Benny Andersen: Uddannelsen til socialpædagog skal stå lysende klart i de unges bevidsthed

DET HAR IKKE VÆRET munter læsning, når ansøgertallene til pædagoguddannelsen og de øvrige velfærdsuddannelser er tikket ind de seneste år.

Uddannelsen til almen pædagog eller socialpædagog er ganske vist forsat den mest søgte i landet. Men pilen for ansøgertallet peger den forkerte retning. Og den kurve skal vi i fællesskab have knækket. Det er simpelthen nødvendigt, hvis vores velfærdssamfund skal levere kvalitet og faglighed til blandt andet dem, som har allermest brug for det – vores udsatte børn, unge og voksne samt mennesker med handicap og psykiske lidelser.

LÆS OGSÅ: Rekrutteringskrisen forværres: Nyt dramatisk fald i søgningen til velfærdsuddannelserne

Det står derfor meget højt på vores ønskeliste at skabe fremtidens ambitiøse, målrettede og attraktive pædagoguddannelse. Én, som de unge brændende vil ønske sig at komme ind på. For som den er nu, peger Uddannelses- og Forskningsministeriets egen evaluering på, at kvaliteten er for lav. Det samme hører vi fra vores medlemmer, fra ledere på området og fra arbejdsgiversiden.

Den socialpædagogiske specialiseringsdel klæder ikke de studerende godt nok på til det arbejdsliv, der venter. Derfor skal en ny reform styrke uddannelsen til socialpædagog markant. Og det haster.

LÆS OGSÅ: Velfærdsrådet: Moduler og praksiskobling skal få flere gennem velfærdsuddannelser

Det kræver ambitiøse tiltag at styrke kvaliteten. En ny reform skal sikre de studerende flere undervisningstimer og stærkere undervisning og litteratur om målgrupperne. Den samlede studietid skal ikke være længere. Men i vores øjne skal forbedringer helt konkret handle om, at man forlænger den socialpædagogiske specialiseringsdel fra to et halvt år til tre år, og dermed forkorter grundforløbet på uddannelsen fra et år til et halvt år.

Det vil gøre uddannelsen mere attraktiv, ruste de studerende til deres arbejdsområde og skabe en stærkere faglig identitet.

Vi har også brug for, at uddannelsen til almen pædagog eller socialpædagog får en såkaldt specialiseringsgaranti. Alle studerende skal være sikre på, at de kan komme ind på den specialiseringsretning på pædagoguddannelsen, som de ønsker.

Det afholder nogle potentielle socialpædagoger – måske særligt de mere modne – fra at vælge uddannelsen, at de ikke er garanteret den ønskede specialiseringsretning. En pædagog er ikke bare en pædagog. Så hvis du drømmer om at være socialpædagog og arbejde med voksne mennesker med alvorlige psykiske lidelser inden for socialpsykiatrien, så kan motivationen lide et gevaldigt knæk, hvis du i stedet bliver optaget på retningen, som er målrettet børnehaver og vuggestuer.

Imageløft er et fælles ansvar

En ting er at gøre uddannelsen for socialpædagoger mere attraktiv. En anden ting er at få de unges øjne op for den. Og her er samarbejdet mellem professionshøjskoler og ungdomsuddannelser helt afgørende.

Vejlederne på gymnasierne sidder med en meget vigtig rolle i forhold til at oplyse om de mange karriereveje og muligheder, som følger med en professionsuddannelse. Og måske kan gymnasieeleverne ovenikøbet få mulighed for at vælge valgfag med fokus på fx det sociale område. Fokus i disse vigtige ungdomsår skal i højere grad rettes mod professionsuddannelserne inden for velfærdsfagene.

LÆS OGSÅ: Elisa Rimpler: Det haster med en reform af pædagoguddannelsen

Der er også perspektiver i, at efterskoler og højskoler har temaer, hvor det sociale område er i fokus. Det gælder fx den målgruppe, som også søger musik og teater. Der er rigtig gode muligheder for at bruge sin faglighed i det kreative felt, når du er socialpædagog. Det skal gøres synligt.

Der kan også fortsat arbejdes med at gøre uddannelsen til socialpædagog mere fleksibel. Den kan tilpasses den erhvervserfaring og de kompetencer, de studerende kommer med, når de begynder. Der er allerede gode takter i dag, hvor flere uddannelsessteder tester nye meritformer. Det sker med deltidsuddannelser, e-læring og merithold, som fx er målrettet det socialpædagogiske område. Så jeg kan sagtens se for mig, at der bliver flere forskellige veje til at gennemføre den ordinære uddannelse for socialpædagoger på.

Lad mig til sidst slå fast, at det er vigtigt, at alle parter tager et fælles ansvar for at give velfærdsfagene et imageløft. Det kan lyde som en kliché. Men vi skal tale vores fag op og fortælle hele verden om de gode, meningsfulde historier og om, at vi arbejder i verdens bedste job.

Det nytter ikke, at vi bruger størstedelen af vores taletid på at hive alle problemerne frem. At tale faget op, samtidig med at vi knokler for bedre vilkår, bedre uddannelse og bedre oplysning til de unge om vores fag, det er vejen frem, og det er et fælles ansvar.