Byggegruppens topforhandler: Kritisk situation bør få alarmklokkerne til at ringe hos arbejdsgivere

20250116-121149-L-1920x1249web
Claus von Elling er formand for 3F's byggegruppe. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Rekruttering er lige nu den største udfordring for byggebranchen. Det er vi i 3F Byggegruppen fuldstændigt enige med arbejdsgiverne om. 

Hvis arbejdsgiverne vil tiltrække flere dygtige medarbejdere, så er de nødt til at være konkurrencedygtige. 

Det gælder i konkurrencen om de unge, der overvejer, om byggebranchen er noget. Eller om måske industrien, et hæve-sænkebord eller noget helt fjerde, er den vej, de skal gå.  

Det gælder også, når en 50-årig betonarbejder skal beslutte sig for at tage et par ekstra timers overarbejde eller bruge tiden med sin familie, og det gælder, når det kommer til at tiltrække de bedste europæiske bygge- og anlægsarbejdere. 

Når vi i fagbevægelsen spørger vores medlemmer, hvad der får dem til at stå op og gå på arbejde hver dag, er det ikke overraskende løn, vilkår og arbejdsmiljø, der topper listen. 

På en klar andenplads følger ønsket om ordnede forhold for deres udenlandske kolleger. 

Hvis den grønne omstilling, klimatilpasning og de planlagte infrastrukturprojekter skal blive til virkelighed, så skal byggebranchen op i helt andet gear, både når det kommer til rekruttering og til fastholdelse.

Byggeriet er en fantastisk branche, men det er også hårdt og fysisk krævende, og det slider hårdt på helbredet. Byggeriet er ulykkeligvis stadig en af de farligste og mest nedslidende brancher. 

Mange forlader desværre branchen for tidligt på grund af nedslidning. Den øgede konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft er med til at presse tempoet op og sikkerheden ned. 

Den onde spiral er nødt til at blive brudt.

Unge vælger byggeriet fra

Kampen om de unge er benhård. Der er færre på vej ud på arbejdsmarkedet, og alle brancher kæmper indædt om deres gunst.

Og de unge mennesker forventer et arbejdsliv, som er i balance med familielivet. Skal byggebranchen være attraktiv i fremtiden, skal forholdene i det mindste matche det, man kan få i alle andre steder i samfundet.

Ønsket om et arbejde som giver mening, har altid været drivende for unge i byggeriet. Det er det stadig. Man vil gerne udrette noget konkret, og man vil gerne gøre en forskel. Derfor vil fremtidens unge heller ikke finde sig i at se udenlandske kolleger blive behandlet langt dårligere end de selv, og mange er direkte flove over at blive associeret med den udbredte kriminalitet i byggeriet. 

Situationen er kritisk. Ifølge tal fra Byggeriets Uddannelser er antallet af igangværende uddannelsesaftaler faldet med 801 personer fra 2023 til 2024.

Sidste år blev der kun indgået 9.578 nye uddannelsesaftaler i byggeriet. 

Det bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle arbejdsgivere. Hvis vi ikke får flere unge til at vælge byggefagene, vil vi i fremtiden mangle kvalificeret arbejdskraft til at løfte både private og offentlige byggeprojekter.

Hele Europa skriger på byggearbejdere 

Hvis danske virksomheder vælger at forsøge at hente endnu flere udenlandske medarbejdere, står de over for en ny udfordring. For det første betyder det, at der ikke bliver uddannet nye faglærte på den opgave, der udføres. For det andet, er Danmark langt fra det eneste land i Europa, der har svært ved at rekruttere dygtige byggearbejdere. 

Den seneste rapport fra det europæiske arbejdsformidlingsnetværk EURES om arbejdskraftmangel i Europa viser, at næsten halvdelen af de mest efterspurgte faggrupper tilhører byggebranchen. 

Der er kæmpestor efterspørgsel på blandt andre svejsere, betonarbejdere, gulvlæggere og murere. Hvis vi i Danmark ikke kan tilbyde ordentlige løn- og arbejdsvilkår, vil de dygtige medarbejdere søge andre steder hen.

At sikre bedre forhold i byggebranchen er ikke en omkostning, men en investering i fremtidens medarbejdere.

Hvis vi vil tiltrække gode folk, kræver det konkurrencedygtige løn- og arbejdsvilkår og en tryg branche fri for kriminalitet og svindel.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR