BUPL ansætter chef fra Forsvarets arbejdsgiverkontor

BUPL har fundet en ny chef for ledelsessekretariatet, og valget er faldet på Esben Stoustrup.
Som chef for ledelsessekretariatet får Esben Stoustrup blandt andet ansvar for den politiske betjening i BUPL, herunder af forretningsudvalg og hovedbestyrelse.
Stoustrup, der havde første arbejdsdag mandag den 3. marts, bliver også ansvarlig for BUPLs HR-arbejde.
Det er ikke et arbejdsområde, der ligger fremmed for den nye chef, der kommer fra en stilling som kontorchef i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, der står for HR og overenskomster i Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Hjemmeværnet og en række styrelser.
Her sad Esben Stoustrup i Center for Koordinering og Strategi.
Det bliver dog næppe et stort kulturchok at skifte staten ud med en fagforening, der primært slår sine folder på det kommunale arbejdsmarked.
Esben Stoustrup har nemlig fortid både som politisk konsulent i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland og konsulent i Kommunernes Landsforening (KL).