs statistik.

Hvert eneste år dør der nemlig i omegnen af 200.000 europæere af arbejdsrelaterede sygdomme. Det er flere end alle indbyggere i Odense. Kræft er den store synder, og asbest koster alene op mod 90.000 europæere livet om året.

Omtrent 3.300 omkommer i en decideret arbejdsulykke hvert år. Det svarer til, at ti lønmodtagere hver eneste dag tager på arbejde, men ikke kommer hjem igen til deres familie, venner og børn.

Det har EU imidlertid tænkt sig at gøre noget ved. For selvom antallet af dødsulykker faktisk er faldet med 70 procent siden midt halvfemserne, så vil kommissionen helt have udryddet alle arbejdsrelaterede dødsfald. Det er i hvert fald ordlyden i den vision zero-strategi, de tilsluttede sig med deres nuværende arbejdsmiljøstrategi.

Den strategi har dog fået kritik for at mangle konkrete værktøjer til at nå målet. Nu har EU imidlertid fået et nyt parlament og en helt ny kommissær på området. Så hvad tænker kritikkerne af den europæiske arbejdsmiljøstrategi nu om de nye linjer. Er de håbefulde?

Det korte svar er nej.

Vision zero handler om kultur

For at forstå kritikken skal vi skrue tiden tre år tilbage. Her vedtog EU en arbejdsmiljøstrategi for 2021-2027, som har tre centrale prioriteter. EU skal håndtere forandringer af arbejdsmarkedet som følge af den grønne og digitale omstilling, være forberedt på fremtidige sundhedskriser i stil med covid-19-pandemien og nedbringe arbejdsrelaterede ulykker og sygdomme.

Det er i forbindelse med sidstnævnte, at EU har tilsluttet sig den såkaldte vision zero-strategi.

Og der er netop mere tale om en strategi end en målsætning. Det handler om at have en proaktiv og forebyggende tilgang til arbejdsulykker, forklarer Pete Kines, der er seniorforsker i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

"Vision zero er et mindset og en proces for, hvordan man kan arbejde frem mod bedre forebyggelse. Det handler mere om visionen end rent faktisk at have nul ulykker," siger Pete Kines.

Pete Kines sidder med i den danske ekspertgruppe om forebyggelse af arbejdsulykker, og han har interesseret sig for sikkerhedskultur og arbejdsulykker siden tilblivelsen af Øresundsbroen, hvor de danske arbejdere havde en næsten fire gange højere risiko for arbejdsulykker som de svenske kolleger.

Det har siden været en anerkendt forklaring, at svenskerne havde en helt andet sikkerhedskultur på arbejdspladserne, og at ledelsen var mere synlig i sikkerhedsarbejdet og i planlægningen af arbejdet. Og det er netop kultur og ledelsens synlighed, som vision zero kan hjælpe på vej, mener NFA-forskeren.

"Det er vigtigt med ledelsens eller bestyrelsens engagement i strategien, og at handling følger ordene fra topledelsen. De opsætter også positive mål for sikkerheden omkring arbejdsulykker og måler ikke kun reaktivt på dødsulykker sidst på året. Følger vi op på og evaluerer vi vores toolbox-møder og sikkerhedsrunderinger? Har vi lavet sikkerhedstjek, når vi laver organisatoriske ændringer? Sådan nogle ting," siger Pete Kines, der tror på, at EU's tilslutning til strategien kan motivere europæiske virksomheder til at ændre mindsettet, så arbejdet med sikkerhed bliver en integreret del af virksomheden og ikke "en sidevogn".

Europæisk fagbevægelse er skeptiske

Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) er dog knapt så optimistiske. Og de er ikke blevet mindre kritiske efter at have hørt den indstillede arbejdsmarkedskommissær Roxana Mînzatus høring.

"Årsagen er, at hun (Roxana Mînzatu, red.) ikke var særlig præcis omkring de initiativer, hun vil tage. Det var derfor uklart for både medlemmerne af parlamentet og for os, om hun sigter mod at arbejde på lovgivning eller snarere en række ikke-lovgivende initiativer. Og vi ved, at retningslinjer og anbefalinger sjældent bliver implementeret af arbejdsgivere," siger Ignacio Doreste, der er arbejdsmiljørådgiver i EFS, til A4 Medier.

Derfor efterlyser EFS konkret lovgivning på området, og Ignacio Doreste fremhæver to steder, hvor de gerne så EU-Kommissionen begynde.

"Et direktiv om forebyggelse af psykosociale risici på arbejdspladsen samt et direktiv om beskyttelse af arbejdstagere mod ekstreme temperaturer på arbejdspladsen. Det er de to mest dominerende prioriteter for EFS," siger Ignacio Doreste.

For godt to år siden udgav EFS et manifest, der skulle presse EU-Kommissionen til rent faktisk at forpligte sig til et mål om nul dødsulykker på arbejdet i 2030.

Manifestet var en kritik af, at kommissionens mål ikke blev fulgt op ad handling og fik en masse underskrifter. Heriblandt FH-formanden Morten Skov Christiansen og den danske Europa-parlamentariker Marianne Vind (S). Og sidstnævnte, som endda var Europa-Parlamentets hovedforhandler på strategien, er en af kommissionens skarpeste kritikere.

"Vision zero er blevet forsømt de sidste fem år. Der har været nogle kampagne, men der er simpelthen ikke sket nok," siger Marianne Vind.

Hun var glad for, at Roxana Mînzatu nævnte vision zero til sin høring, men hun efterlyser også konkrete tiltag fra kommissionen.

"Selve vision zero er god nok som vision, men så længe intet ophæves til lov, rykker vi ikke noget," siger Marianne Vind, som ikke har meget tiltro til, at EU formår at nedbringe dødsulykkerne mærkbart de kommende år.

"Nej, det er jeg ikke. Det havde vi måske, hvis vi var startet for fem år siden. Men det bliver syltet igen og igen", siger Marianne Vind.