SMVdanmark: Madsen tager fejl - EPX åbner døre for uddannelseshjemløse

EN NY STOR REFORM har med Mattias Tesfayes (S) udspil om den nye ungdomsuddannelse, EPX’en, ramt Danmark med samme styrke som en efterårsstorm.

Her i A4 medier kan man fra chefredaktør Kristian Madsen læse, at Socialdemokratiet har aflyst sit arbejderhjerte og ideen om at skabe lighed gennem uddannelse. En påstand der er lige så forkert, som den er vovet.

Der ligger i Madsens indlæg en direkte antagelse om, at universitetet er en bedre vej til omfordeling og social opstigen end den nye ungdomsuddannelse, EPX’en, vil være. For at underbygge denne påstand, bruges den voldsomt udskældte nylige vismandsrapport, der på baggrund af årtier gamle data konkluderer, at det er en bedre forretning at vælge gymnasiet set i forhold til en erhvervsuddannelse.

LÆS OGSÅ: Madsen: Arbejderhjertet og aflysningen af klasserejsen

Foruden at rapporten er kritiseret for at tegne konklusionen for skarpt op og for at bruge forældede data, så er sammenligningen mellem rapporten og EPX’en misvisende af en lang række grunde.

FOR DET FØRSTE er EPX’en ikke en erhvervsuddannelse. Noget, som der er behov for at slå fast med syvtommersøm, efter at den radikale partileder Martin Lidegaard også har været ude og sætte lighedstegn mellem EPX’en og erhvervsuddannelserne. EPX’en er en ungdomsuddannelse, der giver fuld plade, når det kommer til at åbne alle døre videre i uddannelsessystemet. Punktum. Det eneste det kræver, hvis man som ung vil på universitetet efter EPX’en, er, at man læser et par fag op i et halvårligt forløb. Dermed bliver Madsens præmis forkert.

For det andet ignorerer Madsen de udenlandske erfaringer fra vores broderfolk i Norge, hvor de har en model meget lig forslaget om EPX’en. I Norge vælger hver anden unge nordmand det praktiske gymnasie, og så har Norge for nyligt overhalet Danmark, når det kommer til at være et mere indkomstlige land. Selvfølgelig kan man ikke sætte lighedstegn mellem, at Norge har indrettet sig med et praktisk gymnasie, men man bliver lidt træt, når typer såsom Kristian Madsen og Noa Reddington, der burde vide bedre, sætter de politiske jungletrommer i gang med dommedagsprofetier med ord såsom Kristian Madsens afslutningssalut:

”Det er ikke sikkert, at der er en vej tilbage til det tabte land for et velmenende arbejderhjerte.”

Man kunne slutte kritikken her, men for god ordens skyld bør det åbenlyse også påpeges: Manglen på faglært arbejdskraft er stadig støt stigende, hvilket påvirker lønningerne. At bruge fortidens behov til at spå om fremtiden er ganske vist fristende, men det er også en af de værste strategier, man overhovedet kan finde, hvilket forskningen understøtter. Den fælde falder Kristian Madsen desværre direkte ned i.

AFSLUTNINGSVIS ER DER hele spørgsmålet, der ikke vedrører økonomisk ulighed, men social ulighed. Her blotter Madsen et forældet tankesæt om, at længere uddannelse er det fineste man kan opnå. Et tankesæt, der var fornuftigt og rigtigt i velfærdsstatens gryende år, hvor længere uddannelse i høj grad gav en billet til villa, Volvo og vovse ude i forstæderne.

Men er det virkelig social opstigen at bruge sine dage på at arbejde ved pult og kontor eller uddanne sig i abstrakte termer med den konsekvens til følge, at man efterfølgende er nødt til at finde sig et job, der intet har med ens uddannelse at gøre? Det er forsimplende og fordummende at skære alle erhvervsuddannelser eller alle akademiske uddannelser over et bræt, hvad Madsen selv påpeger, men ikke desto mindre selv gør i sin klumme.

LÆS OGSÅ: Regeringen skifter kurs og giver unge ret til vigtig uddannelse

Hvis man selv spørger unge, hvad de gerne vil arbejde med, så er svaret entydigt. Blandt over 2.000 unge fra generation Z er drømmejobbet et, hvor man arbejder med noget spændende, man er god til, i et socialt fællesskab. Gerne et arbejde, der gør en konkret forskel for andre mennesker.

Det er i mine øjne langt vigtigere, end hvad diverse kommentatorer, partiledere eller klummeskribenter mener, der er høj social status i, og så er det desuden sagtens noget, man kan finde hos den stolte lærer, snedkeren, der arbejder med bæredygtigt træ, eller for den sags skyld den selvstændige, der aldrig blev færdig med gymnasiet.