Tidligere næstformand i 3F's byggegruppe stiller op for Enhedslisten

I november sidste år takkede Palle Bisgaard af som næstformand i 3F's byggegruppe siden 2013.
Han havde nået pensionsalderen og indstillede derfor en fagpolitisk karriere, der har varet næsten 50 år.
Men Bisgaard, der oparbejdede et ry som en af fagbevægelsens mest drevne arbejdsretlige kapaciteter og en markant stemme i debatten om social dumping, vender tilbage til offentlighedens søgelys frem mod efteråret.
Han springer nemlig ud som politiker og vil til kommunalvalget 2025 være på stemmesedlen for Enhedslisten.
"Det er ikke så tit at jeg lægger personlige beskeder op, men i dag er en speciel dag. Enhedslisten på Frederiksberg har opfordret mig til at stille op til kommunalvalget til November. Det har jeg sagt ja til, og i aften har jeg fået afdelingens opbakning til at stille op som nummer 5 på vores liste," skriver Bisgaard på Facebook.
Palle Bisgaard har været en af topforhandlerne på byggearbejdernes overenskomster siden 2013.
I 1991 blev den udlærte bygningssnedker faglig sekretær i Snedker- og Tømrerforbundet, og den fagpolitiske karriere fortsatte, da forbundet blev en del af Træ-Industri-Byg (TIB) og senere 3F.
Socialistisk politik vil ikke være helt fremmed for Palle Bisgaard, der i en årrække i 1970'erne var engageret i partiet Venstresocialisterne.