Ditte Brøndum: Vi skal drømme sammen og større i fagbevægelsen

Både det private og offentlige arbejdsmarked har oplevet tiltrængte lønstigninger ved de seneste overenskomstforhandlinger, og heldigvis bakkede medlemmerne flot op. Men om den moderne arbejdstager står tryggere tilbage, er jeg mindre sikker på.

For arbejdsmarkedet byder i dag på en lang række udfordringer. Globalisering og den teknologiske udvikling ændrer radikalt på vilkårene. Arbejdsmiljøet er under pres, da arbejdet for mange bliver grænseløst, og kravene om at præstere hurtigere og bedre stiger. Samtidig eskalerer uligheden drastisk, og vores sikkerhedsnet bliver mere hullet med lavere dagpenge og en offentligt velfærd under pres.

Men hvor problemerne for lønmodtagerne er store, savner jeg ofte større fælles svar fra fagbevægelsen. Vi er gode til at fokusere på den næste forhandling og de farer, der lurer lige om hjørnet. Men sjældent hæver vi blikket og går ind i en bredere debat, der går tættere på befolkningens bekymringer.

Hvordan spørger vi?

I min optik starter problemerne i den måde vi taler med vores medlemmer på. I Dansk Socialrådgiverforening bruger vi for eksempel meget energi på medlemsmøder og har endda
udviklet et udmærket spil, hvor man kan prioritere ønsker til overenskomsten.

Men spørgsmålene er ofte for simple. Når medlemmerne skal vælge mellem bedre arbejdsmiljø
eller højere løn, er løn det oplagte valg – det er konkret og inden for overenskomstens ramme. Arbejdsmiljøet derimod fremstår som en kompleks og teknisk diskussion, der føles mindre opnåelig.

En analyse fra FH viser, at arbejdstagere prioriterer bedre arbejdsmiljø virkeligt højt. Så hvorfor afspejler det sig ikke i overenskomstarbejdet? Måske fordi vi stiller forudsigeligespørgsmål, der passer ind i vores eksisterende overenskomst rammer, frem for at åbne op for, hvad medlemmerne virkelig ønsker.

Vi skal turde stille mere åbne spørgsmål og derefter tage ansvar som fagforeningspolitikere og ansatte for at udvikle løsninger, der matcher de reelle behov. Vi skal ikke tro, at medlemmerne nødvendigvis kender de konkrete løsninger på de store problemer, fordi de ikke har adgang til den samme viden og den samme tid som ledelsen i fagbevægelsen har.

Hvem repræsenterer vi?

Et andet problem er, hvem vi spørger. I nogle fagforeninger spørger man kun tillidsrepræsentanterne. Det er en vigtig gruppe, men deres perspektiv er ofte præget af erfaring og indsigt i fagforeningens logikker – ikke nødvendigvis af de bredere behov blandt medlemmerne.

Hos os spørger vi deltagerne på klubmøder. Men her tiltrækker vi sandsynligvis en bestemt gruppe – dem, der har tid og overskud til at deltage, ofte uden små børn eller med en særlig interesse i fagforeningen.

Dem, vi slet ikke når, er potentielle medlemmer, der endnu ikke har set værdien af et medlemskab. Vi er selv i DS i fuld gang med at udvikle på, hvordan vi spørger. Nogle vil måske spørge, hvorfor vi skal lytte til dem, der står udenfor. Svaret er enkelt: Vores fællesskab bliver ikke mere attraktivt, hvis vi ignorerer, hvad der er vigtigt for de mange. Faneflugten fra organiserende fagforeninger er et stort, blinkende rødt problem, der kræver handling nu.

Vi skal være først

Arbejdsmarkedet flytter sig i disse dage med stor hast og arbejdstagere accepterer for eksempel ikke længere upassende adfærd og diskrimination. Og selv om vi var dygtige til at gå i forhandlingsrummet, da først temaet var rejst, så mener jeg, at vi reagerer alt for sent på disse dagsordener.

Vi burde have taget teten i stedet for at komme halsende bagefter.

Det samme gælder ønsket om mere tid til familien og bedre rammer for fleksibilitet – emner, der fylder for mange lønmodtagere i dag. Fagbevægelsen skal ikke blot reagere. Vi skal være dem, der sætter de dagsordener, som betyder noget for lønmodtagerne.

Det kræver, at vi tør drømme stort og skabe rum til at tænke de store tanker sammen. Hvis vi endelig skal nyde de laurbær, som vi har hvilet for længe på, så har historien har vist os, at vi kan opnå uendeligt meget, når vi står sammen.

Det er den styrke, vi skal genfinde – og bruge til at forme fremtidens arbejdsmarked.