Stort ja til ny overenskomst for HK’ere i boligorganisationer

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Privat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.
Hele 93,9 procent har stemt ja tak ved den netop afsluttede urafstemning, og stemmeprocenten var helt oppe på 84,2 procent. Det skriver HK Privat.
- HK’erne kan nu se frem til de samme lønstigninger som deres kolleger, der er 3F’ere og ejendomsfunktionærer, og det var vigtigt for os. Samtidig er de sikret en ordentlig aftale i forhold til fritvalgskontoen, så jeg er overordnet set glad for det resultat og også den opbakning, medlemmerne har vist i urafstemningen, siger Simon Tøgern, som er formand for HK Privat.
LÆS OGSÅ: Firmaer på milliarddyr Femern-tunnel nægter overenskomst: Fagforbund i oprør
BL meldte sig i 2019 ind i Dansk Erhverv Arbejdsgiverforening, hvilket skabte uenighed om, hvilke vilkår HK’erne skulle arbejde under. Derfor stemte man d. 14. januar i år om overenskomstgrundlaget efter 2023.
Allerede der var det aftalen, at overenskomsten frem til 2023 skulle forhandles i løbet af foråret. Og det er den aftale, der nu er faldet på plads og stemt hjem.
Aftalen læner sig op ad de øvrige forlig, der er indgået med BL og Dansk Erhverv i løbet af foråret, og stigninger på både løn og fritvalgskonto kan potentielt blive større, da HK’erne selv skal forhandle lønstigninger i 2022. Overenskomstaftalen garanterer HK’erne en minimumsstigning, og derefter kommer det, de får ved deres individuelle lønforhandlinger.
LÆS OGSÅ: Kampvalg i TL: Kandidaternes mærkesager og pæneste ord om hinanden
Det er aftalt, at hvis man i de individuelle lønforhandlinger ikke bliver enige om andet, så går de midler, der som minimum er afsat til lønstigninger og fritvalgskonto, automatisk til generelle lønstigninger til alle.
HK’erne kan derudover også se frem til forbedringer af arbejdsmiljørepræsentanternes rettigheder, ret til uddannelse efter opsigelse, ret til frihed ved barns lægebesøg med mere.
Overenskomsten omfatter 2.000 ansatte.