"Laura er med sin skarphed, dygtighed, medmenneskelighed og med sit viljestærke væsen med til at højne fagligheden og arbejdsglæden"
"Laura er et helt unikt menneske. Hun er afsindigt dygtig og skarp til sit arbejde som faglig koordinator, og derudover besidder hun den sjældne egenskab at være utroligt ydmyg. Hun er med sin skarphed, dygtighed, medmenneskelighed og med sit helt utrolige viljestærke væsen med til at højne fagligheden og arbejdsglæden her på Røbo."
Sådan skriver lederen af dagtilbuddet Røbo på Bornholm, Christina Sonne, i sin indstilling af 30-årige Laura Marie Pedersen til 'Talent for mennesker'.
Laura Marie Pedersen er uddannet ergoterapeut, men fungerer på botilbuddet som faglig koordinator - og det på en måde, der er med til at "skabe udvikling, livsglæde og trivsel blandt vores beboere, både med sin faglighed, men også med hele sit humoristiske, medmenneskelige og viljestærke væsen," står det i indstillingen.
Fakta: Talent for mennesker 2024
Ambitioner og karrieredrømme er ikke kun forbeholdt unge i erhvervslivet. Med den nye talentliste 'Talent for mennesker' vil vi på A4 Medier hylde velfærdssamfundets unge talenter med fokus på den helt særlige faglighed, der alt for ofte bliver overset i det brede mediebillede
'Talent for mennesker' skal fremhæve de unge mennesker, der kan noget helt særligt med deres medborgere. Dem, der får samfundet til at hænge sammen ved at give os en god start på livet, en støttende hånd i svære tider og en værdig alderdom
Vi på A4 Medier har udvalgt talenterne til den endelige liste blandt mange indstillede med vægt på de faglige kvaliteter, som er fremhævet i indstillingerne
For at komme med på listen skal man være 36 år eller yngre og være ansat i et velfærdsfag. Det kan være som fængsels- eller politibetjent, socialrådgiver, pædagog, lærer, sygeplejerske, sosu, i administration eller andre i velfærdsrettede fag
Et kendetegn ved Laura Marie Pedersen er et gåpåmod, som går ud over det sædvanlige. Hendes leder skriver, at hvis der er en ny udfordring, der skal løses, så tager Laura Marie Pedersen den. Og det med et smil og en indstilling om, at "det skal nok gå".
"Laura udfordrer alle på stedet ved altid at se muligheder og bare gå ind i opgaven - også selv om det kan betyde kaos, og ingen ved, hvordan det ender. Laura har en grundlæggende stærk tro på andre mennesker," skriver Christina Sonne i indstillingen til 'Talent for mennesker'.