Per blev bortvist og beskyldt for at lyve om arbejdsulykke: Nu får han stor erstatning

En tilsyneladende banal faldulykke på jobbet førte til alvorlige beskyldninger om løgne, tillidsbrud, forsvundne videooptagelser og kostede i sidste ende Per Lundsgaard Andersen jobbet.
Det skriver Fagbladet 3F.
LÆS OGSÅ: Efter dødsulykke fra tag: Forbund kræver forældet regel ændret
14. juni 2019 blev han med øjeblikkelig virkning bortvist fra AB Catering i Nørresundby, hvor han havde været ansat i næsten to årtier.
- Det vil jeg simpelt hen ikke finde mig i. Jeg føler, at jeg har været udsat for chikane, siger Per Lundsgaard Andersen.
Efter halvandet års juridisk tovtrækkeri og et mislykket forsøg på retsmægling i sagen har Per Lundsgaard Andersen med hjælp fra 3F Frederikshavn og sin advokat fået oprejsning.
Retten i Aalborg slog 11. februar i år fast, at der ikke var en saglig begrundelse for bortvisningen. AB Catering skal derfor betale Per Lundsgaard Andersen, der var ansat efter funktionærloven og havde mange års erfaring på arbejdsmarkedet, 468.294,54 kroner plus yderligere 71.540 kroner i sagsomkostninger.
Den opsigtsvækkende sag begyndte 19. maj 2019. Her gik Per Lundsgaard Andersen som så mange gange før op ad en vindeltrappe hos AB Catering, hvor han var ansat som først lagermedarbejder og siden servicemedarbejder.
- Trinene på trappen var trekantede som en ost og meget smalle i den ene side. Jeg gik med en tung værktøjskasse i højre hånd og venstre hånd på gelænderet, da jeg pludselig gled, siger Per Lundsgaard Andersen.
Han faldt, så han hang med hele sin vægt i venstre arm, der holdt fast i gelænderet over hans hoved.
- Jeg fik et ordentlig smæld i skulderen, siger Per Lundsgaard Andersen.
En scanning viste senere, at to sener i venstre skulder var revet over, og i august sidste år blev Per Lundsgaard Andersen opereret på et privathospital i Skørping. Her fik han fjernet en kant af kalk i venstre skulderblad. De to sener kunne ikke sættes på igen.
- I dag kan jeg ikke holde en termokande ud i strakt arm med venstre hånd eller løfte venstre arm op over hovedet, siger han.
Efter faldulykken arbejdede Per Lundsgaard Andersen i første omgang videre uden at nævne episoden for nogen. Smerterne tog til hen på eftermiddagen, men han fortsatte sine arbejdsopgaver og kørte efter fyraften hjem på sin motorcykel.
Dagen efter meldte han sig syg, og to dage efter ulykken tog han til sin egen læge, der henviste ham til en scanning. Samme dag fortalte han sin HR-chef om ulykken med henblik på at få lavet en arbejdsskadeanmeldelse. Per Lundsgaard Andersen var sygemeldt i to uger efter ulykken.
På arealet ved trappen hos AB Catering var der overvågningskameraer, som gik i gang med at optage, når der var bevægelse.
Det burde derfor have været en smal sag at gennemse optagelserne og vurdere, om Per Lundsgaard Andersen faldt, som han har sagt. Under retssagen kom det frem, at optagelserne allerede kort efter ulykken var blevet set igennem af Per Lundsgaard Andersens daværende mellemleder og nærmeste chef, som han havde et anstrengt forhold til.
Optagelserne blev normalt slettet af AB Catering efter 30 dage, hvilket også skete i Per Lundsgaard Andersens tilfælde. På nær tre sekvenser, som hans tidligere mellemleder havde gemt. De sekvenser viser blandt andet Per Lundsgaard Andersen gå op ad trappen senere end det tidspunkt, hvor han siger, at ulykken fandt sted.
Og de sekvenser lagde mellemlederen til grund for, at ulykken aldrig var sket, og at Per Lundsgaard Andersen dermed løj og havde begået et stort tillidsbrud i forhold til sin arbejdsgiver.
Advokat Trine Binderup, Advodan i Aaalborg, har ført sagen for 3F og Per Lundsgaard Andersen.
- Det er meget påfaldende, at man beskylder en mangeårig medarbejder, der aldrig har haft fravær eller sygdom af betydning, for at lyve om en arbejdsulykke. Hvad skulle incitamentet være til at gøre det? Retten lagde da heller ikke vægt på mellemlederens udsagn, siger Trine Binderup.
Hun understreger, at der i en situation, hvor der bruges en så indgribende sanktion som bortvisning, påhviler arbejdsgiveren et ansvar at løfte bevisbyrden for, at medarbejderen har handlet i strid med virksomhedens regler eller misbrugt ledelsens tillid.
- Det har arbejdsgiveren ikke formået at gøre i denne sag. Hvis virksomheden vitterlig havde dokumentation for, at medarbejderen løj, og at der ikke var sket en ulykke, kan det undre, at man først reagerer efter en måned, siger Trine Binderup.
Efter arbejdsulykken vendte Per Lundsgaard Andersen i første omgang tilbage til AB Catering 13. juni 2019.
Her blev han på et møde med sin HR-chef og mellemleder udspurgt om arbejdsulykken. Samtidig blev han præsenteret for en tillægskontrakt og en række nye arbejdsopgaver.
- I stedet for at have nogle pakkeopgaver med en masse løft to timer om dagen, ville de have, at jeg skulle være med til at pakke fem timer om dagen. Det afviste jeg på grund af min skulder, og jeg nægtede at skrive under kontrakten, siger Per Lundsgaard Andersen.
Samme aften sendte han en e-mail til AB Caterings direktør, hvor han skrev sin mening om sin mellemleder og hans evner. Da Per Lundsgaard Andersen mødte ind på arbejde dagen efter, blev han bortvist.
AB Caterings direktør, Peter Guldager, ønsker ikke at kommentere sagen, men oplyser til Fagbladet 3F, at byrettens dom i første omgang tages til efterretning, og at der endnu ikke er taget stilling til, om den vil blive anket.
Fra domsafsigelsen 11. februar har AB Catering fire uger til eventuelt at anke til landsretten. Ifølge byrettens dom skal pengene til Per Lundsgaard Andersen dog falde senest 25. februar.
Sideløbende med den uberettigede bortvisning er der også en arbejdsskadesag på vej. Da Per Lundsgaard Andersens tidligere arbejdsgiver har beskyldt ham for at have løjet om faldulykken, har 3F Frederikshavn ventet på udfaldet af retssagen.
- Når arbejdsgiveren beskylder vores medlem for at lyve, er det jo det samme som, at man ikke vil anerkende arbejdsulykken. Derfor har vi ventet med at gå videre med arbejdsskadesagen, siger faglig sekretær Per Thorup, 3F Frederikshavn.
- Men det bliver sat i gang nu med henblik på at få arbejdsskaden anerkendt og få fastsat en méngrad og eventuel erstatning, siger han.