På grund af Margrethe vil alle gerne være arbejdsmiljørepræsentant på mejeriet i Esbjerg
Hos Arla Foods mejeri i Esbjerg er der altid medarbejdere, der er klar på at melde sig som supplerende arbejdsmiljørepræsentant (AMR), hvis der mangler hænder.
Arbejdsmiljørepræsentant Margrethe Skovgaard er nemlig en fantastisk ambassadør for arbejdet med at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Og derfor er hun også nomineret som Årets AMR 2024.
"Det er en fornøjelse at arbejde sammen med en ildsjæl som Margrethe, og dem skulle vi have mange flere af," skriver kollega Heidi Okkerstrøm, der har indstillet Margrethe Skovgaard til prisen.
Artiklen fortsætter under videoen
I løbet af de seneste to år har Margrethe Skovgaard nemlig formået at samle alle 25 arbejdsmiljørepræsentanter på tværs af Arla Foods mejerier i et netværk, hvor de har delt erfaringer og problematikker.
"Det har hjulpet med at forbedre sikkerheden og arbejdsmiljøet," skriver kollegaen.
Derudover har Margrethe Skovgaard taget initiativ til at få organiseret et netværk af alle næstformænd i mejeriernes arbejdsmiljøorganisation (AMO) og gennem dette netværk styrket samarbejdet mellem fællestillidsmændene.
"Ved at få dette netværk af næstformænd i Arla, har vi styrket samarbejdet på tværs af mejerierne og derved også arbejdsglæden ved at være AMR," skriver Heidi Okkerstrøm.
Årets TR 2024 afholdes tirsdag den 12. november i Cirkusbygningen i København.