Janne Gleerup: Vi skal åbne de lukkede døre i fællesskabet

janne_g1
Janne Gleerup, forperson i DM. Foto: DM
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

I et indlæg i A4 Medier rejser Simon Tøgern, seniorkonsulent i HK Privat, kritik af den akademiske fagbevægelse.

Akademikernes faglige organisationer beskæftiger sig så lidt med overenskomstdækning for deres privatansatte medlemmer, at overenskomster på det private arbejdsmarked synes at være "en by i Rusland" for organisationerne, lyder det fra seniorkonsulenten.

Ikke nok med det.

Simon Tøgern sætter trumf på ved at pointere, at et i hans optik manglende pres fra den akademiske fagbevægelse på arbejdsgiverne betyder en generelt vigende overenskomstdækning på det private arbejdsmarked.

LÆS OGSÅ: Simon Tøgern: Er overenskomster en by i Rusland for DM?

Men han drøner ikke bare direkte mod en pivåben dør. Kritikken er også helt galt afmarcheret.

Der skal to til en overenskomst

I den akademiske fagforening DM kæmper vi naturligvis for ordnede vilkår og overenskomstdækning for alle vores medlemmer, uanset deres faglighed, ansættelsesform, branche eller sektor.

Det gør vi hver eneste dag. Sådan har det faktisk været, siden vi blev grundlagt i 1918.

Men der skal som bekendt to parter til en overenskomst. Og det er netop her, hunden ligger begravet. I arbejdsgiverorganisationerne møder vi korslagte arme, lukkede døre og en meget principiel modstand mod overenskomstdækning for akademikere.

Et glimrende eksempel på arbejdsgivernes indstilling er den tumultariske føljeton om museet Arken, som jeg ved, at HK Privat kender til. Ganske kort fortalt vil museet, der medlem af Dansk Erhverv, ikke lave overenskomster for akademikere.

Til gengæld har Dansk Erhverv overenskomst med blandt andre HK. I praksis betyder det, at når en arbejdsgiver, eksempelvis Arken, melder sig ind i Dansk Erhverv, så er arbejdsgiveren forpligtet af den overenskomst som HK har med Dansk Erhverv. Det er fint beskrevet på HK’s hjemmeside

Helt modsat forholder det sig for akademiske ansatte, som i stigende grad finder ansættelse i det private. Der er ingen færdig og klar overenskomst, som automatisk træder i kraft. Tværtimod. Vi skal forhandle fra hus til hus. Og det er op ad bakke, fordi arbejdsgiverorganisationerne jo kategorisk nægter at tegne overenskomst for akademikere.

Alligevel er det lykkedes os i DM at indgå stribevis af overenskomster. Simon Thøgern kan derfor roligt spare sig rejsen til Rusland i jagten på en akademikeroverenskomst på det private arbejdsmarked.

Faktum er nemlig, at vi på privatområdet har overenskomster fra Albertslund til Assen. Fra Ballerup til Brønderslev. Fra Favrskov til Fredensborg. Fra Lemvig til Lolland og så videre. Og vi lander løbende flere overenskomster på det private arbejdsmarked på kryds og tværs af landet.

Vi kan lære meget af medlemmerne

I mit interview med A4 Overenskomst den 30. december 2024, som Simon Tøgern henviser til i sit indlæg, bruger jeg meget taletid på at fremhæve, at vi i fagbevægelsen skal spille hinanden stærkere gennem mere samarbejde, fordi arbejdsmarkedet i dag er mere komplekst sammenvævet end tidligere.

Problemer rammer bredt på tværs af fag, og det skal vores løsninger afspejle. Det kalder på koordinering og samarbejde i fagbevægelsen. 

I den forbindelse kan vi lære enormt meget af vores medlemmer. Ude på arbejdspladserne løser de i fællesskab udfordringer hver eneste dag. Og de gør det uden at skæve til, hvilken fagforening den ene, anden eller tredje er medlem af.

I stedet for at pege fingre ad hinanden fra det ene københavnske forbundshovedsæde til det andet, bør vi styrke samarbejdet om at sikre bedre vilkår og overenskomstdækning for alle medlemmer. Uanset deres fag, ansættelsesform, branche eller sektor.

Det fortjener vores medlemmer. Det fortjener den danske model. Og det fortjener samfundet.   

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR