Podcast: Toppen af fagbevægelsen kan tilgive S, men kan medlemmerne?

20240814-155236-L-1920x1280we
Onsdag holdt Socialdemokratiet sommergruppemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen måtte svare på spørgsmål om partiets opgør med den automatisk stigende pensionsalder. Foto: Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Nyheden om, at Socialdemokratiet er klar til at bremse den stigende pensionsalder, blev modtaget med jubel af den danske fagbevægelse. Men kan skårene efter store bededag klinkes så let? Muligvis i toppen af fagbevægelsen, men næppe hos medlemmerne, mener faglig kommentator Gitte Redder.

Folkepensionsalderen kan ikke fortsætte med at stige i det uendelige, og derfor må velfærdsforliget genforhandles til en ny og mere retfærdig model.

Det mener i hvert fald statsminister Mette Frederiksen (S), der i denne uge smed, hvad kommentatorer har kaldt en bombe under dansk politik, med sin udmelding på pensionsområdet. Mens arbejdsgiverorganisationerne var hurtige til at kalde forslaget dybt uansvarligt og bekymrende, så blev nyheden modtaget med stor ros fra fagbevægelsen. 

"Godt at kunne genkende partiet igen i det her spørgsmål," skrev formand for 3F Henning Overgaard på det sociale medie X, hvor også formand for FOA Mona Striib takkede Mette Frederiksen og Socialdemokratiet for at have modet til at åbne op for en mere retfærdig pensionsalder. 

Udmeldingen er både en gave og en slags "hold kæft-bolsje" til fagbevægelsen efter en årrække med hård kritik af diverse forringelser, Arne-pension og afskaffelsen af store bededag, vurderer A4's faglige kommentator, Gitte Redder. 

Men er Socialdemokratiet så tilgivet af fagbevægelsen igen?

"Jeg tror, der er mere tilgivelse i toppen af fagbevægelsen end hos medlemmerne," siger hun i Podcasten 'Fagbevægelsen uden Filter' og fortsætter:

"Man er lettede i FH og alle de andre fagforbund, fordi der kommer en håndsrækning fra Socialdemokratiets top, men der er rigtig mange lønmodtagere og medlemmer af FH-forbundene, der husker, at Mette Frederiksen har sagt, at de arbejder for lidt."

Risikoen er, at de vil opfatte forslaget som hyklerisk, lyder analysen fra Gitte Redder. Og det er skam heller ikke alle fagforbund, der er lige begejstrede for Socialdemokratiets udmelding, påpeger hun.

Hør hvorfor i denne uges afsnit af 'Fagbevægelsen uden Filter'.

GDPR