3F: DA's sang om arbejdskraft lyder som en vinylplade, der er kørt i hak

Vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Simonsen, mener åbenbart at vide, at det er slut med rekrutteringskrisen i det offentlige.
Regeringen bør derfor droppe indsatsen for at hente sundhedspersonale i udlandet og i stedet arbejde på at hente mere endnu mere udenlandsk arbejdskraft til det private erhvervsliv og lave økonomiske reformer, der giver et større arbejdsudbud herhjemme, lyder det.
Men der er et fagligt fejlskud af dimensioner. Meldingen fra den virkelige verden er, at kommunerne fortsat mangler sosu’er og sygeplejersker, som også flere borgmestre og KL-topfolk har fortalt i A4 Beskæftigelse. Og denne mangel bliver kun større de kommende år, hvor der kommer flere og flere ældre medborgere herhjemme.
Kravet om såkaldte udbudsreformer med flere pisk til de ledige, syge og ældre samt nemmere adgang til udenlandsk arbejdskraft er også helt ude af trit med den virkelighed, vi andre lever i.
Intet behov for lempeligere regler
Det er desværre langt fra første gang, vi hører Dansk Arbejdsgiverforening beklage sig over mangel på arbejdskraft. Det er næsten så forudsigeligt og trættende, som en vinylplade, der ubehjælpeligt er kørt i hak.
På trods af arbejdsgiverforeningernes dommedags profetier om det stik modsatte, er beskæftigelsen de seneste 10 år bare braget i vejret til nye rekordhøjder uden, at vi har været i nærheden af overophedning.
LÆS OGSÅ: Flere borgmestre retter en skarp kritik mod arbejdsgiverforening efter afblæsning af rekrutteringskrise i det offentlige
Og det er jo heller ikke første gang, vi har hørt samme Erik Simonsen tigge om mere udenlandsk arbejdskraft. Det har vi også lagt øre til på trods af, at den udenlandske arbejdskraft er strømmet til Danmark i samme periode, så vi i dag har rekordmange udlændinge på det danske arbejdsmarked.
Der er hverken brug for nye udbudsreformer eller lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft. Det viser tallene med al tydelighed. Det, der til gengæld er brug for, er flere virksomheder, der tager deres uddannelsesansvar alvorligt. Og her burde dansk arbejdsgiverforening rette deres fokus og tage deres ansvar alvorligt.
Arbejdsgiverne skal gøre sig fortjent til arbejdskraft
Helt nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser nemlig, at der frem til november 2024 ”kun” er oprettet 560 flere lærepladser de seneste otte år, selv om arbejdsgiverne i 2014 lovede 8.000 til 10.000 flere lærepladser. Og det står jo i skærende kontrast til, at der lige nu er over 24.000 unge, der har en aktiv elevprofil på lærepladsen.dk.
Samtidig er der ifølge de seneste tal mere end 3.600 elever i skoleoplæring. Blandt andet mere end 600 på tømreruddannelsen og ca. 280 på elektrikeruddannelsen, som Erik Simonsen specifik mener, er et mangelområde. Her burde Dansk Arbejdsgiverforening træde i karakter og hjælpe de unge, der så gerne vil have en læreplads.
LÆS OGSÅ: Lækket notat: Nedslidte lønmodtagere risikerer at skulle betale for beskæftigelsesreform
Arbejdsgiverne skal derfor stramme op og gøre sig fortjent til fremtidens arbejdskraft. Arbejdsgiverne skal ikke bare søge den lette løsning og gang på gang gå tiggergang til politikerne om hjælp til endnu mere udenlandsk arbejdskraft fra den anden side af jordkloden.
Der skal derimod oprettes langt flere lærepladser, og der skal skabes et arbejdsmiljø i virksomhederne, som de unge kan se sig selv i.
Vi har fortsat over 80.000 ledige herhjemme, heraf næsten 10.000 3F’ere, og der er mere end 13 millioner ledige EU-borgere, som virksomhederne kan ansætte uden nogen form for bøvl og bureaukrati.
Arbejdsgiverne må tage skyklapperne af, droppe tiggerstaven og søge arbejdskraft blandt alle de unge, der søger en læreplads eller er ledige i Europa.
Drop nu de lette løsninger og tiggergangen hos politikerne – tag nu ansvar.