Amanda Irina Larsen bliver Metal Ungdoms første kvindelige formand: "Jeg er klar til at fylde stiletterne ud!"

amanda_ungdomsformand
Amanda Irina Larsen efterfølger Carl Emil Lind Christensen og Thomas Skriver Jensen, begge markante stemmer i arbejdsmarkedsdebatten, på posten. Foto: Dansk Metal
Det bliver Amanda Irina Larsen, der overtager roret efter Carl Emil Lind Christensen. Metals nye ungdomsformand håber på at blive en rollemodel for kvinder og piger i fagforeningsarbejde.

Knap var nyheden om de netop vedtagne overenskomster trængt ind, før Carl Emil Lind Christensen meddelte, at han stopper som formand for de unge industriteknikere, smede og mekanikere i Metal Ungdom. 

OK23 var kørt sikkert hjem, og da han får svendebrev som industritekniker til maj, mente Carl Emil Lind Christensen, at tidspunktet var det rette til at overgive roret. 

LÆS OGSÅ: Erhvervsskolernes oprørsleder genvalgt som formand for Metal Ungdom

Metal Ungdom har i samme ombæring udpeget 27-årige Amanda Irina Larsen, der står i lære som låsesmed, som ny formand. 

"Som den første kvindelige formand nogensinde for Metal Ungdom, håber jeg, at jeg kan være rollemodel for andre kvinder og piger, der ønsker at engagere sig i fagforeningsarbejde og tage lederskab i deres arbejde og samfund. Det er ret vildt, og det viser, at Metal Ungdom er en organisation, der ønsker at afspejle og inkludere forskellige perspektiver og baggrunde. Det er jeg virkelig stolt af," skriver hun på Facebook.

Amanda Irina Larsen efterfølger på posten ikke kun Carl Emil Lind Christensen, men også den forrige formand Thomas Skriver Jensen, nu folketingsmand for Socialdemokratiet: "Jeg er klar til at fylde stiletterne ud!"

Den nye ungdomsformand har tidligere været ansat som ungdomskonsulent i Dansk Metal og har en baggrund som uddannet kontorassistent, hvor hun var elev i Dansk El-Forbund.

Hun er endvidere politisk valgt i Hvidovre Kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet - en byrådsplads hun som førstesuppleant overtog fra Maria Durhuus (S), der blev valgt til Folketinget sidste år. 

GDPR