Tidligere HK-formandskandidat Martin Rasmussen stopper i 3F

Martin_Rasmussen_nyt_job
Foto: Privat
Efter tre år som først sekretariatschef og siden centerchef stopper Martin Rasmussen i 3F.

Centerchef Martin Rasmussen siger nu farvel til 3F efter tre år. 

Det skriver han på LinkedIn

Martin Rasmussen kommer ikke nærmere ind på, hvorfor han forlader fagforbundet.

"I fredags blev 3F og jeg enige om at stoppe vores samarbejde," lyder det blot i opslaget.

Martin Rasmussen blev oprindeligt hevet ind i 3F til en stilling som sekretariatschef, men han blev siden i forbindelse med en omstrukturering gjort til centerchef for Center for Tillidsvalgte og Kurser, hvor han har arbejdet med uddannelse af tillidsvalgte og kursusadministration.

Før tiden i 3F har Martin Rasmussen tilbragt 30 år i HK. 

Gennem de sidste fire år var han næstformand, og i 2021 stillede han op i mod nuværende formand Anja C. Jensen ved et formandsvalg og var dengang kun fem stemmer fra at vinde valget. 

Martin Rasmussen, der ifølge sit opslag nu er på udkig efter nyt arbejde, har desuden siddet i bestyrelsen for Arbejdsmiljørådet, Beskæftigelsesrådet og HF & VUC Fyn. 

GDPR