BUPL: Ikke alle skal kunne blive pædagog
[email protected]
PÆDAGOGUDDANNELSEN HAR ALTID haft ry for at uddanne mønsterbrydere, og studerende, der ikke kommer fra hjem med klaver, er gennem tiden blevet fænomenale pædagoger. Et karaktergennemsnit fra gymnasiet siger ikke alt, og du har brug for at sætte mange ikke-målbare kompetencer i spil på vejen til at blive en dygtig pædagog.
Desværre er det, i takt med at pædagoguddannelsen er blevet presset på ressourcer, blevet sværere og sværere at skabe de rette betingelser for at få alle studerende med. Men vi er ganske enkelt nødt til at insistere på, at der skal stilles høje krav til de studerende, der efter endt uddannelse skal tage ansvaret for små børns trivsel og udvikling, være en rollemodel for unge og bringe sig selv i spil i det vigtige relationsarbejde som pædagog. Vi må ikke gå på kompromis med fagligheden.
Kombinationen af en udsultet pædagoguddannelse og et stort pres på professionshøjskolernes økonomi har derfor fatale konsekvenser. Både for kvaliteten og uddannelsens evne til at uddanne mønsterbrydere. Men man må også spørge sig selv, om uddannelserne fastholder studerende, der ikke er klar til at tage en så kompleks uddannelse?
NÅR PROFESSIONSHØJSKOLERNE på baggrund af en arbejdsmiljøsag på pædagoguddannelsen UC Lillebælt advarer om studerende med meget store psykiske udfordringer, stofmisbrug og relationer til bandemiljøet, er det i hvert fald ildevarslende. For et er, at underviserne forståeligt nok ikke har kompetencer til at imødekomme disse studerendes behov for hjælp. Det næste er, at de omtalte studerende – uden at jeg har kendskab til de enkelte sager – ikke lyder, som om de har de nødvendige ressourcer til at tage en pædagoguddannelse lige nu.
Professionshøjskolerne foreslår en differentiering af uddannelsen. Men det løser ikke problemet med, at der sidder studerende på uddannelsen, som grundlæggende ikke er uddannelsesparate – og slet ikke er parate til at arbejde med andre mennesker, før de har arbejdet med sig selv.
Udfordringen kalder snarere på to ting. Først og fremmest en markant styrkelse af ressourcerne til pædagoguddannelsen, så vi med små hold, tid til feedback og fordybelse og flere undervisningstimer skaber de bedste betingelser for at de studerende kan lære og udvikle sig. Og dernæst nye adgangskrav, hvor der samtidig sker en screening af de ansøgere, der har alternative kvalifikationer. For pædagoguddannelsen er ikke en uddannelse for alle.
I DAG HAR VI ALLEREDE EN erhvervsuddannelse på det pædagogiske område, der har en mere praktisk tilgang, og som kan forberede til pædagoguddannelsen.
Men spørgsmålet er, om systemet er i stand til at pege de studerende det rigtige sted hen? Når professionshøjskolerne klager over, at de studerende mangler basale faglige forudsætninger, skal de måske vejledes til at tage en pædagogisk assistentuddannelse? Eller kan man forestille sig, at der er forberedende kurser for nogle ansøgere, der skal afsluttes med en eksamen og en samtale? Det kan være med til at modne og paratgøre ansøgere og samtidig øge det faglige niveau på selve pædagoguddannelsen.
For selvom professionshøjskolerne desværre ikke kan fylde studiepladserne, kan vi ikke forholde os komplet ukritisk til, hvem der kommer ind på pædagoguddannelsen. Vi er tvært imod nødt til at stå ved, at ikke alle kan blive dygtige pædagoger. Det skal uddannelsessystemet kunne håndtere - også selvom der er penge i hver eneste studerende, der gennemfører. Men hvad nytter det, hvis vi ikke kan bruge de nyuddannede på vores arbejdspladser?
Nye adgangskrav og screening af ansøgere til uddannelsen skal både sikre, at de pædagoger, vi sender ud på den anden side efter endt uddannelse, har de faglige og menneskelige forudsætninger, det kræver at varetage det store ansvar, som det er at være pædagog. Og det skal sikre et godt og inspirerende læringsmiljø for alle de andre studerende og bidrage til at genoprette uddannelsens prestige.
Skal det lykkes, er der samtidig brug for en reform, som sikrer en styrket pædagoguddannelse med et tårnhøjt fagligt niveau. Der er brug for en uddannelse med den nødvendige længde og tyngde, som både ruster pædagogerne til det vigtige arbejde, der venter dem, og som gør uddannelsen attraktiv for en bred gruppe af unge.
Vi skal værne om pædagoguddannelsens lange og stolte tradition for at løfte mønsterbrydere og samtidig sikre os, at de kommende pædagoger både har det menneskelige og faglige forudsætninger efter endt uddannelse, som jobbet kræver. Det kræver en massiv investering i uddannelsen, og ressourcer nok til at understøtte de studerende, som har brug for særlig støtte. Men det kræver også, at vi med adgangskrav og screening tager konsekvensen af, at nogle studerende har så store personlige udfordringer, at de ikke er klar til at gå på uddannelsen.
