Jan Hoby: Trepartsaftalen gør mere skade end afskaffelsen af store bededag
METTE FREDERIKSENS OG Socialdemokratiets evne til at udmanøvrere fagbevægelsen strategisk, taktisk og politisk har vist sig at være fagbevægelsen overlegen på alle parametre. Mette Frederiksens genistreg er, at Socialdemokratiet får solgt lappeløsninger og discountordninger fyldt med forringelser, som Socialdemokratiet har været arkitekter bag. Det er et taktisk mesterværk.
Endnu et socialdemokratisk valgløfte er indfriet. Først Arne-pension og nu lønløftet til udvalgte offentligt ansatte. I den socialdemokratiske selvforståelse er det succes med succes på. Det kan godt være, at vælgerne og især fagbevægelsens medlemmer ikke har kvitteret på valgdagene eller i meningsmålingerne, men det har fagtoppen, der sørger for, at aftalerne serveres, så medlemmerne ikke stejler.
Med trepartsaftalen er der sket et digebrud, hvor fagbevægelsen har accepteret markante indrømmelser og modregninger, som både har kortsigtede og langsigtede konsekvenser for fagbevægelsen, medlemmerne og resterne af velfærdsstaten. Det er ren selvskadende virksomhed.
At fagbevægelsen accepterer, at forudsætningen for indgåelse af en trepartsaftale skal ske ved besparelser og fyringer i milliardklassen på en i forvejen rundbarberet administration i kommunerne, er himmelråbende usolidarisk.
PÅ FINESTE VIS ILLUSTRERER DET, at den danske models epoke er forbi. Samtidig siger det alt om, hvor svagt fagbevægelsen står over for de politiske arbejdsgivere. Fagtoppen har dermed svækket den demokratiske legitimitet op til OK24 og potentielt også argumentet for at være organiseret i en overenskomstbærende fagforening.
Med et pennestrøg var al snak om ligeløn forsvundet – selv fra fagtoppen i kvindefags-fagforbundene, der sad med ved finansministerens forhandlingsbord
Jan Hoby, næstformand i LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger
Oprindeligt var klassekompromisset mellem arbejderne og kapitalen, den danske model, et resultat af arbejderbevægelsens enorme styrke. Politikerne og arbejdsgiverne indså, at de ikke kunne overvinde fagforeningerne. De var nødt til at forhandle med dem. Med andre ord hvilede den fredfyldte sameksistens mellem arbejdere og kapital på en stærk arbejderbevægelse. Men denne trepartsaftale udstiller det modsatte.
Lønmodtagerne flygter i hobetal fra fagbevægelsen, og ungdommen melder sig ikke under fanerne. Fordi fagbevægelsen er ophørt med at drømme stort og have en konkret vision og ambition for et andet og bedre samfund. Fagtoppen har reduceret fagbevægelsen til hjælpe-socialdemokrater og sat lighedstegn mellem medlemmernes interesser, og hvad end det politiske flertal mener.
GENISTREGEN LIGGER I, at trepartsaftalen ikke handlede om opgør med tjenestemandsreformens 54 år lange uligeløn til de traditionelt kvindedominerede fag i den offentlige sektor. Men om rekruttering, fastholdelse og øget arbejdsudbud. Med et pennestrøg var al snak om ligeløn forsvundet – selv fra fagtoppen i kvindefags-fagforbundene, der sad med ved finansministerens forhandlingsbord.
Når trepartsaftalen om løn viser sig at være en engangsforestilling, så skal de to faggrupper og resten af de traditionelle kvindefag stadig vente et helt nissseliv – altså 400 år – før der er udsigt til ligeløn!
Jan Hoby, næstformand i LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger
Godt nok vil pædagoger, ifølge BUPL, få et lønløft på 1.800 kroner om måneden, mens sygeplejersker samlet kan opnå 3.000 kroner mere om måneden ifølge Dansk Sygeplejeråd. Men det opnår de to faggrupper ikke ligeløn af. Når trepartsaftalen om løn viser sig at være en engangsforestilling, så skal de to faggrupper og resten af de traditionelle kvindefag stadig vente et helt nissseliv – altså 400 år – før der er udsigt til ligeløn!
LÆS OGSÅ: Overblik: Sådan fordeles lønløftet på 6,8 milliarder kroner
Trepartsaftalen om lønløft til rekrutteringsudfordrede fag, blev til endnu en trepartsaftale – helt i tråd med traditionen siden fælleserklæringen i 1987 – hvor modkravene fra de politiske arbejdsgivere altid overstiger de resultater, fagbevægelsen får til deres medlemmer. Modkravene derimod har ikke fyldt meget i debatten, selvom der står arbejdsudbudsreform over hele trepartsaftalen. For alle modkrav handler om at arbejde mere, længere og skævere.
Den største trussel mod resterne af velfærdsstaten er, at de mennesker, som hver dag yder velfærd, slider sig selv i stykker, mens politikerne med rund hånd skærer på hviletid og seniordage. Det er en aftalebaseret brutalisering af arbejdslivet for de offentligt ansatte, der har natarbejde og skiftearbejde. Medarbejderflugten og rekrutteringskrisen stopper ikke med mere af det samme.
Mon fagtoppen har forstået, at de har indgået en trepartsaftale, der gør mere skade end afskaffelsen af store bededag?
Jan Hoby, næstformand i LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger
Mon fagtoppen har forstået, at den har indgået en trepartsaftale, der gør mere skade end afskaffelsen af store bededag? Den har accepteret, at massevis af seniordage for hundredtusindvis af offentligt ansatte snuppes i et hug. I gennemsnit mister offentligt ansatte 30 seniordage (svarende til seks års seniordage). De 58-årige er i dag sikret ti år med seniordage inden folkepensions-alderen, da folkepensionsalderen for nuværende 58-årige er 68 år. Men da pensionsalderen stiger og stiger, så vil retten til seniordage følge stigningen i pensionsalderen.
LÆS OGSÅ: Morten Skov er en glad mand i dag – men snart melder tømmermændene sig
Det er udtryk for en total kapitulation over for konkurrencestatens nyliberale syn på arbejdere. Samtidig viser det, at fagbevægelsens kamp for tryghed, nedsat arbejdstid, mere fritid, bedre arbejdsmiljø og udbygning af velfærdsstaten med lighedsskabende prioriteringer hører en svunden tid til.
Men er der noget, fagtoppen frygter mere end arbejdsgivernes angreb, så er det, når medlemmerne ikke vil acceptere deres vilkår, men i stedet stemmer "nej" til overenskomster og "ja" til kollektiv handling, der kan udvikle sig til massestrejker og overenskomststridige strejker. Vi må se, hvad der sker.
For nu har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet fået det, de kom efter. En trepartsaftale, der binder fagbevægelsen på hænder og fødder, så de føjer sig for markedskræfterne og den fortsatte nedrivning af arbejderbevægelsens lighedsskabende velfærdsstat. Det er den nedslående konklusion på en trepartsaftale, der understreger fagbevægelsens eksistentialistiske krise.
