Madsen: Arbejderhjertet og aflysningen af klasserejsen

I FØRSTE DEL AF norske Carl Frode Tillers fremragende trilogi 'Arbejderhjerte', der netop er udkommet på dansk, går den midaldrede Trond i hundene, da han begynder at tvivle på værdien af sin egen socialdemokratiske klasserejse.

Fra barndommen blandt træindustriarbejdere i udkantsområdet Namsos er Trond gennem universitet blevet kulturjournalist på det førende dagblad. 

Han har fået det hele: et fint hus, en kone, der er kunstner, to højtuddannede døtre, hvis livsvalg han ikke forstår, og venner, der har kvalificerede meninger om vin.

Men hvad blev der af pulsen fra arbejderhjertet, der slår i takt med kollegernes? Havde han været lykkeligere ved at blive i Namsos og roligt lade sig trille af de spor mod savværket, som hans arbejderklasseopvækst havde lagt?

Farvel til de frigørende værdier

Det er på en måde samme socialdemokratiske identitetskrise, der tirsdag nåede sit foreløbige toppunkt med Mattias Tesfayes (S) ambitiøse udspil til en reform af ungdomsuddannelserne. Man kunne høre arbejderhjertet banke i børne- og undervisningsministerens bryst, da har passioneret fremlage sine tanker om en ny, mere praktisk gymnasial retning. Og isoleret set er der flere fine ideer. 

Men reformen er en radikal ændring af, hvordan både Socialdemokratiet og de liberale partier har set på omfordeling, social arv og klasse i de seneste 30 år, hvor mere uddannelse til flere blev set som motoren i klasserejser, der minder om den, Trond tog i Norge.

Det projekt Socialdemokratiet i 10’erne beskrev som at skabe “den dygtigste generation nogensinde”, som det lød i en kronik i Politiken i 2012. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) uddybede frihedsværdien af "høj" uddannelse i Information:  

"Når man taler om det enkelte menneskes udfoldelsesmuligheder, kan man se, at dem med højst uddannelse også har det bedste arbejdsmiljø. De får også de højeste løn, og de sparer mest op til pensionen. De har størst indflydelse på deres egen arbejdssituation. Det er alt sammen frigørende værdier, som er vigtige."

Fra bistandsklient til bankdirektør

SVM’s nye udspil er cementeringen af en længervarende politisk kursændring væk fra denne tanke: Det er ikke længere et succeskriterium at bruge længerevarende boglig uddannelse som klassemæssig løftestang mellem generationer.

Men denne markante kursændring stiller spørgsmål, der ikke bare kan affejes med slagord: Hvordan skal vi på langt sigt sikre social lighed og retfærdighed, når vi hverken kan omfordele samfundets ressourcer med skat eller uddannelse? 

I globaliseringens 1990’ere og 00’ere opgav Socialdemokratiet endeligt at udjævne forskellene mellem klasserne gennem omfordeling over skatten. Det var hverken politisk eller økonomisk muligt, i en verden hvor kapital kunne flyttes med et klik på musen, og det nye mantra blev i stedet “uddannelse, uddannelse, uddannelse”. 

I stedet blev det nye løfte til borgerne, at alle skulle kunne foretage en klasserejse gennem uddannelse. 

Uddannelse blev på den måde en dagsorden, der samlede Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i et fælles projekt, men det blev også bærende for for eksempel Anders Fogh Rasmussen (V), der i sin åbningstale fra 2002 satte liberale ord på klasserejsen:

“Vi skal udvikle et samfund, hvor det er muligt at bevæge sig fra bistandsklient til bankdirektør.”

Uddannelse var desuden den eneste vej til at ruste Danmark til den internationale konkurrence, mente Fogh:

"Når andre er billigere, skal vi være bedre," lød det i åbningstalen i 2004.

Problemet med at råbe "uddannelsessnobberi"

Resultatet blev politisk samling om at afsætte milliarder til efteruddannelse og opkvalificering af almindelige lønmodtagere. Men også om at skubbe flere i retning af gymnasiet og skabe et masseuniversitet, der massivt øgede optaget op gennem 00’erne og 10’erne. 

Det er, når man ser på den danske økonomis nøgletal, svært at forstå, hvorfor nogen mener, at den brede politiske satsning på uddannelse har været en fejl. Det har været en tordnende succes, som ingen rigtig vil tage ejerskab til.

Men er der egentlig noget galt i at opgive ambitionen om, at børn skal uddannes længere end deres forældre. Skulle der være noget galt i, at tømrerens barn bliver tømrer i stedet for skolelærer? Er det ikke bare rent uddannelsessnobberi?

Problemet med begrebet "uddannelsessnobberi" er, at det afmonterer job fra klassebegrebet, det vil sige den økonomiske virkelighed, som vi lever i. 

Det er ikke finere at være gymnasielærer end at være tømrer, og det kan ingen være uenige i. Men man tjener flere penge på det første end det sidste, og sådan vil det også være i fremtiden. Og nå ja, man lever i øvrigt statistisk set længere, har bedre helbred og lavere risiko for at blive nedslidt.

Regnemaskinekrig mellem AE og vismændene

Længere uddannelser skaber set under ét større afkast for den enkelte og for samfundet. 

Vismændene har beregnet, at det i gennemsnit koster 1,2 millioner kroner i livsindkomst at vælge en erhvervsuddannelse frem for STX. En beregning,  som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, konkluderer for skarpt.

Uanset resultatet af denne regnemaskinekrig er det klart, at ligesom der er stor økonomisk forskel på en universitetsuddannelse i kunsthistorie og medicin, er der stor forskel på de enkelte erhvervsuddannelser. 

Hvis alle kom ud af erhvervsskolerne som industriteknikere eller elektrikere, ja så var der ikke rigtigt noget problem. De vil stort set alle være sikre på beskæftigelse og relativt høj løn i fremtiden, selv om de i snit formentlig ville tjene mindre end ingeniører.

Men man kan være mere bekymret for fremtiden på vegne af for eksempel uddannelserne til fitnessinstruktører eller frisører eller andre service- og detailhandelsuddannelser.

En vej tilbage for arbejderhjertet?

Det store spørgsmål, der udestår, når man opgiver mere udddanelse til flere som det bærende projekt, er: Hvordan skaber vi et retfærdigt samfund, når der er så stor forskel i deres økonomiske muligheder og deres børns reelle mulighed for at stige op i samfundspyramiden?

Måske er det bare ikke vigtigt længere. Måske har vi det fint med et samfund, hvor tømrerens søn bliver tømrer, og advokatens datter bliver advokat. Tag ikke fejl. Det er den sti, vi er på vej ned ad, når man råber uddannelsessnobberi i stedet for at tale om den ulighed i livsmuligheder, som forskelle i uddannelsesvalg dækker over. 

Identitetskrisen, der får Tronds liv og værdisæt til at gå i opløsning i romanen Arbejderhjerte, sker parallelt med Arbeiderpartiets nedtur i meningsmålingerne. 

Det bliver på den måde et billede på den socialdemokratiske fortællings sammenbrud. Snarere end at finde tilbage til de bedste værdier fra den arbejderkultur, Trond er vokset op i, annammer han dens værste sider som druk og racisme.

Det er ikke sikkert, at der er en vej tilbage til det tabte land for et velmenende arbejderhjerte.