FH Nordjylland: Nej, Vanopslagh, de ledige skal ikke stå først for igen

SOM FORMAND FOR FH Nordjylland føler jeg et stort behov for at dele mine bekymringer om Liberal Alliances seneste forslag om at skære i dagpengesystemet for at finansiere en større oprustning af Forsvaret. Det er et forslag, der rammer mange hårdt, og som jeg mener, vi skal tage et kritisk opgør med.
Liberal Alliance foreslår at halvere dagpengeperioden til ét år, sænke dimittendsatsen til SU-niveau og afskaffe visse tillæg. På overfladen lyder det som en måde at skaffe penge til vigtige formål, men i praksis er det en bekostning, der vil ramme nogle af de mest sårbare i vores samfund. Og det er ikke bare mig, der siger det – tallene og virkeligheden taler deres eget tydelige sprog.
FOR DET FØRSTE er den danske ledighed allerede rekordlav. Med en arbejdsløshed på kun 2,9 procent og over 2,1 millioner danskere, der er medlemmer af en a-kasse, er dagpengesystemet allerede presset. Jeg har endda ikke engang medregnet dem, der er på efterløn, i disse tal. Få mennesker modtager i dag dagpenge, og at skære yderligere i systemet vil ikke føre til markante besparelser. I stedet risikerer vi at underminere den økonomiske sikkerhed for dem, der allerede står i en udsat situation. Er det virkelig den vej, vi skal gå?
For det andet er a-kasserne langt mere end bare en udgiftspost. De er en investering i vores arbejdsmarkeds fleksibilitet. Vores flexicurity-system er en af grundpillerne i den danske model, og det sikrer, at virksomheder kan tilpasse sig markedets behov uden at lade arbejdsløse i stikken. Dagpengesystemet giver ledige mulighed for at finde det rigtige job – et job, der matcher deres kompetencer og ambitioner – i stedet for at tvinge dem ud i lavtlønnede jobs, der ikke gavner hverken den enkelte eller samfundet som helhed. Hvis vi fjerner denne sikkerhed, risikerer vi at skabe mere usikkerhed og pres på de sociale ydelser. Netop denne usikkerhed er noget, vi som samfund bør bekæmpe, ikke forværre.
For det tredje rammer Liberal Alliances forslag de forkerte. At forkorte dagpengeperioden til ét år er ikke en garanti for, at flere kommer i arbejde. Derudover vil nedlæggelsen af muligheden for at tilegne sig en erhvervsuddannelse på et af arbejdsmarkedets mangelområder på 110 procents dagpengesats kun besværliggøre den rekrutteringskrise, der i forvejen er i fag inden for eksempelvis sundhed, pleje og grøn omstilling. I mange brancher tager det tid at finde det rigtige job, og for dimittender, der allerede står i en udfordrende overgang fra studie til arbejdsmarked, vil en sænkning til SU-niveau kun betyde økonomisk usikkerhed. Mange unge vil måske endda blive nødt til at søge mod udlandet for at finde bedre vilkår. Er det virkelig den udvikling, vi ønsker for Danmark? Usikkerheden for de unge vil kun blive større, og det er en bekymrende udvikling for både deres fremtid og vores fælles samfund.
LÆS OGSÅ: V og M afviser ikke ekspertgruppes forslag: "Ingen tvivl om, at der kan spares på uddannelse"
Og lad os ikke overse, at a-kasserne i høj grad er selvfinansierende ved så lav en arbejdsløshed som den, vi har i dag. Med så få ledige og så mange medlemmer, der betaler ind til systemet, er det næsten en selvfølge, at a-kasserne i praksis næsten selvfinansieres. Medlemmernes bidrag dækker langt hen ad vejen udgifterne, og det er derfor misvisende at fremstille dagpengesystemet som en stor byrde for samfundsøkonomien. At skære i systemet vil derfor ikke give de store besparelser, men derimod skabe unødvendig usikkerhed for de få, der faktisk er afhængige af det.
OG SÅ ER DER det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skal det være de ledige, de nedslidte, som opkvalificerer sig, og dimittender, der skal betale for en oprustning af Forsvaret? Som dansker er jeg træt af, at det altid er den menige lønmodtager, der skal bære byrderne for samfundets udfordringer i de svære tider. Hvis Forsvaret har brug for flere midler, bør finansieringen komme fra en bredere beskatning eller fjernelse af allerede planlagte skattelettelser, eller gennem omprioriteringer, der ikke rammer de mest sårbare. Det er et politisk valg, hvem man vil tage fra, og her virker Liberal Alliances forslag mere som en ideologisk kamp end en reel løsning på en økonomisk udfordring.
Lad os ikke glemme, at et velfungerende arbejdsmarked kræver balance. Balance mellem fleksibilitet og sikkerhed. At underminere dagpengesystemet vil kun føre til større usikkerhed og risiko for, at flere falder helt ud af arbejdsmarkedet. Usikkerheden er allerede stor nok for mange, og vi bør ikke gøre den endnu større. Derfor bør Liberal Alliances forslag afvises. Vi har brug for en mere ansvarlig og solidarisk finansieringsmodel, en model, der ikke går ud over dem, der allerede står i en udsat position.