Dystre ferieudsigter: Kaster du penge ud af vinduet?

2020120110350225_1000
Selv om mange sikkert trænger til en tur under sydens sol, så er udsigterne ikke særligt gode, hvis man vil følge udenrigsministeriets rejsevejledning. Foto: Loren Elliott/Reuters
Hvis du ikke kan eller vil ud at rejse det kommende år, så kan det måske godt betale sig at afmelde rejseforsikringen og tegne den igen senere.

Der er ingen garanti for, at drømmene om skiløjper og hvide sandstrande kan blive til virkelighed på den anden side af nytår.

Derfor kan det være en god idé at overveje at afmelde din årsrejseforsikring. Det siger Lars Baadsgaard, som er chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk med ansvar for finansielle test.

- Årsrejseforsikringen vil typisk blive forlænget automatisk, hvad end du har den som et separat tilvalg eller som en direkte tilknytning til din indboforsikring.

- I begge tilfælde løber forsikringsaftalen automatisk videre, men det betyder, at man risikerer at betale for en dækning, som man måske ikke får brug for. Så der kan potentielt være et helt års præmie at spare, hvis man ender med ikke at komme på ferie det meste af næste år, lyder det.

Det handler dog om, hvor meget du forventer at rejse, siger Lars Baadsgaard.

- Har man planlagt en skiferie i februar og håber og tror, at man kommer afsted, så synes jeg, at man skal lade sin årsrejseforsikring forny.

- Man kan også opsige forsikringen for noget af året, hvis man eksempelvis først skal afsted på ferie til august eller september. På den måde sparer man nogle måneders præmie, siger han.

Ifølge Anja Lintrup Sørensen, som er konsulent i brancheorganisationen Forsikring & Pension, skal man være opmærksom på fristen for opsigelse.

- Typisk skal den opsiges 30 dage før fornyelsesdatoen, for ellers skal man betale for en ny periode. Opsiger du din forsikring til den dato, hvor den udløber, koster det dig ikke noget gebyr.

Du kan også benytte en forkortet opsigelse, forklarer hun, så længe der ikke er tale om en enkeltrejseforsikring af højest en måneds varighed.

- Det betyder, at man kan opsige sine forsikringer med 30 dages varsel til den første i måneden, men så koster det et gebyr på 60-70 kroner per forsikring. Der kan gælde forskellige regler fra selskab til selskab, som typisk afhænger af, hvor længe man har været forsikret, siger hun.

Besparelsen kan ligge mellem et par hundrede kroner til et par tusind kroner om året, vurderer Anja Lintrup Sørensen. Den afhænger blandt andet af, om du har en europæisk årsrejseforsikring eller en forsikring for hele verden, som ofte er dyrere.


Anja Lintrup Sørensen og Lars Baadsgaard understreger begge, at det er vigtigt at huske at få gentegnet forsikringen, når man skal rejse igen.

Du skal også huske at holde øje med priserne på årsrejseforsikringer, siger Lars Baadsgaard.

- Som forbruger skal man ikke bare acceptere, at det bliver meget dyrere at rejseforsikre sig. Det gælder som i mange andre situationer om at undersøge markedet, hvis man får at vide, at selskabet sætter prisen op.

Ifølge Anja Lintrup Sørensen kan det enkelte forsikringsselskab lave nye prissætninger eller vilkår, så man kan derfor ikke være sikker på at få nøjagtig samme forsikring, hvis man senere gentegner den, og det skal man også tage med i sine overvejelser.

/ritzau fokus/

GDPR