Opfordring til ministeren: Fasthold friheden for erhvervsuddannelsernes millionløft

Bo_Sejer_Frandsen_og_Kasper_Palm_for_og_n__stformand_Danske_Erhvervsskoler_og_Gymnasier_Bestyrelserne
Bo Sejer Frandsen (tv.) og Kasper Palm, hhv. for- og næstformand, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne Foto: Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

DER HAR FOR NYLIG VÆRET meldinger om, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) genovervejer betingelserne for erhvervsuddannelsernes millionløft.

Dette sker efter, det har været fremme, at en skole overvejer at bruge de afsatte penge til erhvervsuddannelserne til gymnasiale uddannelser som følge af regeringens forslag til en ny taxametermodel.

LÆS OGSÅ: Tesfaye åbner for at gentænke fordelingen af erhvervsskolemillioner efter kritik

Vi har i bestyrelsesforeningen i Danske Erhvervsskoler og - Gymnasier tidligere rost ministeren for at melde ud, at han vil arbejde for, at millionløftet til erhvervsuddannelserne primært skal være uden bindinger. Dette vil give skolerne mere frihed og mindske den politiske indblanding. 

Den ros vil vi gerne fastholde. Denne tilgang til udmøntningen af midlerne har stor betydning for skolerne, fordi det gør det muligt for dem lokalt at prioritere og fokusere på indsatser, der løfter kvaliteten og øger gennemførelsen for de elever, som starter på en erhvervsuddannelse. 

Som bestyrelser for erhvervsskolerne er vi parate til at garantere, at de midler, der afsættes til at investere i vores erhvervsuddannelser, også bliver brugt til at løfte kvaliteten i uddannelserne. Vi har i flere år efterlyst øgede investeringer i vores uddannelser, og derfor er det også naturligt, at vi som selvejende institutioner er klar til at påtage os dette ansvar. 

LÆS OGSÅ: Regeringen præsenterer bud på reform af ungdomsuddannelserne i efteråret

Som bestyrelsesforening er vi klar til at lægge hånden på kogepladen og leve op til, at erhvervsskolerne tager ansvar for, at midlerne kommer til at gøre en forskel, således at både elever og virksomheder vil opleve et markant kvalitetsløft. Det skal og bør gælde for alle erhvervsskoler. 

Opfordringen fra bestyrelserne er, at vi håber, at ministeren vil fastholde de tidligere – og roste –  udmeldinger om, at midlerne kommer ud til skolerne med færrest mulige bindinger. 

Vi ser frem til fortsat dialog med ministeren om, hvordan vi i fællesskab kan sikre frihedsgrader og give håndslag på, at midlerne anvendes til at løfte uddannelsernes kvalitet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR