Evnen til at møde både høj og lav og en naturlig fingerspidsfornemmelse gør Jonas til en fremragende lokalbetjent

Jonas_Toft_Nilsson_bredformat__1_-fotor-20240708111953
Jonas Toft Nilsson er blandt de udvalgte til A4 Mediers talentliste 'Talent for mennesker'. Foto: Privatfoto
En naturlig evne til at møde alt fra ministre og unge rødder i øjenhøjde og derigennem skabe løsninger på utryghedsskabende situationer giver den 30-årige lokalbetjent Jonas Toft Nilsson en plads blandt de udvalgte til 'Talent for mennesker'.

Listen med grunde, til at Jonas Toft Nilsson er med på talentlisten 'Talent for mennesker', er lang, hvis man spørger hans indstiller, politiassistent Charlotte Tornquist.

En enormt god forståelse for lokalområdet er en af dem. En stærk faglighed, der gør ham i stand til samarbejde med alt fra kommune til boligselskaber og SSP for at finde løsninger på utryghedsskabende situationer, er en anden.

Men det, der ifølge Charlotte Tornquist, gør Jonas Toft Nilsson til en særligt dygtig politiassistent, er evnen til at læse og forstå mennesker - uanset om det er en minister eller en gruppe af unge rødder.

"Han er bare virkelig god til at kommunikere," siger hun, da A4 ringer for en uddybning af indstillingen.

Fakta: Talent for mennesker 2024

Ambitioner og karrieredrømme er ikke kun forbeholdt unge i erhvervslivet. Med den nye talentliste 'Talent for mennesker' vil vi på A4 Medier hylde velfærdssamfundets unge talenter med fokus på den helt særlige faglighed, der alt for ofte bliver overset i det brede mediebillede

'Talent for mennesker' skal fremhæve de unge mennesker, der kan noget helt særligt med deres medborgere. Dem, der får samfundet til at hænge sammen ved at give os en god start på livet, en støttende hånd i svære tider og en værdig alderdom

Vi på A4 Medier har udvalgt talenterne til den endelige liste blandt mange indstillede med vægt på de faglige kvaliteter, som er fremhævet i indstillingerne

For at komme med på listen skal man være 36 år eller yngre og være ansat i et velfærdsfag. Det kan være som fængsels- eller politibetjent, socialrådgiver, pædagog, lærer, sygeplejerske, sosu, i administration eller andre fag i velfærdsrettede fag

Find portrætterne af de udvalgte til ‘Talent for mennesker’ 

Og når man som Jonas Toft Nilsson kombinerer en god evne til at tale med forskellige mennesker med en skarp "fingerspidsfornemmelse", så har man ifølge Charlotte Tornquist en rigtig god lokalbetjent.

"Det ses for eksempel ved, at han er god til at møde de unge rødder, der hænger ud i nogle af boligområderne, og få en relation til dem, samtidig med at han nogle gange er nødt til at finde bødeblokken frem eller lave en anholdelse. Det er en svær balance at ramme," siger Charlotte Tornquist.

GDPR