Formand for HK og folketingsmedlem for S:
Der bliver spændt ben for uddannelse

TØMRER, ADVOKAT, SOCIALRÅDGIVER – tager man til gensynsfest med sine klassekammerater fra folkeskolen, er det altid sjovt at høre, hvilken vej de har valgt at gå. Især hvis man som os hører til den slags nørder, der hvert år venter i spænding, når søgetal og antal optagede på de forskellige uddannelser tikker ind. Fordi vi går meget op i uddannelse. Og fordi tallene giver et praj om, hvilken vej vindene blæser i samfundet.

Vi er begge gået ud af folkeskolen i slutningen af 70’erne. Hvordan ville billedet se ud, hvis man skulle kigge på en 9. klasse fra den årgang? Det ville være interessant at høre deres uddannelseshistorie.

Måske man ville møde sin gamle sidemand Peter, som fortæller, at han er kontoruddannet og arbejder som bogholder i en større virksomhed. Hans arbejdsopgaver har ændret sig som følge af digitaliseringen og kræver nye kompetencer. Derfor vil han gerne tilbage på skolebænken, og tage en efteruddannelse på akademiniveau i økonomi- og ressourcestyring, så han kan fastholde sit job. Men Peter har ikke råd, og hans arbejdsgiver kan ikke se fidusen i at betale deltagergebyret for ham.

SOSU-assistenten Rebecca vil gerne videreuddanne sig til sygeplejerske. Men selvom hun vil kunne få et halvt års merit for den erfaring, hun allerede har fået i sin tid på arbejdsmarkedet, kan hun ikke overskue, hvordan hun skal få det til at hænge sammen at tage en uddannelse på fuld tid og har droppet tanken.

Susanne arbejder i studieadministrationen på en uddannelsesinstitution. Hun vil gerne udvikle sig i sit job og tage et modul i diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Men det er umuligt at få til at hænge sammen med hendes arbejde. Der er hverken tid eller ressourcer til at fordele arbejdet på en anden måde, så der bliver rum til, at Susanne kan tage efteruddannelse.

Inge er uddannet socialrådgiver (professionsbachelor) og vil gerne tage en kandidatoverbygning på universitetet i pædagogik for at styrke sin karrierevej. Det er vanskeligt og opleves som meget frustrerende.

Endelig er der Allan, der fortæller om sin søn, som også har problemer. Han har en bachelorgrad i sociologi, men vil gerne arbejde i direkte kontakt med mennesker og uddanne sig oveni som pædagog. Men på grund af uddannelsesloftet kan det ikke lade sig gøre at skifte spor.

Dyre penge at spare

Som samfund har vi her i det 21. århundrede brug for at tænke uddannelse anderledes. Arbejdsmarkedet ændrer sig hele tiden. Nye teknologier, digitalisering og automatisering får nogle arbejdsopgaver til at forsvinde, mens nye opstår.

Den største trussel mod fremtidens vækst og velstand er ikke digitalisering af arbejdsopgaver – det er forsømmelsen af livslang læring med den nødvendige fleksibilitet i uddannelsessystemet. For hvordan skaber vi vækst og velstand, når verden forandrer sig? Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Svaret er enkelt; verdens bedst uddannede arbejdsstyrke.

Helt fra folkeskolen over ungdomsuddannelserne til de videregående niveauer har vi som samfund ansvar for at sikre kvalitet og fleksibilitet. Men som eksemplerne ovenfor viser, er der i dag desværre en række benspænd for dem, der ønsker at supplere deres uddannelse senere i livet.

Derfor skal det være nemmere for den enkelte at bygge ovenpå sin faglighed – hele arbejdslivet igennem. De færreste kan vel i dag forestille sig at sidde med det samme job eller de samme opgaver i 20, 30 eller 40 år. Generationen efter os og de kommende generationer vil have op til tre gange så mange forskellige arbejdsgivere, end vi har haft. Så selv om hovedparten af uddannelserne skal ligge i de unge år, er det utidssvarende at forestille sig, at man kan være færdiguddannet for livet som 25- eller 30-årig. Men omvendt kan det se håbløst svært ud, at videreuddanne sig, når først man er kommet ind på arbejdsmarkedet.

Det er ikke alene dumt men også dyrt at spare på uddannelse, som vi har set med regeringens omprioriteringsbidrag. Økonomi- og Indenrigsministeriet har for ganske nyligt analyseret sig frem til, at en investering i infrastruktur, uddannelse og forskning på 10 milliarder kroner kan øge Danmarks BNP (bruttonationalprodukt) med to procent. Vi vil derfor slå til lyd for, at der på tværs af Folketingssalen gives håndslag på disse fire dogmer for uddannelse:

1. Det er dyrt og dumt at spare på uddannelse
2. Kvalitet i uddannelse er vigtigt
3. Uddannelse skal være tilgængeligt hele livet
4. Uddannelse skal passe til de individuelle og samfundsmæssige behov.

Hvad så nu?

Ja, hvad så nu? Er det bare flotte ord på et stykke papir, der ender i skuffen eller brændeovnen? Nej, bestemt ikke.

Vi vil – fra hver vores position og med hver vores redskaber – kæmpe for, at Danmark igen bliver et land, der satser på uddannelse. Vi vil gøre op med de strukturer i uddannelsessystemet, som hører det 20. århundrede til og i stedet indrette os på det 21. århundredes vilkår på arbejdsmarkedet og i samfundet.

Vi vil søge bred opbakning til de fire dogmer og sætte handling bag intentionerne. Det betyder på den helt korte bane, at omprioriteringsbidraget på uddannelse skal skrottes, uddannelsesloftet fjernes, og at barriererne for efter- og videreuddannelse rives ned. Det har vi i HK og Socialdemokratiet givet hånd på. Nu rækker vi hånden ud til alle andre, der deler vores visioner.