BJMF-formand: Derfor stemmer jeg "nej" til OK23 trods positive elementer
BJMF HAR SOM ALTID forberedt sig grundigt på OK23 og været igennem en lang og grundig proces, hvor vi sammen har udtaget og prioriteret medlemmernes krav. Vi har i fællesskab forventningsafstemt, vi har mobiliseret og vi har aktiveret hinanden i et omfang uden sidestykke.
LÆS OGSÅ: Foreløbigt flertal af 3F's byggegrupper anbefaler at stemme "ja"
Dette resulterede i følgende overordnede hovedkrav fra BJMFs side:
Et løft af bunden og bevarelse af reallønnen, et stop for social dumping og en nedsættelse af arbejdstiden.
Selvom det i den brede offentlighed og af hovedforhandlerne er blevet kaldt de sværeste forhandlinger nogensinde, er sandheden, at vi aldrig har stået i en mere gunstig forhandlingsposition som arbejdstagere
Claus Westergreen, formand 3F BJMF
Optakten til OK23 har hele tiden været på et bagtæppe, hvor arbejdsgiverne har jamret og klynket over inflation, stigende materialepriser og en potentiel recession i kikkerten.
Det er imidlertid min opfattelse, at arbejdsgiverne aldrig har haft så enorme overskud som nu, og det har i den grad sprunget skalaen for, hvad arbejdstagerne har kunnet tillade sig at have af forventninger til forhandlingsresultatet. Selvom det i den brede offentlighed og af hovedforhandlerne er blevet kaldt de sværeste forhandlinger nogensinde, er sandheden, at vi aldrig har stået i en mere gunstig forhandlingsposition som arbejdstagere.
Da regeringen så fremturede med deres bastante og utilgivelige overgreb på den danske model og uden de store sværdslag fjernede store bededag og dermed tvang en forøgelse af arbejdstiden ned i halsen på arbejdstagerne, blev forventningerne om, at vores realløn, købekraft og frihed skulle tilbageerobres under dette års forhandlinger, yderligere styrket.
JEG ANERKENDER, at forhandlingsresultatet indeholder positive elementer. Blandt andet er der en række protokollater om uddannelse og opkvalificering, som jeg forventer vil give et nødvendigt løft af kollegaernes kvalifikationer.
Forbedringer for vores tillidsrepræsentanter og kollegaernes muligheder for at vælge tillidsrepræsentanter i arbejdstiden, er ligeledes positivt.
LÆS OGSÅ: Gennembrud i kampen mod social dumping skal trække byggeoverenskomster over stregen til et "ja"
Jeg anerkender også, at bestemmelserne om et boligtillæg i minimum fire måneder til nyansatte kollegaer, som ikke er bosiddende i Danmark, er en forbedring.
DET BLEV DOG IKKE TIL en indfrielse af vores krav om et reelt kædeansvar eller et generelt løft af lønnen i bunden. Derfor har jeg svært ved at forestille mig, at ”nybruddet” løser byggebranchens udfordringer med social dumping generelt.
Kravene, vi rejste frem mod OK23, sammenholdt med det forhandlingsresultat, der foreligger, stemmer således i store træk ikke overens.
Historisk set, så er alle landvindinger, som fagbevægelsen i tidens løb har kæmpet for, blevet opnået ved, at vores forgængere aldrig har ladet sig nøje! Og det nægter jeg også at gøre
Claus Westergreen, formand 3F BJMF
Jeg mener fortsat, at den såkaldt ”sværeste” overenskomstforhandling i nyere tid i virkeligheden var den stærkeste forhandlingsposition, arbejdstagerne har haft i nyere tid.
Derfor er resultatet slet ikke hverken tilstrækkeligt eller godt nok, og derfor kan det ikke blive andet end et nej fra min side. Jeg har en forpligtelse til at arbejde for medlemmernes interesser, og jeg har efter min bedste overbevisning svært ved at opfatte dette forlig som det bedst opnåelige.
Historisk set, så er alle landvindinger, som fagbevægelsen i tidens løb har kæmpet for, blevet opnået ved, at vores forgængere aldrig har ladet sig nøje! Og det nægter jeg også at gøre.