A4's netværk for den danske model får nye ledere
A4 Mediers netværksgruppe for den danske model har fået nye mødeledere, og det er to erfarne kræfter fra henholdvis arbejdsgiver- og lønmodtagersiden, der fremover skal styre slagets gang.
Ny mødeleder i netværket Michael Jacobsen er direktør for Ansatte Tandlægers Organisation, men han har før det været direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation og LO.
Han har også en baggrund i Akamedikernes A-kasse, hvor han har været sekretariatschef, og har derudover været ledelseskonsulent i LO. Michael Jacobsen har stor viden inden for arbejdsmarkedspolitik og den danske model, ligesom han er skarp på strategisk ledelse og public affairs.
Netværkets anden mødeleder bliver Anders Søndergaard Larsen, der har 30 års erfaring fra Dansk Industri, før han for nylig blev selvstændig. Han har hos Dansk Industri siddet i stillinger som medlemsdirektør, underdirektør, vicedirektør og overenskomstchef.
Anders Søndergaard har stor viden inden for forhandling, overenskomststof, konfliktløsning og jura.
Netværket henvender sig til overenskomstchefer, forhandlingschefer og andre profiler, der har interesse i den danske model. Det er et forum skabt med formålet at bygge bro mellem arbejdsgiver- og arbejdstagersiden og at styrke fundamentet for den danske model.
Næste netværksmøde afholdes d. 4. december, og I den kommende tid får netværksgruppen blandt andet besøg af forbundsformand i Socialpædagogerne Benny Andersen, FH-direktør Mads Reinholdt og analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Emilie Damm Klarskov.
Du kan læse mere om netværket her.