SkillsDenmark: Lad os alle sammen hylde Danmarks vigtigste landshold

World_Skills_2024_holdet_Pressefoto_SkillsDenmark_1920_px
WorldSkills 2024-holdet. Foto: SkillsDenmark
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

NÅR SKILLSDENMARK sender 20 dygtige og spændte fagatleter til WorldSkills i Lyon for at repræsentere Danmark, handler det ikke kun om at høste guldmedaljer. Det handler i lige så høj grad om at hylde håndværket og fremhæve de imponerende kompetencer, der eksisterer blandt de dygtigste elever på landets erhvervsskoler. 

LÆS OGSÅ: Skills-landsholdet hyldes: En af deltagerne modtager særlig hæder for sin præstation

WorldSkills finder sted den 10. til 15. september 2024. Og Danmark stiller i år med det største landshold nogensinde. Og det er der en god grund til. For netop nu har behovet for dygtige faglærte aldrig været større. 

Vi står overfor en fremtid, hvor vi i den grad har brug for kyndige hænder og kloge hoveder til at realisere den grønne omstilling og sikre fortsat vækst og velstand i Danmark. Når vi deltager i verdensmesterskabet for faglærte, sender vi et stærkt signal om, at vi i Danmark prioriterer erhvervsuddannelserne og anerkender den afgørende rolle, de faglærte spiller i vores samfund og for vores fremtid. 

Der er fortsat mange unge, der ikke har fået øjnene op for de fantastiske karrieremuligheder, der er i de forskellige erhvervsuddannelser. Derfor er det vigtigt, at vi formår at vise de forskellige fag og nogle gode rollemodeller, som de unge kan spejle sig i.  

Ved at sende et stærkt Skillslandshold til WorldSkills i Lyon, understøtter vi behovet for en kulturel ændring, hvor faglært arbejde opnår den respekt og anerkendelse, som det fortjener. 

DET ER IKKE KUN et spørgsmål om national stolthed og guldmedaljer, men også om at sikre fremtidens arbejdsstyrke og den grønne omstilling. Vi skal vise de unge, at en faglært uddannelse er en karrierevej med spændende fremtidsmuligheder, hvor de har mulighed for at gøre en reel forskel. 

Vi ved, at det gør en forskel, når vi gennem Skills-konkurrencer viser mulighederne i de forskellige fag og fremhæver seje rollemodeller. En undersøgelse foretaget af Epinion for SkillsDenmark i Region Syddanmark viser en markant stigning i de unges interesse for erhvervsuddannelser efter DM i Skills i 2023.

LÆS OGSÅ: Skills-evaluering: Gymnasieelever har fået større kendskab til erhvervsuddannelser

Før DM i Skills svarede 33 procent af de unge mellem 16 og 30 år, at de kunne overveje at tage en erhvervsuddannelse. Efter DM i Skills steg denne andel til 42 procent – en stigning på hele 30 procent. 

Worldskills i Lyon er ikke kun en anledning til at hylde de danske fagatleter, der stiller op i Lyon. Det er også en forsmag på, hvad vi kan forvente, når Danmark i 2025 er vært for EuroSkills i MCH Messecenter Herning. 

Udover, at det bliver det største uddannelsesevent i dansk historie, bliver Euroskills2025 også en enestående mulighed for at placere Danmark som et foregangsland inden for talentudvikling og som et land, der værner om vores erhvervsuddannelser. Ydermere vil der være flere af de deltagende fagatleter, som deltager i Lyon, der også vil repræsentere Danmark i Herning i 2025.

LÆS OGSÅ: EuroSkills: Poul Nyrup vil bygge olympisk uddannelsesby i Herning

Af den grund bør vi som nation bakke op om vores dygtige fagatleter, når de med blod, sved og tårer kæmper for Danmark i Lyon og senere igen ved Euroskills i 2025. De skal have både den opmærksomhed og den respekt, som de fortjener. 

Lad os alle sammen følge med, heppe hjemme i stuerne og tale om det til frokostpausen – præcis som vi gør, og som vi er gode til, når Danmark spiller fodboldlandskamp. For selvom det danske Skillslandshold ikke scorer mål, som man gør på grønsværen, så repræsenterer de Danmark med mindst lige så meget stolthed, disciplin og talent.

Om WorldSkills 2024
  • WorldSkills 2024 afholdes i Lyon i Frankrig 10.-15. september
  • 1.500 fagatleter fra 65 forskellige lande og regioner deltager i WorldSkills og konkurrerer inden for 59 forskellige fag. Man forventer 250.000 besøgende fra hele verden.
  • Skills Team Denmark deltager med 20 danske fagatleter, der konkurrerer i 18 forskellige fag.

Læs mere på WorldSkills2024.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR