Rolf Hilligsøe Stubbe er nomineret til Årets arbejdsmiljørepræsentant: "Arbejdsmiljø er the shit"

Rolf
Rolf Hilligsøe Stubbe er en af de fem finalister til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant, der 1. november kåres af A4 Medier ved en stor fest i Cirkusbygningen i København. Foto: Rolf Hilligsøe Stubbe
DSB-mekaniker Rolf Hilligsøe Stubbe er en af de fem udvalgte finalister til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant, der 1. november kåres af A4 Medier i Cirkusbygningen i København. En tilkendegivelse, der betyder alverden for Rolf Hilligsøe Stubbe - arbejdsmiljø er nemlig et hjertebarn for ham.

"Det er en fuldstændig fantastisk anerkendelse, og jeg har allerede blæret mig over for både min kone og min mor," griner Rolf Hilligsøe Stubbe.

Ordene fra Rolf Hilligsøe Stubbe falder, da han skal beskrive, hvad det betyder for ham at være en af de fem udvalgte finalister til titlen som Årets arbejdsmiljørepræsentant. 

En pris, der 1. november uddeles af A4 Medier ved en stor fest i Cirkusbygningen i København, og hvor DSB-mekaniker Rolf Hilligsøe Stubbe er blevet udvalgt som finalist blandt godt og vel 100 indstillede kandidater. 

At være kommet gennem nåleøje gør ham både stolt og ydmyg.

"Et eller andet sted ved man jo aldrig helt, om man er god nok, så at få sådan en tilkendegivelse betyder alt. Det var kæmpestort i sig selv for mig at blive indstillet, og at jeg så ovenikøbet er blevet udvalgt blandt 100 fantastiske kandidater. Det er helt vildt - sådan noget har jeg ikke prøvet før," fortæller Rolf Hilligsøe Stubbe.   

LÆS OGSÅ: Sygeplejersken Camilla Rasmussen er finalist til titlen som Årets arbejdsmiljørepræsentant: "Det er næsten for overvældende"

Spørger man Rolf Hilligsøe Stubbes kolleger hos DSB Vedlighehold i Aarhus, er de dog ikke i tvivl om, hvorfor netop han har skulle indstilles til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant. 

Det fortæller Per Eskildsen, der til daglig har Rolf Hilligsøe Stubbe som arbejdsrepræsentant og på vegne af kollegerne har skrevet indstillingen. 

"Rolf lyser op i dagligdagen og er meget engageret i sikkerheden og miljøet på vores arbejdsplads. Han er altid meget imødekommende, så man går aldrig forgæves. Og selv om det er ikke altid, at arbejdsmiljørepræsentanten bliver behandlet lige godt, bøjer Rolf ikke nakken og fortsætter sin indsats for et bedre arbejdsklima. Vi er ikke altid lige gode til at uddele roser, så jeg håber, at vi ved denne indstilling kan give Rolf et skulderklap og et vink til at fortsætte 'kampen'," lyder det fra Per Eskildsen.  

Årets arbejdsmiljørepræsentant 2023

A4 Medier hædrer igen i år stjernerne og rygraden i den danske model.

Det sker, når den store Årets TR-prisfest afholdes for tredje år i træk - denne gang i Cirkusbygningen i København 1. november.

En af aftenes hovedpriser er Årets arbejdsmiljørepræsentant, som uddeles i samarbejde med FOA.

Prisen uddeles til en arbejdsmiljørepræsentant, som har forbedret arbejdsmiljøet. Det kan være, at vedkommende har søsat initiativer mod dårligt arbejdsmiljø, eller det kan være, at din arbejdsmiljørepræsentant altid har tjek på arbejdsmiljøet, så du og dine kolleger altid har det godt.

Blandt knap hundrede indstillede kandidater til den fornemme pris som Årets arbejdsmiljørepræsentant er der blevet udvalgt fem finalister.

De fem finalister er: 

- Camilla Rasmussen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Dansk Sygeplejeråd

- Rolf Hilligsøe Stubbe, DSB Vedligehold, Dansk Metal 

- Carl Uffe Hansen, Danmark Protein, Fødevareforbundet NNF

- Liselotte Nielsen, AniCura Københavns Dyrehospital, Serviceforbundet

- Allan Starp, Københavns Madservice, FOA

Vinderen kåres 1. november ved den store TR-prisfest i Cirkusbygningen i København, hvortil der kan købes billetter her.

"Arbejdsmiljø er the shit"

Rolf Hilligsøe Stubbe har altid haft et stort hjerte for arbejdsmiljø, fortæller han. Og der gik da heller ikke meget mere end et par måneder, fra Rolf Hilligsøe Stubbe i 2017 blev færdigudlært mekaniker hos DSB, til at han også kunne kalde sig arbejdsmiljørepræsentant for statsbanernes vedligholdsafdeling i Aarhus. 

Rolf Hilligsøe Stubbe havde nemlig, inden han blev færdig som mekaniker, været lærling i DSB i fire år. En tid, han var glad for, men som også for alvor inspirerede ham til at tage arbejdsmiljørepræsenant-handsken på.

"Det kom sig af, at der dengang var ting, som jeg mente kunne gøres anderledes og bedre - og det er det også blevet. Det er superfedt at få lov til at styrke og dykre arbejdsmiljøet - og tage en masse initiativer til, hvordan det kan gøres," siger Rolf Hilligsøe Stubbe.

Han fremhæver blandt andet de tværgående arbejdsmiljøerindsatser, der er blevet søsat i DSB, som noget, der fungerer rigtig godt. 

Her har der eksempelvis været fokus på at strømline kommandoveje og samarbejde mellem forskellige DSB-afdelinger rundt om i landet, således at man bedre har kunnet drage nytte af arbejdsmiljø-ideer og -initiativer på tværs af en kæmpestor arbejdsplads. 

Ligeledes fremhæver Rolf Hilligsøe Stubbe en form for internt arbejdstilsyn, man har i DSB - og som han selv er en del af - hvor man tager rundt og tjekker arbejdsmiljøet i de forskellige DSB-afdelinger, som meget givtigt for ideudveksling og inspiration. 

Og i det hele taget er rollen som arbejdsmiljørepræsentant noget, som Rolf Hilligsøe Stubbe sætter en stor ære i. 

"Jeg har en superstor kærlighed til arbejdsmiljø. Kommer man på arbejde med et smil på læben, så kan man også gå hjem med et. Og det er satme vigtigt. Arbejdsmiljø er the shit. Jeg tror på, man kan komme meget langt med gå-på-mod, vilje og en positiv attitude," lyder det fra Rolf Hilligsøe Stubbe.

Kæmpestor blåstemling

Hvem, der vinder den ærefulde titel som Årets arbejdsmiljørepræsentant, offentliggøres ved den store TR-prisfest i Cirkusbygningen i København 1. november.

Og selv om Rolf Hilligsøe Stubbe allerede nu føler en kæmpestor blåstempling ved først at blive indstillet til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant af kollegerne hos DSB Vedlighold og sidehen også at blive udvalgt som en af de bare fem finalister, lægger han ikke skjul på, at en sejr ville være prikken over i'et. 

"Allerede nu har det en kæmpestor betydning for mig, og en sejr vil selvfølgelig fuldende det. Min kærlighed til arbejdsmiljø bliver valideret i form af mine resultater - og ikke mindst mine kolleger. Jeg ville fortsætte mit arbejdsmiljøarbejde lige meget hvad, men jeg vil fortsætte med det med en endnu større stolthed og gå-på-mod efter det her," forklarer Rolf Hilligsøe Stubbe.

LÆS OGSÅ: Allan Starp kan blive kåret som landets bedste arbejdsmiljørepræsentant: "Jeg måtte fælde en tåre"

Juryen, der skal finde frem til en vinder, består af en række topfolk fra fagbevægelsen samt Helle Andreasen fra hjemmeplejen i Solrød Kommune, der sidste år kunne lade sig krone som Årets tillidsrepræsentant.

GDPR