HK Stat: "Nej, vi har ikke holdt os tilbage"

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Stat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.
- Det tyder på, at den økonomiske situation ikke er helt så kritisk, som man frygtede for et halvt år siden. Så vil det jo ikke være rimeligt, hvis de statsansatte skal holde sig voldsomt tilbage. Vi kan se, at der er penge. Sådan sagde Peter Raben, HK Stats næstformand, op til slutspurten i forhandlingerne om OK21.
Nu er forliget på plads og snart på vej til urafstemning blandt medlemmerne. På resultattavlen står blandt andet lønstigninger til alle på 4,42 procent over 3 år og en bonus 0,8 procent til seniorerne. Det skriver HK Stat.dk.
HK Stat.dk: Har de statsansatte holdt sig voldsomt tilbage, Peter Raben?
- Nej, vi har ikke holdt os unødigt tilbage med lønkravene. Vi har været krisebevidste. Og vi har måttet basere forhandlingerne på usikre prognoser for dansk økonomi og for lønudviklingen på det private arbejdsmarked, siger han.
FAKTA: Se hovedpunkterne i overenskomst for statsansatte
- Husk, at vi fra HK Stats side godt ville have udsat forhandlingerne til næste år – i forventning om, at der til den tid vil være mere ro om den økonomiske situation på den anden side coronakrisen. Og dermed muligheder for et endnu bedre resultat. Men sådan blev det ikke, og vi har derfor bestræbt os på at få det bedst mulige ud af forhandlingerne nu.
- Vores vigtigste krav – nemlig at sikre købekraften – har vi fået indfriet og måske lidt til med de aftalte stigninger på 4,42 procent. Og hvis de privatansattes lønninger nu viser sig at gå hurtigt i vejret de næste par år end forventet i vores aftale, så sikrer reguleringsordningen, at de statsansatte følger nogenlunde med – med lidt forsinkelse, ganske vist, og kun med 80 procent af den merstigning, de privatansatte måtte få.
Så ved at videreføre reguleringsordningen sikrer de statsansattes forhandlere altså en nogenlunde parallelitet mellem lønudviklingen på det private og det offentlige arbejdsmarked, forklarer Peter Raben.
LÆS OGSÅ: Presset bioanalytiker om OK21: Der er blevet grædt lidt flere tårer under coronakrisen
Reguleringen, som han taler om, kan dog også komme til at koste HK Stats medlemmer penge. Det sker, hvis de statsansatte aftaler meget store lønstigninger, og det så samtidig går sløjt på de private arbejdspladser, og lønudviklingen bliver ringere end forudsat i forliget om den nye statsoverenskomst.
- Det kunne ramme os som en boomerang, hvis vi havde aftalt for høje lønstigninger, som derefter blev nappet af reguleringsordningen. Det handler om at finde det rette balancepunkt, mener Peter Raben.
Som beskrevet i HK Stats medier er lønnen netop med virkning fra 1. februar sat ned med lidt under en promille. Den lønnedgang er præcist et resultat af en såkaldt negativ udmøntning af reguleringsordningen.
Forbedringer for ingen penge
HK Stat.dk: Der blev ikke plads i overenskomstforliget til puljepenge til at forny HK Stats egen organisationsaftale. Alligevel er der nu gang i forhandlinger om den mellem HK Stat og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Hvad er der at hente, når der ikke er penge til at forny aftalen?
- Der er næppe mulighed for at aftale noget, der udmønter sig i kroner og øre – sådan som det ellers var tilfældet i 2018. Dengang kunne vi hæve lønnen for en stor del af de lavest lønnede medlemmer med kronebeløb udover de generelle stigninger. Denne gang håber vi på at enes med arbejdsgiverne om forbedringer, der ikke koster noget, fastslår Peter Raben.
LÆS OGSÅ: Socialrådgiver om OK21: Overordnet set er det et fornuftigt forlig
- Fx har vi et krav om nye formuleringer af betingelserne for at rykke en løngruppe op eller blive indplaceret højere fra ansættelsen. Men vi vil ikke stikke folk blår i øjnene. Vores vigtigste krav denne gang får vi ikke igennem uden penge. Det handler om, at kontorelever og laborantpraktikanter ligesom i kommuner og regioner stiger til voksenelevløn, når de fylder 25 år.
HK Stat går også efter at få flere nye uddannelser dækket af fagforeningens overenskomst, lige som forhandlerne vil forsøge at få aftalt stramninger vedrørende brugen af studentermedhjælpere i staten, oplyser Peter Raben.
HK Stat.dk: 4,42 procent mere i løn over 3 år. Seniorbonus og et delvist farvel til lave pensionssats for dem under 25 eller med færre end 4 år i det offentlige. De resultater har vi hørt en del om i pressen, efter OK21 kom i hus 6. februar. Hvad var de vigtigste landvindinger, som ikke handler om løn, seniorforhold eller pension?
- Vi fik et bedre afsæt for at arbejde med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø på statens arbejdspladser. Lederuddannelsen i psykisk arbejdsmiljø bliver videreført. Samtidig har vi aftalt, at medarbejderne fremover skal inddrages, når arbejdspladser vil sende opgaver i udbud. Det er positivt, for der er virkelig brug for, at SU og tillidsrepræsentanter får både indsigt og indflydelse på det område, siger Peter Raben.
Positivt med klimatiltag
Han fremhæver desuden, at medarbejderne som noget nyt fremover skal være med til at gøre staten grønnere.
- Vi skal alle gøre noget for at få et bedre klima. Jeg fornemmer, at specielt yngre medlemmer forventer, at HK Stat engagerer sig i den sag. Og der er også nogle HK-jobs i arbejdet med grøn omstilling. Der er og kommer job og funktioner, som måske kræver nye kompetencer. Fx skal arbejdspladser opføres eller indrettes klimavenligt, lige som indkøbene skal være grønne. Derfor er det positivt, at man nu i samarbejdsudvalgene skal drøfte, hvordan man griber den relevante kompetenceudvikling af HK’erne og andre an.
LÆS OGSÅ: BUPL-formand om ny overenskomst: Ikke prangende
Det er vigtigt, mener Peter Raben, at tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter kommer indover på disse områder og sikrer, at arbejdsmiljøet fortsat er i orden – og at priserne i de grønne kantiner ikke løber løbsk og bliver socialt skæve.
HK Stat.dk: En del krav blev ikke indfriet. Hvilket krav ærgrer det dig mest, at man ikke kunne få arbejdsgiverne med på?
- Helt klart ærgrer dig mig mest, at vi ikke fik kravet om penge til at forny organisationsaftalen indfriet. Med pengene kunne vi blandt andet have fortsat de gode takter fra 2018-overenskomsten, hvor vi som nævnt løftede mange af de lavestlønnede medlemmer med særlige kronebeløb. Desværre blev der heller ikke noget af en fritvalgsordning, som en del medlemmer op til OK18 viste stor interesse for. Lige som krævede forbedringer af tillidsrepræsentanternes vilkår stort set ikke fandt plads i CFU-forliget, siger Peter Raben.