Madsen: Den danske model leverer et grønt gennembrud

DET SKURREDE LIDT i mine ører, at regeringen kaldte forhandlingerne en ny landbrugspakke for "grøn trepart". 

Historisk set henviser "trepartsaftale" til koordinationen mellem lovgivning og overenskomstaftaler og ikke bare forhandlinger mellem regeringen og nogle interesseorganisationer.

Men betegnelsen viste sig i bredere forstand berettiget, da aftalen mandag aften kom i hus. Aftalen var udtryk for styrken i den danske model i bredeste forstand: modsatrettede interesser, der sætter sig til forhandlingsbordet og skaber enighed for det fælles bedste. Det var tydeligt, at parterne var inspireret af den ånd, der hersker i den danske model om at strække sig meget langt for at nå en aftale, fordi et sammenbrud er uendeligt dyrt for alle parter.

Trepartsaftalen om landbrug og natur står på den måde i skærende kontrast til fx beslutningen om at afskaffe store bededag som fridag, der blev tromlet ud over interessenterne. Kernen i den danske model er at inddrage, lytte og lede efter fælles løsninger. 

Adgangsbillet til regeringskontorerne

CO2-afgiften blev ikke så ambitiøs, som man kunne håbe, og landbrugets kompensation blev præcis lige så guldrandet, som man kunne have frygtet. Men det ændrer ikke ved den storslåede kerne i forhandlingsresultatet. 

Danmark har fået etableret en national, institutionel ramme om fremtidens landbrug, der vil skubbe os klart i den grønne retning over de kommende mange år. Den første europæiske CO2-afgift på landbruget vækker international opsigt. 

For første gang viste SVM rigtigt værdien af en regering hen over midten. Veganeraktivister vil være skuffede, og den mest radikaliserede del af dansk landbrug vil være rasende sammen med Inger Støjberg (DD). Men de store, brede grupper, som aftaleparterne repræsenterer, kan se sig selv i resultatet.

Det vil reelt blive en adgangsbillet til fremtidige regeringskonstellationer at være med i denne aftale.

Lille genistreg at skifte fra klima til natur

Det var to afgørende politiske manøvrer, der sikrede, at SVM-regeringen fik sin aftale på plads.

For det første blev målstolperne flyttet, da regeringen markant opjusterede, hvor tæt Danmark er på at nå 2030-målsætningen for klimaet. Det betød, at indrømmelser til landbruget om lavere CO2-afgift ikke længere betales en til en af industri- og transportsektoren, som eller havde været dynamikken i Dansk Metal og Dansk Industris nye status som klimaforkæmpere.

For det andet lavede regeringen en lille genistreg ved at skifte forhandlingernes fokus fra klima til natur, da kvælstofudledningen blev smidt ind på bordet. 

LÆS OGSÅ: Madsen: Dialog er demokratiets eneste panser

Efter efterårets fokus på de døde danske farvande i blandt andet en serie i Berlingske var en ny vandmiljøplan blevet en bunden opgave for Folketinget. Det vidste landbruget udmærket, og ved at acceptere stramninger på kvælstof kunne kravene til CO2-afgiften nedbringes. Samtidig er danske skove, vandløb og dyreliv vigtigere for Danmarks Naturfredningsforening end den mere abstrakte globale klimakamp.

Interesserne gik op i en højere enhed. Sikke en sejr for Danmarks Naturfredningsforening, der med et er blevet en af Danmarks mest indflydelsesrige interesseorganisationer. 

Samtidig var Novo Nordisk Fonden tilsyneladende i hemmelighed med som blind makker i forhandlingerne og meldte sig med ti milliarder kroner til naturgenopretning, da aftalen var på plads. Et svimlende beløb, der sætter helt nye standarder for offentlige-private partnerskaber mellem staten og de svulmende fondsformuer for fremtiden.

Ingen grund til at hænge med klarinetten

Aftalen har åbnet et mangeårigt politisk projekt på tværs af blokkene, der kommer til at forandre Danmark. Et projekt i den danske models bedste traditioner for kontinuerligt og pragmatisk samarbejde.

Jovist, man kunne have ønsket sig, at afgiften på CO2 skulle være markant højere. Men der er ingen grund til at hænge med klarinetten for klimaforkæmperne.

CO2-afgiften på landbruget er en realitet, og det kan ikke rulles tilbage. Men dens størrelse er ikke mejslet i sten for evigt. Den slags kan ændres i politik. Se blot på de mange tilbagetrækningsreformer på arbejdsmarkedet, hvor politikerne gang på gang justerer på ordningerne. 

Alt andet lige er den nye aftale unik i international sammenhæng med sin massive udtagning af landsbrugsjord til fordel for skov og anden natur, samtidigt med at dyreproduktion bibeholdes.

Det vil i sig selv gøre Danmark til et foregangsland, der kan inspirere til den globale forandring, der er nødvendig i klimakrisen.

Det første vigtige skridt er taget. Det bliver ikke det sidste.