Madsen: Sådan gør du det umulige, Pernille Rosenkrantz-Theil

SELVFØLGELG ER DET IKKE “tæt på umuligt” at vinde genvalg for partiet, der har styret København i 100 år. Det, vi er vidne til, er en socialdemokratisk soloulykke af historiske dimensioner, men som det stadig er muligt at rette op. 

Hvis det er en spindoktor, der har udstyret Pernille Rosenkrantz-Theil (S) med den håbløse defaitistiske dystermulestrategi om, at slaget er tabt på forhånd, så bør vedkommende pakke sit kontor sammen i skam.

Hvis det er overborgmesterkandidaten selv, så viser det, hvor meget hun endnu mangler fingerspitzgefühl i omstillingen fra Christiansborg til Københavns Rådhus.

Det er muligvis til fordel for Mette Frederiksen (S) at sende forventningerne til valgresultatet i hovedstaden helt ned under gulvbrædderne på forhånd.

Men det er en katastrofe for partiet i København, at man nu fremstår som det tungsindige Æsel i Peter Plys. Hvem gider dog at stemme på en jammerkommode indhyllet i en tyk sky af tristesse og selvmedlidenhed? 

Et smukt spin fra Enhedslisten og SF

Mistrøstigheden underminerer desuden hele rationalet bag udskiftningen af Sophie Hæstorp Andersen (S), der skulle give partiet en ny start med en højt profileret politiker i front. Nu er hullet bare gravet dybere.

Det er åbenlyst for enhver, at Socialdemokratiet har problemer i hovedstaden - ikke mindst efter det meget veludførte stykke spin, som SF og Enhedslisten har gennemført ved at give en meningsmåling til Altinget, som de selv har bestilt og betalt. Men det burde være alt for tidligt for S at afsige sin egen dødsdom.

Dels kan alt ske i Københavns Rådhus’ altid kaotiske konstituering, og både jeg og Ole Birk Olesen (LA) har svært ved at se de borgerlige pege på en overborgmester fra venstrefløjen. Set fra det blå synspunkt vil en svag socialdemokrat være at foretrække frem for en stærk SF’er med et rødt flertal i ryggen. Dels er der tid til at genvinde den tabte forbindelse til københavnerne med politiske forslag, der afspejler deres værdier og interesser. 

Fire værdimæssige opgør for storbysocialdemokrater

Socialdemokratiets drejning under Mette Frederiksen i retning af provins, fremstillingsindustri samt udlændinge- og akademikerbashing har gjort København til udebane for partiet. Rosenkrantz-Theil har været en af Frederiksen nærmest allierede i den proces, og hun har brug for at få fødderne solidt plantet på de københavnske brosten igen. 

Københavnerne er ikke blevet revolutionære socialister over natten. De socialdemokratiske kerneydelser om fællesskab og velfærd er stadig populære hos københavnerne. Men de føler sig ikke set af et socialdemokrati, der kun besynger fabriksarbejde og frikadelledanskhed. 

Hvis Rosenkrantz-Theil skal vende skuden, kræver det, at hun tør gøre op med sit partis provinsialisme og skabe sin egen fortælling, ligesom Frederiksbergs Michael Vindfeldt (S) har gjort med stor succes. Og hun får plads til det af Mette Frederiksen.

Konkret vil jeg foreslå fire værdimæssige opgør til en storbysocialdemokratisk dagsorden for Pernille Rosenkrantz-Theil, der kan genvinde københavnernes tillid. 

1. København udtrykker det bedste ved Danmark

Det burde ikke være kontroversielt. Hvis Vejles borgmester sagde, at Vejle var det bedste ved Danmark, ville det være helt naturligt. Det ville blive set som et udtryk for, at han var stolt af sin by. 

Men ingen socialdemokrater tør rigtig kæmpe for København, for man skal helst spille med på sangen om, at det virkelige Danmark ligger i Jylland og den virkelige værdi skabes i Produktionsdanmark, selv om hovedstadsområdet sender lastvogne fuld af penge ud af byen i udligningsordningen hver dag. 

Vi gider ikke høre på mere pis om, at vi er aparte, eller at Nordvest burde være som Holstebro, eller at de sande værdier findes i provinsen. Vi, der bor i byen, elsker den og vores måde at leve på. Mange af os kommer fra provinsen, men har valgt livet i København, fordi det passer bedst til os. Ellers sælger de altså også returbilleter til firetoget.  

At være overborgmester er også at være københavnernes advokat i den offentlige debat. 

2. Mangfoldighed - også kulturelt - er Københavns styrke

København er en multikulturel by. Vi er en mangfoldighed af etniciteter, religioner, livsformer og ideer om det gode liv, der vælger at bo sammen.

Man behøver ikke at kaste sig ud i snørklede debatter om kønsidentitet og den slags. Blot at stå for den simple sandhed, at i København er forskellighed vores styrke. Også vores etniske heterogenitet, og at vi er en attraktiv by for mennesker fra mange kulturer.  

Sådan ser de ikke nødvendigvis på tingene, hvor Inger Støjberg (DD) bor, eller Mette Frederiksen er valgt, og det er fint nok. Men det gør vi altså her. Og det er afgørende for vores evne til fortsat at skabe et innovativt erhvervsklima og et spændende kulturliv.

Og vi vil aktivt fremme forskellighed - også ved at sikre at unge, ældre eller folk uden meget store indkomster kan bo i vores by. 

3. Storbyen er et fællesskab, der skal være stærkere

Fint nok, lad bare folk sidde i deres parcelhuse og se TV, og preppe til dommedag i garagen, hvis det er sådan, man foretrækker det. 

I storbyen er vi sammen på godt og ondt. Vi er tæt på hinanden, kan høre, lugte og føle hinanden. Vi er så mange, at vi både kan forsvinde i mængden, men samtidigt er vi dybt afhængige af at kunne løse ting i fællesskab.

Det fællesskab skal udvides og styrkes. Med nye og bedre muligheder for at eje ting i fællesskab, om det så er nyttehaver eller el-biler. Styrker mulighederne for at bruge byens museer, teatre og andre kulturtilbud. Styrker mulighederne for at kunne for eksempel danne friskoler eller kollektiver, der skaber nye fællesskaber.

Vi ønsker ikke en by, hvor vi sidder i hver vores lille lejlighed og bestiller dagens Wolt-menu, eller en by fuld af working-poor, men at styrke vores små fællesskaber. 

4. Byudvikling er klimaudvikling

Lynetteholmen er det vigtigste projekt i København, som al byudvikling i de næste 20 år vil rotere om. Det er en monumental og godt tænkt plan for at skabe klimasikring, flere boliger og udvikling af bylivet. Efter den velafprøvede opskrift med jordopfyldning og metrobyggeri, der blandt andet gav os Ørestaden.

Enhedslisten har haft frit spil til at tegne projektet op som et nyt prestigeprojekt, fordi Socialdemokratiet har været alt for ringe til at fortælle klimahistorien bag Lynetteholmen og for ringe til at bruge den som løftestang for en mere retfærdig byudvikling. 

Men kernen er, at storbyen er meget mere klimavenlig end parcelhuse og landejendomme og kan blive endnu mere grøn og levende i fremtiden.

Hvem ved, hvis Rosenkrantz-Theil vågner op og finder ind i rollen som københavnernes advokat i stedet for Mette Frederiksens, er det umulige måske muligt.

Første skridt er at droppe hængemulen og taberattituden. Den slags bruger vi ikke i København!