Glad Fonden til regeringen: Gør succesfuld forsøgsuddannelse permanent

Mikkel_Holmbaeck_Adm_dir_Glad_Fonden_Pressefoto_963px
Mikkel Holmbäck, adm. direktør i Glad Fonden - en af Danmarks største socialøkonomiske virksomheder Foto: Glad Fonden, pressefoto
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Unge med kognitive handicap bliver uddannet og kommer i trivsel og job, men regeringen nøler med at gøre succesfuld forsøgsuddannelse til permanent tilbud.

SIDEN 2018 HAR den socialøkonomiske virksomhed Glad Fonden i tæt samarbejde med store virksomheder som Salling Group og Compass Group og blandt andet Esbjerg, Århus og Københavns kommuner uddannet cirka 140 unge med kognitive handicap indenfor detail, lager, grøn service, køkken og plejehjemssektoren. Alle er områder, hvor der mangler hænder. 

LÆS OGSÅ: Aftale giver STU-elever mulighed for at udfordre kommunernes visitering

Flexuddannelsen er samlebetegnelsen for denne række af toårige erhvervsrettede uddannelsesforløb, der både består af praktisk oplæring og teoriundervisning. Efter to års uddannelsesforløb er 80 procent af de unge i beskæftigelse – og det ser ud til, at de bliver der. Ifølge en ekstern evaluering fra 2022 er der tale om en samfundsmæssig besparelse ved at investere i uddannelsen.

DET ER DERFOR SVÆRT at forstå, at Flexuddannelsen står uden statslig finansiering og lovgrundlag fra august 2025. De unge står i kø for at blive optaget, virksomhederne er klar til at ansætte dimittender og flere kommuner ønsker at kunne tilbyde erhvervsrettet uddannelse til en gruppe unge, der ikke rummes i de ordinære uddannelser. 

LÆS OGSÅ: Overblik over finanslovsudspil: Regeringen vil sætte millioner af til unge uden job og uddannelse

Det store spørgsmål er, hvorfor regeringen ikke vil investere i uddannelse til unge, der i dag står uden yderligere mulighed for erhvervsrettet uddannelse, når de afslutter den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse? Det er ellers et oplagt skridt i den rigtige retning til at hjælpe nogle af de 43.000 unge uden for uddannelse og job videre i livet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR